Den danske sangerinde, musiker og debuterende forfatter, Jomi Massage, har skrevet en samling poetiske og melankolske tekster om døden, naturen og den menneskelige tilværelse, der ender med at tegne et portræt af et refleksivt og sensitivt menneske, der på én gang vil ud af sig selv og længere ind i sig selv.
Melankoliens skønhed
I efteråret 2016 gav det britiske rockband The Cure koncert i København. Klædt i sort stod jeg oppe foran og nægtede konsekvent at tro på, at det ville ske, før Robert Smith trådte ind på scenen. Det gjorde han, og i løbet af de næste tre timer formåede jeg ikke at stoppe mig selv i hverken at danse, få tårer i øjnene og synge med på de kulsorte tekster. Det var på sin vis indbegrebet og en manifestation af melankolien. Samtidig med at det mindede om et begravelsesoptog, var det en hyldest til det menneskelige liv. Dem, der havde siddet hjemme på ungdomsværelserne og fundet lyden til en grundlæggende livslede, stod og sang med; de festede til lyden af det, som de havde trøstet sig med i deres triste stunder. Det forekom mig at være smukt uden, at jeg følte mig i stand til at pege på det, der konstituerede det smukke i det.
Efter at have læst Jomi Massages Priktegning over et år færdig er det den samme følelse, som jeg havde i kroppen, og de samme tanker, som jeg gjorde mig, da jeg gik gennem den københavnske nat efter koncerten. Det var en følelse af, at jeg, imod min vilje, blev overvældet af en underskøn melankoli, hvis konsekvens ikke nødvendigvis var, at livet var en uhelbredelig tragedie. Det var snarere en melankoli, der siger, at verden på én gang er smuk, skrøbelig og smertelig.
Sammen med nordiske forfattere som Tomas Espedal og Josefine Klougart viser Jomi Massage, at der gives et poetisk sprog, der, uden at denne sammenkobling tager sig forceret ud, evner at forbinde ensomhed og skønheden i en minimalistisk æstetik. På forbilledlig vis demonstrerer hun, hvorfor melankolien, der forbindes med sortsyn og refleksiv livslede, undertiden kan tage sig smukkere ud end guldalderidyl, amerikanske bjerglandskaber og storbyernes imposante skylines.
Naturen, angsten og jeg’et
Dette gør hun ved at etablere en stemning, der emmer af efterår, og som etableres gennem sanselige beskrivelser af den omkringliggende natur, men disse beskrivelser er aldrig løsrevet fra den kvindelige hovedperson, der går gennem skoven, beser blomster og betræder det dugvåde morgengræs. I dette tilfælde forekommer det mig positivt, at det forholder sig sådan, fordi bogen er en skildring af et enkelt menneskes indre liv, og hvordan dette afspejler sig i det, hun gør, og det, hun iagttager. Hovedpersonen bor i et hus på Møn i selskab med sin søn, og det er dette, der giver anledning til de mange og forskellige naturbeskrivelser. På trods af at jeg har benyttet mig af betegnelsen ”naturbeskrivelser”, er det misvisende en rubricering af det, fordi det aldrig er rene beskrivelser. Det tager sig typisk sådan her ud:
Gennemblødt af regn. Gennem skoven. Skråt over marken. Jeg så træet, som jeg har set før. Men træer er aldrig ens …(…)… falken fra træet. Fra grenen jeg har udnævnt som basen for endnu en flig af frihed. Jeg vendte om og gik derhen. Satte mig under træet og fulgte falkens færd på himlen indtil den gik i et med alle de grå nuancer og forsvandt
Det er på ingen måde rene naturiagttagelser, og det er godt, for de er – modsat et lignende afsnit, der blot ville konstatere de naturfænomener, der omgav hende – med til at tegne et nuanceret portræt af hovedpersonen. Hun blotter sin personlighed og sine tanker i den måde, hun iagttager på. Med det ovenstående afsnit in mente kan man se, at hun anser fuglen for at være frie, og at hun følger den ihærdigt med sine øjne, indtil den forsvinder i himmelens gråtoner. Om årsagen til dette åbenbarer sig i løbet af bogen, er svært at sige, men i et af de mange personlige og til en vis grad livsfilosofiske fragmenter, der heldigvis ikke forfalder til at være gajolvisdom, skriver hun, at det formindsker angsten ikke kun at tænke på sig selv. Selvom denne oplysning er knyttet til en bestemt episode, forekommer det mig ikke forceret at hævde, at det, såvel som nogle af de andre lignende fragmenter, transcenderer de konkrete episoder, som de optræder i. Hvis de gør det, hvilket jeg mener, at de gør, så skaber det en utrolig tæt forbindelse mellem naturbeskrivelserne, hovedpersonen og de tanker, som denne gør sig.
Selvom det ikke er originalt og sjælden set at skabe en oplysende og berigende forbindelse mellem tankerne, den pågældende hovedperson og omgivelsesbeskrivelser, er det en vanskelig øvelse. På trods af sværhedsgraden i dette er Jomi Massages udførelse ekstremt vellykket. Det viser veritable evner udi skrivekunsten og et intellektuelt overskud. Beskrivelserne, tankerne og hovedpersonens væremåde hænger forbilledligt sammen. Det gør det blandt andet, fordi der ikke synes at være en æstetisk og sproglig forskel på en tanke og en beskrivelse. Det er med de samme konsekvent korte sætninger, minimalistiske skønhed og usentimentale følsomhed, at det hele beskrives, uddybes og udfoldes. Det er hypnotiserende. Det er beroligende. Og det er ikke mindst rigtig fint.
Det eftertænksomme islæt
Et sted beskriver hun en situation, hvor hun er ude og køre i bil i selskab med sin søn. Sønnen konstaterer, at han ikke længere er ham, der skal opfinde en kur for døden. Det er altså ikke ham, der skal være behjælpelig med at opfylde en af techmilliardærernes og de excentriske transhumanisters store – og for nogle – vulgære drøm: at afskaffe døden som en nødvendig del af det menneskelige liv. Det har han ikke lyst til, fordi han gerne vil være skuespiller. Dette er interessant af to årsager: for det første fordi skuespillergerningen for mange er modpolen til at ville være et autentisk og udødeligt menneske, og for det andet fordi man kan hævde, at det er her hendes implicitte kritik af det moderne liv starter og slutter.
Omkring halvvejs inde i bogen skriver hun afslutningsvist i et af afsnittene: Det er længe siden der enten var noget man skulle gøre eller lade være med at gøre. Det er med andre ord lang tid siden, at der var andet at gøre end blot at følge med den generelle udvikling, som man ikke selv er ansvarlig for eller medinstruktør på. Det eneste alternativ til dette er at stille sig udenfor, men det er heller ikke på nogen måde en gangbar og efterstræbelsesværdig levevis. Inden hun skal vække sønnen og katten, tænker hun: Hvordan overhaler jeg mig selv, så jeg kan tage del i virkeligheden. Den virkelighed hvor man forstår alt det man observerer og bruger det som et led i beslutninger til videre færd. En virkelighed, der er præget af en utrøstelig tro på fremskridtet, en foragt for det, der ikke umiddelbart lader sig forklare, og som er præget af et af fremtidsoptimisternes, modens og selvhjælpsguruernes ypperste principper: i morgen er en helt ny dag.
Men det er ikke kun dette, der bliver kritiseret; det er også den pseudospirituelle reaktion mod det. Hun skriver, at der bliver mediteret for meget, og at slagordene om at leve i nuet og idéen om at dyrke nuet er mere eller mindre forfejlet. Såfremt man hengiver sig til nuet, så forsvinder viden fra historierne og alle de følelser, man har kendt til, elsket og hadet. Og det er ikke en måde at leve på; sådan vil hun i hvert fald ikke leve.
Med skuespillet og Karen Blixens berømte ord om, at man skal kende hinanden på maskerne: Enten glemmer man sig selv og flyder med strømmen, eller så hylder man nuet i en nærmest nihilistisk forsagelse af det, der kendetegner eksistensen: følelser, minder og viden. Der er intet af det, der er tro mod det hele og komplekse menneske. Hver disjunkt repræsenterer en maske, man tager på og spiller rollen som menneske i det moderne samfund bedst muligt.
Selvom jeg har begået denne læsning af udvalgte passager af bogen, er Jomi Massage ingenlunde forpligtet på at stå inden for det. Det er hun ikke, fordi kritikken (hvis hun overhovedet har intenderet en sådan) er elegant, underspillet og nedtonet. Det glimrende diktum om, at al politisk kunst er dårligt og al god kunst er politisk, er ganske relevant her. Det her er ikke et stykke politisk litteratur; det er derimod en god bog, og det er derfor, at det er muligt at drage de ovenstående ting frem. Om de er intenderet eller ej.
Afsluttende bemærkning
I et af sine cykelessays skriver digteren Victor Boy Lindholm, at det var Tomas Espedal og dennes rå følsomhed, der gav ham lyst til at skrive. Med en lille modifikation vil jeg sige, at det er bøger som Priktegning over et år, der gør, at jeg ikke mener, at der er nogen grund til at stoppe med at skrive lige foreløbig.
Info
Jomi Massage (pseudonym): Priktegning over et år
55 sider
Asger Schnacks Forlag
2018