Caroline Hainers Mænd viser mig deres pik rummer med egne ord alt om dickpics (undtagen billeder) og gør det med såvel humor som kant. Gennem ti forskellige temaer vender Hainer dickpics på alle tænkelige og utænkelige måder i sit forsøg på at afdække, hvad der får en mand til at sende et dickpic til en fremmed kvinde.
De ægte dickpics
Caroline Hainer, svensk forfatter og kulturjournalist, bidrager til samfundsdebatten med sine nuanceringer af dickpics gennem sin seneste bog, Mænd viser mig deres pik, fra 2017, som i april i år blev udgivet i en dansk oversættelse på Gyldendal. Bogen behandler ikke bare alle typer af portrætterede erigerede lem, men i stedet sådan som dickpics ”bør” defineres, nemlig som uønskede – for det er de ægte dickpics i sandhed. Det er de billeder, der er ”som en tvungen og på ingen måde gensidig intimitet.”
Jeg har set meget frem til at læse Mænd viser mig deres pik. Mest af alt fordi jeg deler samme spørgende indstilling som forfatteren til mænds fascination af og forhold til egen penis: Hvad er det, der får nogle mænd til at sende et billede af deres erigerede lem til en fremmed kvinde – og så endda ser det som en gestus.
Det mangefacetterede dickpic
Som du sikkert allerede nu har gættet, er bogens overordnede emne unægteligt dickpics. Bogen indledes med en prolog, hvor Hainer sætter scenen for bogens tilblivelse:
Jeg havde virkelig ikke forventet at få et billede af en erigeret penis. Især ikke fra en for mig helt ukendt fyr. Men der var den, i nærbillede. Erigeret, stolt og spørgende.
Her starter hendes undren, og den følger os gennem bogens ti kapitler. Hvert kapitel bærer en tematisk titel, som Hainer forholder sig til og sætter i relation til fænomenet dickpics. Fallos, måling, ekshibitionisme, initiativ, jura, kommunikation, kunst, porno, potens, flirt samt opvartning kan alle kædes sammen med dickpics og tankerne bag dem. Temaerne giver Hainer mulighed for at afsøge forskellige årsager til, at mænd sender umotiverede, forsøgt æggende, billeder af deres erigerede penis til kvinder, de ikke kender. Perspektiv er nøgleordet i Mænd viser mig deres pik. Kapitlerne er til for at belyse forskellige perspektiver og overskueliggøre jagten på et af livets store spørgsmål… Hainer slutter med en rammesættende epilog. Værket om dickpics er fuldendt.
En penis er altid sjov…
Emnet i sig selv kan være underholdende, men Caroline Hainer løfter penissnakken til nye højder med sin lune stemme. Hun deler sine nuancerede tanker om dickpics, og hun formår at give emnet anekdotisk humor og kant. Hendes betragtninger er underbyggede, men uden det bliver akademisk (eller værre endnu: kedeligt).
Undervejs i bogen refererer hun til kunstnere, forskere og medier, men gør det gerne med et glimt i øjet. Som da hun italesætter en Michael Mills som ”en mandlig læge og Ph.D. med skæg […]”. Det er denne humoristiske og sprøde kommentering, der er gennemgående for bogen – mand over for kvinde.
En penis er en penis er en penis
I bogens allerførste kapitel, Fallos, fører Hainer os gennem den tykke og uundgåelige fallossymbolik, vi alle udsættes for – hele tiden. Hun behandler emnet ud fra et eksempel fra den virkelige verden.
Det er vinter, det sner. Nogen har tegnet en gigantisk pik i sneen oven på isen på Vallgraven i Göteborg. Den er enorm, synlig fra hvert eneste vindue i husene rundt om.
Det var en hændelse, der skabte røre i hele byen, og kommunen måtte fjerne snepikken efter klager. Men det vakte endnu større opmærksomhed – blandt andet som en dødsannonce i lokalavisen og facebookgruppen ”Genskab Snepikken”. Selvom hændelsen lægger op til pjat og har en humoristisk undertone, var fjernelsen af snepikken alt i alt et angreb mod den frie kunst, konkluderer Hainer.
Det får mig til at tænke tilbage på en klassekammerat, jeg havde i gymnasiet, som ivrigt tegnende små penissoldater på sine (og mine) papirer – måske også for at demonstrere penissens styrke. Jeg har aldrig tænkt på det som en magtdemonstration eller en krænkelse, men hans penissoldater kan vel være ligeså farlig som en kæmpestor snepenis i Göteborg for nogle…
Hainer præsenterer os desuden for en fallosanalytiker, der mener, at penisgraffiti formidler kraft, styrke, kreativitet og handlekraft og generelt er et positivt og symbol for mænd, endda af nærmest guddommelig status. I nogle lande afholdes der sågar festivaller for penisguderne, hvor festivalgængerne bærer penisser og penismasker. Penis er kult.
Sig det med dickpic – eller lad være
Som jeg nævnte indledningsvist, har jeg virkelig glædet mig til at blive indført i dickpics – og jeg glæder mig stadig her ved endt læsning. Jeg vil lade Mænd viser mig deres pik være en manual til dickpics, en humoristisk og nuanceret manual, som jeg vil tage frem, når snakken falder på emnet. Den kan nuancere snakken og minde mine veninder og mig selv om det årelange venskab, der findes mellem en mand og hans penis (for ikke at nævne mandens gennemtrængende stolthed).
Mænd viser mig deres pik har ikke ændret min holdning til dickpics, men den har oplyst nye perspektiver og gjort mig en lille smule klogere på, hvad der kan foregå inde i en mands hoved, når han sender et dickpic. Det var underholdende læsning – selvom det fængende omslag med ”pik” i store typer sørgerede for ekstra blikke i min retning…
Og så har Hainer introduceret mig for Tinder-diskrepansen, der kort fortalt illustrerer uligheden mellem mænd og kvinders intentioner med at have en Tinder-profil. Jeg vidste, den var der – men det var bekræftende at se den trykt sort på hvidt til evig påmindelse om, at mænd og kvinder (som udgangspunkt) tænker og handler forskelligt.
I bogens epilog skriver Hainer, at ”Penis er indlysende vigtig”. Og alle anekdoterne i bogen på trods; lad det være mine sidste ord.
INFO
Forfatter: Caroline Hainer
Originaltitel: Män visar kuken för mig
Oversætter: Ninna Brenøe
Omslag: Kat-Art
Forlaget Gyldendal
Udgivet i 2018
195 sider
Køb bogen her