Et varsel fra universet om et skæbnemøde. To mærkante personligheder. En dosis intens kærlighed, et dramatisk ægteskab, et nærmest ustoppeligt litterært begær, en ødelæggende jalousi samt en brændende dedikation for sindets mørkeste afkroge og jagten efter befrielsen af selv samme. Så har vi grundstenen for det nok mest berømte par i moderne litteratur: Sylvia Plath og Ted Hughes. Og som læser bliver jeg det ekstraordinære vidne til denne intime fortælling.
En genskabelse af den velkendte historie
Gennem arkiver og studier har den hollandske filosof og forfatter Connie Palmen overbevisende rekonstrueret den udskældte ægtemands stemme i Du sagde det selv – beretningen, der tager os med på rejsen, hvilken han og den verdensberømte hustru skulle igennem for at nå til det endepunkt, der skulle vise sig at forfølge deres efterlevn. Efter blot 7 år sammen tog Sylvia Plath i 1963 sit eget liv – en død, der gentageligt frembringer fortællingens vigtigste pointer.
Igennem “bødlens” øjne
Vi starter i England og inddrages øjeblikkeligt i den blomstrende forelskelse hos parret, der kort tid efter i al hemmelighed gifter sig, og den efterfølgende rejse til Amerika og Sylvias stødt nedadgående psykiske tilstand. Hvis man kender lidt til historien efter selvmordet, er det nok vigtigt at adressere, hvordan hendes rolle som offer gjorde Hughes til forræderen – endda til morder, ifølge nogen. Dog får jeg hverken indtryk af martyrroller eller bødler i denne fortælling, og jeg kommer til at tænke på, om jeg, trods romanens ærlighed, mangler debattens farvede perspektiv. Måske fordi jeg allerede på første side drages og sluges råt af den kærlighedshistorie, der er alt andet end rosenrøde skyer. Jeg trækkes om bag eventyrets hemmelige kulisse, for et eventyr er det, dog med den altoverskyggende tragedie in mente.
Hendes voksende fortvivlelse sivede ind gennem væggen til soveværelset, og omme fra den anden side pressede mit tungsind hende længere ned i møget. (…) De første gange, jeg hørte hende hulke i det tilstødende værelse, gik jeg ind for at trøste eller berolige hende, men det skete så ofte, at jeg endte med at lade være, puttede propper i ørerne og ventede med at slynge mig om hende, til vi lå i sengen om natten, hvor vi elskede sørgmodigt med hinanden og kortvarigt vildledte døden med vores lidenskab.
Igennem skildringer og observationer af sin lunefulde brud ser jeg tydeligt Sylvia for mig, som var mine øjne hans; hendes smuldrende sind og dog stærke karakter, den kompromisløse vilje og sorgfulde, dramatiske optræden, spillende op mod den vise poets natur, hans utrolige evne til at læse hver en bestanddel af hendes sjæl og forsøget på at udvinde det digteriske talent, som er det fælles mål i deres tilværelse. Og jeg har svært ved ikke at komme til at holde af dem begge gennem den fair udlægning af deres menneskelighed.
Ægtemandens årsagssammenhæng
Fortællingen er som støbt i en skæbne – den skæbne, som Ted Hughes forsøger at forklare og digte sig ud af i form af myter og ydre betydninger, men alligevel må vige tilbage for fra fornuftens forsøg på at udrede, hvorfor deres symbiose endte, som den gjorde. Det er værd at nævne, at man efter kort tid som læser har fornemmelsen af, at den litterære nydelse ikke blot stammer fra den flydende, velskrevne og i øvrigt nydeligt oversatte roman, men i høj grad har sit grundfæste i de utallige inddragelser og henvisninger til verdenshistoriens visdom, en forfatters kosmiske væsen og livet i det hele taget (heri ligger også en lille anbefaling til spirende forfattere).
Al stor litteratur – Homer, Dante, Shakespeare, Blake, Biblen – handler om kampen mod det onde, mod det, der i og uden for os er ude efter at tilintetgøre os, ude efter kroppens eller sjælens død.
Hvis man lukker øjnene for volden, fremkalder man volden.
Hvis man lukker øjnene for det onde, fremkalder man det onde.
Jeg vil ikke påstå, at et grundlæggende litterært kendskab – eller en filosofisk entusiasme for den sags skyld – er forudsættende for indholdets mening, men det giver alligevel bogen den ekstra kant, der får den til at gå fra at være en autobiografisk kærlighedsroman til en god antænding af en intellektuel begejstring. Ouija-boards, astrologi, inspirerende digtere og historiske lokaliteter – jeg får lyst til at slå de fremmede termer op og studere den betydning, der fylder så meget for vores jegfortæller, og frem for alt fungerer det vigtige element i ægteskabets stræben efter udredelsen af selve livet.
Efter læsningen af bogen vil man i hvert fald forstå, hvorfor enkemanden skrev ordene “Even amidst fierce flames the golden lotus can be planted” på sin bruds monoment, og måske også hvorfor hendes tilhængere har forsøgt at slette efternavnet Hughes fra selv samme gravsten. Jeg er ikke i tvivl om, at man enten er på den ene eller anden side af sagens kerne, og bogen kan således læses som en forsvarstale eller kærlighedserklæring, ud fra hvilke briller man nu end vælger at iføre sig.
INFO
Connie Palmen
Oversat af Aino Roscher
Originaltitel: “Jij zegt het” (2015)
Forlaget Tiderne Skifter
2017
223 sider