Nu er år 2018 snart forsvundet: Et år som atter har beriget os med en masse forrygende læseoplevelser. Desværre kan vi ikke, hvor meget vi end drømmer om denne utopi, nå at læse den enorme mængde udgivelser, der er udkommet. Alligevel er det blevet til utallige timer i læselampens skær. Traditionen tro kommer her årets boganbefalinger ud fra den svære kunst kun at nævne et værk pr. skribent.
Tormod Haugland: Mørk materie
I løbet af 2018 har jeg stiftet bekendtskab med et hav af bøger og forfattere, men der var især én bog, som virkelig har ramt mig positivt: Tormod Hauglands roman Mørk materie. Romanen er en lille perle i det store boglandskab, jeg i år har bevæget mig rundt i, og jeg kan varmt anbefale den. Vi bliver indviet i hovedpersonen Atles tankeverden og bevidsthedsmønstre, og det er i disse passager, Haugland for alvor mestrer sproget. Han skriver med en rytmisk genialitet, og selvom romanen til tider er smertefuld at læse, formår Haugland gennem sit sprog at frembringe en diskret humor, som følger os til det allersidste punktum. Efter at have læst romanen blev jeg bevidst om, at Hauglands ord siger så meget på så få linjer, og det var det, der for alvor fangede mig under læsningen.
/Marie Honoré Jakobsen
Læs anmeldelsen her
Astrid Ehrencron-Kidde: Det sukker så tungt udi skoven
Astrid Ehrencron-Kiddes fortællinger om den synske Martin Willén er på én gang dragende og skræmmende: Dragende, fordi deres tungsindige naturskildringer og underspillede humor sætter sig i læseren. Og skræmmende, fordi de mange fortællelag, der åbenbarer sig undervejs i læsningen, aldrig fører til den klarhed, retfærdighed og – frem for alt – sindsro, som man kunne unde både sig selv og den hårdt prøvede Willén.
/Kamma Overgaard Hansen
Læs anmeldelsen her
Gyrðir Elíasson: Vinduet mod syd
Gyrðir Elíasons lille fine bog er noget så skepsisvækkende som en roman om en, der skriver en roman. Skal litteraturhistorien nu endnu en gang belemres med den studentikose forfatters kreative kvaler? Ja, det skal den – og vi – faktisk, men i dette tilfælde er det ingenlunde snobbet eller fremmedgørende. Det er til gengæld utroligt morsomt og spændende. Hovedpersonen, den plagede forfatter, har for at skrive sin bog indlogeret sig i et sommerhus. Han søger isolationen, og selvom det ikke resulterer i den ønskede kreativitet, resulterer det i en iagttagelse, en vejning og vurdering af mennesker og verden omkring ham. Det bliver til knastørre og sarkastiske beskrivelser af forskellige møder med mennesker. Vores hovedperson er vel så at sige ufrivilligt sjov på sit eget temperaments bekostning. Sidst men ikke mindst skal hovedpersonens erindringer om sin opvækst fremhæves. Disse situationer eller karakterskildringer, som Gyrðir Elíasson lader hovedpersonen beskrive, er ikke mindre end litterære perler. En barnlig iagttagelsesevne overføres til en voksen og nedtrykt mands ordforråd. Det smelter sammen i passager, der efterlader læseren smilende og underholdt.
/Martin Minka Jensen
Læs anmeldelsen her
Caroline Hainer: Mænd viser mig deres pik
Som et humoristisk sidestykke til årets fantastiske skønlitterære værker vil jeg endnu en gang slå et slag for og i samme ombæring varmt anbefale den svenske kulturjournalist Caroline Hainers Mænd viser mig deres pik. En bog, der nysgerrigt undersøger fænomenet dickpics – og som i den grad får mig til at grine. Ikke bare tøsefnise over al den dillersnak, men virkelig grine af emner som fallos, måling, potens og flirt. Og så bliver jeg simpelthen bare i godt humør af bogens sprælske og ‘pigefarvede’ udseende.
/Amalie Nørtoft Frydensbjerg
Læs anmeldelsen her
Sofie Heiberg: Fortællingen om Ibis
Historien om den unge trækfugl, Geronticus Eremitibis, der mister sine forældre efter et bombardement og må flygte på ryggen af en albatros til Danmark, er en allegorisk fortælling om de syriske flygtningebørn, der vandrede til Danmark tilbage i 2015. Sophie Heiberg har bevist, at det er muligt at skrive en bog for børn, der involverer verdens tragedier på en lærerig, uformel og aldeles smuk måde. Jeg formoder klart, at uanset alder vil man flere gange føle et stik i hjertet, når man læser om fuglen Ibis’ tab. Fortællingen om Ibis er dog ikke kun hjerteskærende. Der er selvfølgelig også humoristiske passager, der kan veje op for det triste. Som enhver anden børnefortælling har Ibis’ historie en opkvikkende morale: Selvom vi måske kan føle det, som om vi er langt væk fra vores hjem, er vi dog alle dækket af den samme himmel og er dermed forbundet.
/Rikke Bay
Læs anmeldelsen her
Jomi Massage: Priktegninger over et år
Læsningen gav mig en følelse af, at jeg, imod min vilje, blev overvældet af en underskøn melankoli, hvis konsekvens ikke nødvendigvis var, at livet var en uhelbredelig tragedie. Det var snarere en melankoli, der siger, at verden på én gang er smuk, skrøbelig og smertelig.
Sammen med nordiske forfattere som Tomas Espedal og Josefine Klougart viser Jomi Massage, at der gives et poetisk sprog, der, uden at denne sammenkobling tager sig forceret ud, evner at forbinde ensomhed og skønheden i en minimalistisk æstetik. På forbilledlig vis demonstrerer hun, hvorfor melankolien, der forbindes med sortsyn og refleksiv livslede, undertiden kan tage sig smukkere ud end guldalderidyl, amerikanske bjerglandskaber og storbyernes imposante skylines.
I et af sine cykelessays skriver digteren Victor Boy Lindholm, at det var Tomas Espedal og dennes rå følsomhed, der gav ham lyst til at skrive. Med en lille modifikation vil jeg sige, at det er bøger som Priktegning over et år, der gør, at jeg ikke mener, at der er nogen grund til at stoppe med at skrive lige foreløbig.
/Mikkel le Fevre
Læs anmeldelsen her
Katrin Ottarsdóttir: 43 bagateller
Jeg ser Ottarsdóttirs formeksperiment som en skøn og forfriskende pendant til nutidens navlepillende litteratur, hvor en dyrkelse af selvet, diagnosekultur og det autofiktive greb regerer på voluminøs vis. Det er en samfundskritik, og det bemærkelsesværdige og eminente er, at Ottarsdóttir ikke stiller skarpt på dette med en offensiv tilgang eller en løftet pegefinger. Hun fokuserer derimod på samfundet set udfra en sublim og nøgtern beskrivelse med en underspillet misbilligelse. Denne lille samling tekster divergerer på mange fronter fra andet litteratur, jeg har læst i årets løb. Her vil jeg fremhæve Ottarsdottirs evne til at være på forkant med sin læser. Jeg føler, at jeg har overblik over de forskellige situationer og føler mig sikker på, hvordan fortællingerne vil ende, da det ved første øjekast virker oplagt. Men jeg opnår aldrig at være på bølgelængde med teksten, da Ottarsdóttirs måde at ændre fortællingerne på altid er overraskende; man bliver simpelthen nødt til at læne sig tilbage og nyde de mange nervepirrende vendinger og erkende, at man aldrig kan vide sig sikker på noget.
/Rikke Juelsen
Læs anmeldelsen her
Her på Modspor glæder vil os meget til de mange spændende bøger, der utvivlsomt vil ramme os i 2019. Tak fordi du læste med i år