Signe Parkins inviterer os på en guidet tur ind i moderskabets kollektive ubevidste. Det er syret og surreelt – lejlighedsvist ulækkert, momentant skræmmende og ofte fantastisk.
Mor som maskine
Da vores døtre var små, opfandt min kæreste og jeg et nyt ord. Vi kaldte det ’mormaskinen’. Det dækkede over et helt bestemt mode, som jeg ret jævnligt så mig selv være i: Trøste, fodre, fikse ting i en cyklus, der føltes ubrydelig og som regel kun blev afbrudt, når min kæreste sendte mig i seng eller i biffen.
Med udgivelsen Grøde tager Signe Parkins skildringen af mormaskinen til helt nye niveauer. Ikke fordi hendes tegnede moderfigurer er maskinelle som sådan. Tværtimod synes de i mindst lige så høj grad at være i pagt med naturen, når de eksempelvis spirer som kornet på marken. Men der er noget serielt og multifunktionelt over hendes skildring af kvindekroppen og moderskabet, som alligevel får mig til at huske mine måneder som mormaskine – og med lettelse konstatere, at dén fase i mit forældreskab er forbi.
Surreelle forvandlinger
Signe Parkins kan tegne pels, der kilder vores fingre, og ternet uldstof, der kradser mod huden. Ikke desto mindre er det den enkle stregtegning, der dominerer gennem det meste af Grøde, og heri ligger der et solidt kunstnerisk valg: De tynde sorte linjer kan følges med fingeren fra omridset af én figur og videre til det, den er i færd med at forvandle sig til. Vi kan se, hvad der er bagved og under menneskefigurernes uudfyldte omrids. Vi ser lighederne mellem kvindefigurernes forsimplede brystvortecylindere og de pølser, som kvinderne rister over bål. Vi ser kvindernes kropsdele strække sig og blive til slangekroppe. Og vi kan næsten stikke os på stubbene af hår og korn, der pibler frem på det hvide papir.
Rækkerne af associationer, hvis forbindelser snarere udgår fra noget sanseligt og formmæssigt end fra et umiddelbart betydningsmæssigt slægtsskab, er et klassisk træk i den surrealistiske kunst og litteratur. Surrealisme-aficionados vil f.eks. kunne genkalde sig metamorfosen mellem soldat, kvindekrop og kønsdele i Wilhelm Freddies maleri Psyko-fotografisk fænomen: Verdenskrigens faldne eller de gentagne forekomster af øjne, æg og testikler i George Batailles kortroman Historien om øjet.
Også hos Signe Parkins går de samme figurer igen i forskellige konstellationer og med mange sanselige detaljer. Som læser stikker man sig, skæres og bliver trukket i. Man hører pølseskind sprække og knive, der filetterer en ål, som måske er en slange, som måske er et stykke af os selv. Og skulle man som læser være for hårdhudet til at fange forbindelserne mellem de sanselige tegninger alene, hjælpes man lejlighedsvis på vej af ordrækker som ”anus – øje – vorte – øje- vorte – anus – vorte – øje” og ”pels – mug – mug – hår – mos – græs – mos – støv – hår”. Signe Parkins’ univers er muligvis ikke et univers, du vil kunne lide at befinde dig i. Men ind i det kommer du – og jeg tror ikke, at nogen forlader det uden at være blevet anfægtet på én eller anden måde. Dét er både velkonstrueret og beundringsværdigt.
Fra det platte til det nødvendige
Med forbilledlig konsekvens og uden spor af blufærdighed tager Parkins os på en syret og surreel rejse, der hos denne anmelder kun kan aftvinge respekt. En enkel – men ikke uvæsentlig – indvending herfra må dog være, at de surreelle associationsrækker ind imellem kammer over og bliver platte.
Der er noget outdated, misogyn bøvethed over Parkins’ tegninger af lange bryster, der ligger på bordet eller rammer jorden, og lange brystvorter, der slår knuder på sig selv eller varmer sig omkring lejrbålet. Jeg kommer til at tænke på Bjørn Nørgaard-skulpturen Slattenpatten og hendes døtre, som muligvis giver mening for lokalbefolkningen i Næstved, hvor den er opstillet, men som jeg personligt hellere så udraderet fra det kunstneriske Danmarkskort. Det bliver – om jeg så må sige – for meget i længden.
Ikke desto mindre er der al mulig grund til at kalde Grøde for en nødvendig udgivelse. Som kunsthistorikeren Rebekka Laugesen skriver i sit interessante efterord, har Parkins en hel del at fortælle om moderskabet som både omsorg og abjekthed og om de fællesskaber, vi alle uundgåeligt er en del af. Frugtbarhed, fødsel, pleje, forplejning, genfødsel, køn, kannibalisme… listen over temaer og deres forbindelsespunkter synes endeløs. Og ikke mindst viser Parkins med sine serier af næsten ens kvindekroppe, at disse temaer er nogle, vi er fælles om. Også selvom vi måske ikke er bevidste om det – eller ønsker at være det.
Det er lige til at få lange patter af.
Info
Signe Parkins Grøde
Forlaget URO
2019
355 sider + efterord af Rebekka Laugesen (4 sider)
Bogen kan købes her: her