Kan det virkelig være så interessant at høre om en falleret forfatters skriveblokering og kunstneriske isolation? Det lange svar må være, at det så sandelig kommer an på mange forskellige faktorer i fortællingen, sproget og formen. Det korte svar er i dette tilfælde, ja.
En forfatters kvaler
Vinduet mod syd er en roman om en mand, der skriver en roman. Eller rettere sagt en mand der forsøger at skrive en roman. Der skal en stor fed streg under ”forsøger”, da det vitterligt ikke går ham særlig godt. Han har isoleret sig selv i et sommerhus for at kunne hellige sig sit virke som den store tænksomme forfatter, men det er åbenbart andre ting, der åbenbarer sig i forfatterens hoved, end lige den historie, som han er ved at skrive. Ja, stort set alt andet, der foregår i mandens hoved, er en fortælling værdig, da han er dygtigt fabulerende og humoristisk, bare ikke den fortælling, han ønsker sig. Men så er det jo godt at Gyrðir Elíasson skriver hovedpersonens tanker og handlinger ned, således at vi kan læse om en forfatters kvaler med at skrive sin historie. Se dét er meta.
Isolationens eftertænksomhed
Bogens hovedperson kommer til at kæmpe en kamp med sin skrivemaskine, på hvilken han insisterer på at skrive med et særligt farvebånd, tilsyneladende af nærmest neurotiske årsager. Denne historie, som han vil skabe i sit hoved og få ud gennem fingrene, således at han kan skrive den ned på sit papir, udviskes hele tiden, ligesom det farvebånd han bruger, indtil bogstaverne næsten er usynlige. Der opstår en kobling mellem historiens slørede konturer og så den fysiske verden.
Skrivemaskinetastaturet er blevet elendigt, bogstaverne lander mat på arkene, ligesom personerne, der af og til bevæger sig som i trance bag ved dem, men så falder tilbage i en dødlignende søvn. Bogstavet b er på en eller anden måde besynderligt blevet slået skævt og ligger ned over de andre bogstaver. Jeg spekulerer over, om det kan have en eller anden skjult betydning.
Fortællermæssigt driver forfatterens historie ind og ud af hans tanker om den virkelige verden. Hovedpersonen bliver en fange af sin fortælling, hvilket på en måde gør alt, han tænker, til en udvisket affære. Det ene øjeblik udleveres hans tanker om romanen, det andet øjeblik omverdenen, og det tredje tilbageblik på fortiden. Grundet bogens fragmentariske form med små korte kapitler udviskes grænserne for hvornår det er det ene, det andet eller tredje. Ligesom årstidernes afløsning af hinanden driver tiden for hovedpersonen rundt i et stort sammensurium. Et indre dialogisk tidshjul, der reflekterer den virkelige tid. Og det er her at kvaliteten af denne så simple historie viser sig.
Refleksionen intensiveres
Gyrðir Elíasson skriver fragmentarisk, minimalistisk og indholdsrigt på en og samme tid. Sproget i Vinduet mod syd blotter en særlig tone, der gengiver isolationens indre univers. Det giver et indblik i tankemønstre, der efterligner den tiltagende eftertænksomhed og indre dialog, der kan intensiveres under længere tids isolation. Mennesket bliver mere iagttagende og måler og vejer efterrationaliserende i en grad, som kan udvikle sig til et ruminerende tankemylder. Men som det er tilfældet for vores hovedperson, så udvikler det sig til ubevidst tørre og sarkastiske konstateringer og domme. Guldet i fortællingen ligger i disse underholdende indre udtalelser, der også viser sig som selvironiske kritikpunkter, sådan som det f.eks. kommer til udtryk i citatet nedenfor.
Da jeg vågnede i morges, hamrede jeg drømmen, som jeg drømte, ned på skrivemaskinen. Skriften bliver stadig mattere. Snart bliver bogstaverne usynlige, så vil jeg have nået det fuldkomne i skrivekunsten.
Det tjener fortællingen til ære, at sproget bliver brugt til at trække den ensomme forfatter ned fra en piedestal. Selvironien og sarkasmen gøres til værktøj for en bredere forståelse, hvori teksten bliver dybere, samtidig med at den er underholdende.
Når man konfronteres med omverdenen og overraskes
Selvfølgelig kan forfatteren i romanen ikke undgå at konfronteres med omverdenen. Han iagttager andre mennesker, der kommer og går i sommerhusområdet. Han er nødt til at konversere med mennesker, han møder, når han er nede på caféen eller ude og handle ind til sit spartanske liv i sommerhuset. Derudover er hans eneste medie til at orientere sig mod omverden hans radio, og endnu en gang bliver den måde, hvorpå han måler og vejer verdenen på, til det ene sproglige guldkorn efter det andet. Hovedpersonen er komplet uvidende om, at han fremstår morsom, hvilket underbygger dette yderligere.
Mine vigtigste forbindelser til omverdenen går gennem radioapparatet. Dér flammer hele verden af henrettelser, miljøkatastrofer, korruption og uhæmmet pengegriskhed. Selv en usædvanlig optimistisk person kunne segne under nyhedsudsendelserne.
Det er, som om at historien bæres frem af forfatterens indestængte og uforløste energi. Denne energi flyttes fra den virkelige verden over i en intens stræben efter isolation. Det er kærkomment for hovedpersonen, at der i isolationen indtages en mere defensiv karakter, hvorfra det er nemmere og mere omkostningsfrit at dømme verden. Han magter tilsyneladende kun at stå til ansvar for sig selv og sin egne vurderinger, uden at skulle konfronteres med realiteten om, at det ikke kører for ham.
Simpelt plot, kompleks underholdning
Der er reelt ikke tale om noget egentlig plot i romanen. Den eneste handlingsmæssige progression virker til at være tiden, der går. På trods af min første skepsis angående historien om en forfatters kvaler, så må jeg overgive mig. Det handler lige så vel om at iagttage og kommentere på livet, som hans trang til at fortælle en historie. Det er utroligt, hvad Elíasson formår at få fortalt på trods af sit minimalistiske sprog. Han springer febrilsk rundt, men det glider lindt og luftigt for læseren. Samtidig er hans ironiske og sarkastiske humor placeret som perler på en snor, hvilket resulterer i, at man klukker af grin. At tage denne romantiserede og intellektuelle tematik ned på jorden og give den et liv i forhold til omverdenen er en stor bedrift af Gyrðir Elíasson. Slutteligt er noget af det bedste. han litterært fremfører, hans tilbageblik til opvæksten. Den måde han kan sammensætte en anekdote om forældrene, er noget af det mest livgivende, jeg har læst længe, og derfor skal et citat hermed gælde som min varmeste anbefaling af Vinduet mod syd.
Far sad undertiden med flasken i stuen hele aftener og lyttede til Sjostakovitjs 1. cellokoncert, igen og igen, til flasken var tom og far faldet i søvn. Pickuppen blev ved med at hakke, efter at kompositionen var slut, og grammofonarmen var ikke i stand til at løfte den af. Fars arm var kraftesløs, som han lå dér i stolen. Mor lukkede døren ind til stuen efter at have standset nålens endeløse cirklen, og så gik vi begge to i seng, mens far åndede tungt i den beklumrede, mørke stue. Tonerne var alle sammen drysset ned på tæppet i stuen og glinsede en smule i de matte stråler, der fra en gadelygte faldt ind ad vinduet. Jeg hørte mor fnyse lavt ved sig selv, når hun kom ind i deres soveværelse: »Cellokoncert og min bare røv!«
Info
Gyrðir Elíasson: Vinduet mod syd
Oversat af Erik Skyum Nielsen
Forlaget Vandkunsten
2018
136 sider
Køb bogen på forlagets hjemmeside her