Med denne digtsamling afslutter Jorn sin triologi, der består af ”Ikke nu, men nu”, ”I den skønneste orden” og ”Sten på Sten”. Disse beskæftiger sig med henholdsvis blå, rød og gul i den nævnte rækkefølge. I den sidste får vi et indblik i gul, både som farve og som tilstand. Tempoet trækkes ud af verden, og man kan som læser opleve ro; men også en lille søgen efter mere.
Ordknappe tanker
Åbningsdigtet, ”Flintrende”, sætter en stemning, der præger samlingen. Ordene smages på, veksles rundt mellem; det at se, det at miste synet, det at beskrive et levet liv. De ordknappe digte er gode, men de digte med flere ord er bedre:
Lynglimt
og jeg går hurtigere
Lynglimt
og folk løber væk –
*
Lysglimt
og jeg ser en stjerne
Lysglimt
og jeg ser ingenting
Her får man som læser meget. Det narrative forløb, der kun viser sig i netop glimtet, er nok til at efterlade mærker. Disse digte vil og kan noget. Derfor bliver de også vigtige; fordi jeg bruger dem, når bogen er lukket og ligger hengemt på boghylden. De bliver med andre ord en del af mit liv uden for bogen.
En række af samlingens kortere digte er også interessante. Det kunne fx være:
Det er for sent
Jeg står ikke ved Kærlig
hedens korsvej mere
Hvor en smertelig erkendelse nedskrives på en fortættet og nøgtern måde. Eller er den smertelig? Netop måden at beskrive den på gør mig i tvivl, hvilket er et positivt træk ved et digt som dette. For det sætter mine tanker i gang; jeg søger i mine egne erfaringer, jeg forsøger at sætte mig i digter-jegets sted – jeg erkender.
Andre af de ordknappe digte har desværre ikke samme erkendelseseffekt. Nogle af digtene bliver i stedet poesimure, der kan være svære at bryde ned, og de får derfor en afskærmende effekt. Ordlyden og farvebeskrivelsen er stadig smuk, men bogstaverne står og dirrer på et hvidt bjerg for sig selv. Som fx:
HVISKEN
I VISSENGULE BLADE
SLADDEREN
…
ØRNEGULE ØJNE
ØRNENS RET
NEJ, STJERNERNES
Hvor farven gul får liv, også nyt liv, men hvor favntaget om læseren træder lidt i baggrunden for ordenes fiksering om sig selv. Det kan være kraftfuldt, men det kan også virke fjernt. Og det er især i de nære og mere udfoldede digte, at Jorn folder sig ud.
Smukke glimt af det nære liv
I nogle af digtene kommer vi tættere på livet. Beskrivelserne af barnebarnets bevægelser, sønnen og eget levet liv er stærke, smukke, fantastiske. Og desværre for få. De små bidder, der bliver lagt ud gennem samlingen, lover mere end de kan holde. For jeg vil have mere, og det er der en god grund til. Disse digte folder den flygtighed ud, der bliver lagt an til i åbningsdigtet:
Jeg husker
stadigvæk
den efterårsdag
i Kyoto,
da jeg gik forsigtigt
hen over de tørre blade
fra kundskabens træ
mens
ubestemmelige lyde
gav mystisk genlyd.
…
Et øjeblik
ligner hun
en dinglende
døddrukken
gammel mand
Øjeblikket efter
en lille linedanser
Her italesættes forvandlingerne og det mystiske i tilværelsen. Der er materiale til en selvstændig digtsamling med udgangspunkt i mere nære digte, ikke nødvendigvis biografiske, men med udgangspunkt i en hverdag, hvor digtene forandrer. Farvedigtene er interessant og har sin ret, men der er mere kød og genkendelighed over digtene, der ikke nødvendigvis kredser om farverne.
Farvernes mange retninger
Samlet set er det en digtsamling, der er yderst læseværdig. Men samtidig er det også en digtsamling, der peger i mange retninger. Og desuden forandres digtene, nogle gange for meget, mellem hvert afsnit. Det betyder også, at man som læser får favoritafsnit, der tiltaler én mere end andre.
Efter min mening er der et meget interessant materiale i de længere digte, der sagtens kunne foldes ud i en selvstændig digtsamling; fordi de med deres nøgterne beskrivelser givet et indblik, der i givet fald kunne trækkes op på et universelt plan – sige noget om, hvad det vil sige at være menneske.
INFO
Digtsamlingen kan købes hos forlaget for 169,- her.
Trackbacks/Pingbacks