Anna Hechmann Knudsens Jeg vil gerne have at angsten bor et sted i haven, et sted i æblekrattet måske er en lille, poetisk og finurlig bog om at fortabe sig i de mindste ting for at overleve angsten og depressionen; om ikke at passe ind og alligevel forsøge at finde en plads i verden.
Til modværge mod brutaliteten
”At sætte sig til modværge mod brutalitet er fantasi, er nødvendigt, for at overleve.” Med dette citat af Lilian Jacobsens Drømmeflygtningen indledes Jeg vil gerne have at angsten bor et sted i haven, et sted i æblekrattet måske. Ordene opsummerer på fineste vis den lille bog, der af forlaget beskrives som ”en slags roman”, og som fortælleren Anna heller ikke helt passer ind i én kasse. Anna Hechmann Knudsens debut er netop det: en slags modværge, en fantasifuld hengivelse eller fortabelse i de mindste ting; en slags asyl i vinbjergsneglehuset eller katten eller kærestens armhule, et ly fra angsten og depressionen.
Romanen er en hudløst ærlig blotlæggelse af en tilværelse med angst, depression og måske ADHD. Den er sprogligt løssluppen og samtidig helt nede på jorden. Mellem beskrivelser af læge- og psykologbesøg, af at være bange for angstens diare i metroen, af at ligge vågen om natten eller lytte til den dæmoniske og selvdestruktive pillesnak, findes også en slags helle hos mormor eller på det lille værtshus Central Hjørnet, eller slet og ret i tosomheden med kæresten eller katten.
At give krop til angsten
Hechmann Knudsen formår på fornem vis at give krop til angsten; at beskrive det paradoks, at et fænomen, der er så abstrakt, materialiserer sig så konkret:
Angsten sidder i huden, som en prikkende bevidsthed. Sidder på overarmene, lårene, ansigtet, ryggen og under fødderne. Sidder i hjertet. Sidder bag øjnene. Sidder i maven. Løber ned ad inderlåret, grønlig og sort. Forgrener sig i lungerne. Vibrerer hurtigt under ribbenene. Jeg glemmer at trække vejret, og er årvågen som en hyæne tæt på en løveflok.
Den altopslugende angst fremskrives side om side med det mest hverdagslige. Det er ”DØDEN KOMMER, ALT ER LIGEMEGET” side om side med en dråbe kondens på en dåsecola. Det er umådelig stor ængstelighed midt i, hvad der virker som en tryg boble af omsorgsfulde relationer, og selvom traumet om et overgreb i ungdommen antydes, er det ikke selve overgrebet eller årsagen til angsten, der er i fokus, men selve følelsen af at være i stykker og at være afskåret fra verden: ”Min sjæl sidder skævt. Den vibrerer hele tiden, som forsøger den at løsrive sig fra mit deprimerede legeme.” Sætningerne er poetiske og præcise, til tider nøgterne og rammer direkte der, hvor det gør ondt, ikke mindst, når Anna spørger: ”Hvad skal et menneske kunne klare at føle, før nogen kalder det for meget og en sygdom til sidst?”
Et vibrerende sprog fuld af liv
Anna Hechmann Knudsen skriver legende let om svære emner, og synes ligesom Lilian Jacobsen at bruge fantasien som værn mod angsten eller i hvert fald som middel til at beskrive den. Sproget sprudler på paradoksal vis: Lige så depressiv, angstfuld eller meningsløs tilværelsen kan føles for Anna, lige så vibrerende og poetisk udfoldes sproget omkring den, og på den måde fremskrives i håbløsheden alligevel håbet. Det er ikke et spørgsmål om at udrydde angsten, men at finde en måde at sameksistere, at sende angsten til et bedre sted, fx æblekrattet.
Et litterært fællesskab i ensomheden
Indimellem beskrivelser af Annas hverdag indflettes citater af ”suicidale forfattere”, som Annas kæreste beskriver dem, og som spejler en samhørighed i ensomheden, eller som citerede Sylvia Plath udtrykker det: ”Det er en næsten utrolig lettelse at vide, der er nogen foruden én selv, der ikke er glad hele tiden.”
Citaterne sammenblandet med Hechmann Knudsens egne beskrivelser udgør en mosaik af stemmer, som tilsammen bliver et sted at høre til for Anna. For selv om hendes kæreste kærligt opfordrer til at læse noget mere opløftende for at bevæge sig ud af melankolien, er det netop i det depressive fællesskab, hun føler sig forstået: ”I det selskab bliver jeg glad, eller måske ikke glad, men i hvert fald mindre ensom.”
Forfriskende i sin omsorg
Det er en hårfin balance at skrive en bog om angst og depression uden at fortabe sig i den, og det særlige ved denne bog er netop, at der midt i mørket også findes en stor omsorg for verden og for Anna selv:”Jeg må undskylde overfor edderkoppen i opgangen, at jeg lod døren smække så hårdt, at den faldt ned ad væggen og nu må kravle op ad den lilla betonvæg og op til sit spind under lampen igen”. Gennem en henvendelse til de mindste ting, til edderkoppen på væggen, til katten eller en solsort i Frederiksberg Have opstår små alternative verdener i en til tider uudholdelig tilværelse. Bogen er fuld af (angst for) død og på samme tid pulserende af liv, af utallige stemmer og mulige fortrolige; man kan finde en ven i alt og alle, i afdøde, i bøgerne, i edderkoppen.
Der er en fantastisk styrke og forløsning i at følge Annas vej gennem behandlingssystemet og de dæmoniske pillestemmer, der taler om død og selvskade, til at mærke pillemagien, når medicinen faktisk virker; opleve en livslyst vende tilbage og nå frem til en form for accept: ”Natten er fyldt med genfærd, der er ikke noget at stille op.”
Anna Hechmann Knudsens debut er stærk læsning uden at være selvhøjtidelig og en vellykket beretning om at findes for meget i sit hoved og alligevel vende sig ud mod omverdenen på sin egen måde.
