Katrin Ottarsdóttir har skrevet 43 skæbnefortællinger, eller som titlen antyder; bagateller. Dette må siges at være en diametral modsætning af, hvad fortællingerne ret beset handler om. Det er antageligt bagateller i den universelle sammenhæng, men læseren forsynes med traumatiske hændelser i fortællingernes mikrokosmos. Vi får ganske enkelt virkelighedens brutale galde at føle.
Modstykke til samtidens selvdyrkelse
Jeg havde fornøjelsen af at anmelde Ottarsdóttirs forrige bog I Afrika er der mange søde børn. Jeg havde ikke læst noget til sammenligning, men jeg blev med det samme indfanget i de dystre og særprægede narrativer, som hører ind under det, man kan kalde ‘northern gothic’; en undergenre, redaktøren selv har opdigtet. Det var egentlig ment som en spøg, dog med en vis alvor over sig. Novellerne mindede ham om William Faulkner, Truman Capote, Harper Lee, Thomas Wolfe med flere, som skriver såkaldt southern gothic – en undergenre til american gothic. Her gik det op for mig, at det er svært at sætte Ottarsdottir ind i en ufravigelig kategori eller formstøbt kasse. Grundet denne særprægede læseoplevelse så jeg frem til at give mig i kast med 43 bagateller, selvom jeg var en anelse skeptisk: værket er et formeksperiment. Når man leger med formen, og dermed sætter form over indhold, risikerer man, at formkravene bliver snærende. Det afgiver stor risiko for at lave benspænd for indholdet en tvang til at gå på kompromis hermed.
Dette er ikke tilfældet hos Ottarsdottir. På trods af den fastlagte form: 43 historier, eller ‘bagateller’, der hver især indeholder præcis 301 ord, ser jeg 43 bagateller som en skøn og forfriskende pendant til nutidens navlepillende litteratur, hvor en dyrkelse af selvet, diagnosekultur og det autofiktive greb regerer på voluminøs vis. Jeg påstår ikke, at samtidslitteraturen er svag. Jeg har da for eksempel nydt at læse Liv Nimand Duvås autofiktive bog, Vi er vel helte, om livet med en alkoholisk far og den altdominerende kærlighed tilknyttet. Den er særdeles velskrevet uden sentimentalt og kunstlet poetisk sprog og rummer en høj grad af litterær kvalitet. Med det sagt, bliver jeg samtidig lidt træt af at læse denne form for litterær strømning ad infinitum.
FOMO og fraværende mødre
Ottarsdottír tager mange omdiskuterede emner op; alt fra sugardating til selviscenesættelse- og promovering. Endnu et er de problemer, man støder på i forbindelse med den teknologiske udvikling, hvor det fysiske samvær lider. Vores forhold til teknologiens udvikling er blevet en opdeler; der er de indtagende, og der er de skræmte, de aktive og passive brugere. Derfor er det et emne, der altid er til debat, eftersom der både er fordele og ulemper. I bagatellen Barnevognen bliver vi præsenteret for en hverdagssituation, hvor den negative side af udviklingen fremstilles. En mand observerer en kvinde med et barn i en bus, hvor kvinden tydeligt er mere fokuseret på sin mobiltelefon end sin lille dreng i barnevognen:
Barnet pludrer nede i designervognen. Moren pludrer med telefonen. Hendes frie manicurehånd vipper barnevognen, hver gang der kommer misfornøjede lyde. Han ser hvordan barnet rækker ud efter moren, klynker lidt og vil tages op. Moren stikker barnet en kiks, sikkert økologisk.
Her fremgår det, hvordan moren fremstår som en stereotyp, og hvilke forudindtagede meninger, manden har om moren. Ved brug af stereotyper, kan man som læser hurtigt danne sig et billede ud fra ens egen erfaring med denne type mødre. Det kan den observerende mand åbenlyst også; man fornemmer en harme og stigende irritation, der kommer til udtryk gennem hans fordomme. Dette tema er gennemgående i flere af fortællingerne, hvor det i Skumring skrives frem på grotesk vis; en kvinde drives til at filme sit eget selvmord, forårsaget af mistet popularitet og likes på sociale medier.
Hun blev mere og endnu mere ærlig, delte sig selv med tømmermænd, blodige skrammer efter mislykkede stævnemøder, delte de blævrende klumper i kummen efter udeblevne menstruationer. Sidst indkasserede hun sølle hundrede og treoghalvfjerds likes (..)
Jeg læser det som kritik, en tydelig kritik af de sociale mediers magt, og det faktum at vores virtuelle liv får større og større betydning. Det er indlysende en aktuel kritik at belyse, som vi gentagne gange støder på. Det bemærkelsesværdige og eminente er, at Ottarsdóttir ikke stiller skarpt på problematikken med en offensiv tilgang eller en løftet pegefinger. Hun fokuserer derimod på samfundet set udefra en sublim og nøgtern beskrivelse med en underspillet misbilligelse.
Denotation når det er bedst
Tematikkerne er mange, men alle bagateller har én ting tilfælles; de tager en bestialsk drejning. Som læser føles det i starten, som om man har overblik over de forskellige situationer. Man føler sig sikker på, hvordan fortællingerne vil ende, da det ved første øjekast virker oplagt. Men læseren opnår aldrig at være på bølgelængde med teksten, da Ottarsdóttirs måde at ændre fortællingerne på altid er overraskende; man bliver simpelthen nødt til at læne sig tilbage og nyde de mange nervepirrende vendinger og erkende, at man aldrig kan vide sig sikker på noget. Det kræver nærmest en form for litterær arkæologi at skabe en mening ud af hver enkelt historie. Nogle er ganske vist lige til, mens andre er mere implicitte. Det er især disse, jeg finder mest interessante, eftersom de skaber en ny mening for hver læsning. Dette gør, at jeg får en ny betydning ud af værket, hver gang jeg åbner det, og at det giver mening at læse igen og igen. Sammen med den underspillede samfundskritik er dette uden tvivl en af bogens styrker: Det er den samme bog, men dens indhold indbyder til refleksion og fortolkning, som ændres og udvikles igen og igen.
Katrin Ottarsdóttir: 43 bagateller
2018
Forlaget Torgard
Oversat af Hugin Eide
Læs mere på forlagets hjemmeside her
Bogen kan bandt andet købes her