Forlaget Sidste Århundrede genintroducerer Astrid Ehrencron-Kiddes fortællinger om den synske Martin Willén i en fornem nyudgivelse. Tekstudvalget byder på en kulsort perlerække af grusomme hændelser, overnaturlige tildragelser og elegiske naturskildringer.
En glemt forfatterinde
Den danske forfatterinde Astrid Ehrencron-Kidde (1871-1960) er trods en omfattende litterær produktion næsten glemt i dag. Dét har Forlaget Sidste Århundrede valgt at råde bod på ved at udgive en samling af hendes fortællinger om den synske Martin Willén, som hun skrev i årene mellem 1909 og 1924. Hermed er det lykkedes forlaget at overbevise i hvert fald denne læser om, at Astrid Ehrencron-Kidde har fortjent en langt mere markant plads i den nordiske litteraturhistorie. De udvalgte tekster udgør nemlig et originalt bud på en dansk variant af gotisk litteratur; dels fordi de stort set alle udspiller sig i svenske landskaber, og ikke mindst fordi de repræsenterer en mesterlig omgang med det danske sprog.
Novellerne er alle fortalt i første person af den sagtmodige Martin Willén; en svensk jurist med en kort og trist familiehistorie og en særlig dragning mod det ensomme, glemte og tyste. Dét finder han i rigt mål i Sveriges skove og landområder, navnlig i områderne omkring Värmland. Novellerne udspiller sig i forskellige perioder af Willéns liv, men med blot en enkelt undtagelse altid langt væk fra de storbyer, der ellers var i hastig vækst på Ehrencron-Kiddes tid. Den eneste gang vi får lov at møde Willén uden for Värmlands natur, er han da også i åbenlys mistrivsel: Det sker i novellen Den lille pige med violerne, hvor en blomsterpige forsvinder for vores hovedperson i Londons smog.
Variationer over et tema
Fortællingerne om Martin Willén er i bund og grund variationer over det samme tema: Willén ankommer til et besynderligt sted og/eller støder på en mystisk person. Derpå falder han enten i søvn eller i en form for trance og genoplever herunder fortidens tragedier eller fremtidige grusomheder. Når han vågner, søger han en form for forklaring, der ikke altid viser sig, eller i hvert fald oftest viser sig at være mere eller mindre okkult.
Når disse variationer over den samme skabelon vedbliver at være interessante, skyldes det ikke mindst, at fortællingerne krydsklipper mellem forskellige perioder i vores hovedpersons liv, så vi for hver læst novelle faktisk får tilføjet nye brikker til det puslespil, der udgør Willéns livshistorie. Ehrencron-Kiddes evne til på denne måde at skabe suspense omkring sin hovedperson er ekstremt beundringsværdig – og formentlig godt hjulpet på vej af Anders Jørgen Mogensen, der har foretaget tekstudvalget og lagt netop disse ti af Astrid Ehrencron-Kiddes mange Willén-fortællinger fremragende til rette for os. Roses skal i samme åndedrag Andreas Bylov Jensen, der i et glimrende efterskrift perspektiverer Ehrencron-Kiddes forfatterskab til hendes samtid og eftertid.
Et særegent sprog
Astrid Ehrencron-Kidde brillerer også med en særegen evne til at beskrive de steder og personer, der er omdrejningspunktet for de ti fortællinger. Vores hovedperson bliver fortrinsvis beskrevet indirekte, gennem de forskellige settings, vi møder ham i. Dét greb er, som allerede antydet, mesterligt udført. Men også de passager, hvor Ehrencron-Kidde lader Willén beskrive mennesker og lokaliteter, imponerer. Som denne, hvor Martin Willén første gang møder den gådefulde hypnotisør hr. Ydén:
Hans ansigt var magert og, trods årstiden, stærkt brunligt, med to blanke og en smule flakkende øjne, som hos folk, der lider af hjertesygdomme. Men når man tilfældigvis kom til at se på ham, så for de imod en med et sært, smilløst glimt af elskværdighed, så at man følte sig besejret, hvad enten man ville eller ej. (…) Hvad der gjorde et næsten pudsigt indtryk i dette mørke og usikre ansigt, var et veritabelt, om end meget lille, smilehul, der sad i den ene kind og syntes at være glemt dér, siden han var dreng, og nu var ganske uden anvendelse.
Med beskrivelser som denne formår Ehrencron-Kidde at antyde nærmest endeløse rækker af fortællinger bag fortællingerne. Her aner vi noget af dén ’kinesisk æske’-struktur, som karakteriserer den gotiske strømning i europæisk litteratur, og som her altså synes at antage sig sit helt eget, nordiske særpræg.
Inspireret og inspirerende
Som ovenstående tekstuddrag nok lader ane, har Astrid Ehrencron-Kidde hentet inspiration i sin samtids og nære fortids litterære strømninger. Det gotiske præg er til at få øje på og bliver endog ganske åbenlyst i novellen Natten i Östravåg, hvis skildring af en samvittighedsplaget og muligvis mordskyldig mand synes at have en del tilfælles med Edgar Allan Poes The Tell-Tale Heart, skrevet knap 70 år tidligere, i 1843.
Fremhæves skal også den måde, hvorpå Astrid Ehrencron-Kidde skildrer sine landskaber som ladede med fortællinger. Forlaget peger selv på Selma Lagerlöf som et muligt sidestykke, hvad der naturligvis forstærkes af den svenske rammesætning – der i grunden er overraskende hos en forfatter, der har trådt sine barnesko på det også dengang ærkekøbenhavnske Vesterbro.
Endelig synes der i tekstudvalget at være flere henvisninger til nogle af H. C. Andersens mere dystre og gådefulde eventyr, som Andreas Bylov Jensen i sit efterskrift også udpeger som en tidlig inspirationskilde. Eksempelvis synes der at være en vis lighed mellem blomsterpigen i Den lille pige med violerne og Andersens Den lille pige med svovlstikkerne. Og i tekstudvalgets sidste novelle, Gensynet, kobles der direkte fra Martin Willéns elskede lillesøster Ruth til den tapre og offervillige Gerda i Andersens Snedronningen.
Samtidig er det tydeligt, at andre forfattere også kan have hentet inspiration hos Astrid Ehrencron-Kidde. Som forlaget skriver, er Karen Blixen blandt disse. Hvis man i forvejen er bekendt med Blixens Syv fantastiske fortællinger fra 1935, vil man da også genkalde sig hendes stil i fortællingerne om Martin Willén. Det virker også rimeligt at pege på Ehrencron-Kiddes ’Pensée’ som en direkte inspirationskilde for Blixens Den gamle vandrende ridder: I hvert fald optræder der i begge fortællinger en episode, hvor en smuk, ung og for længst afdød kvinde mange år senere genkendes på sit kranies fuldendte form.
Men når alt kommer til alt, er Ehrencron-Kidde først og fremmest sin egen. Hvor denne læser ærligt må erkende at blive en smule træt under læsningen af Blixens fantastiske fortællinger, er der hos Ehrencron-Kidde en anden lethed midt i al tungsindet: En antydning af humor, der punkterer jegfortællerens tendens til det selvhøjtidelige. En nærmest romantisk eventyrlighed i de stemningsladede naturbeskrivelser. Og en fortællevilje og stringens, der gør det muligt at spinde tråde mellem fortællerens fortid, nutid og fremtid og mellem de enkelte personers egne historier, uden at læseren taber tråden undervejs. Ehrencron-Kiddes personer står levende frem for os. Også selvom de – kan jeg vist godt røbe – næsten allesammen dør.
INFO
Astrid Ehrencron-Kidde: Det sukker så tungt udi skoven: Af Martin Willéns underlige hændelser
Escho/Sidste Århundrede
2018
214 sider
Bogen kan købes her