Med Plantage har Annette Brogaard med en poetisk lethed beskrevet, hvor skrøbelige relationer er og hvor let de kan briste. Relationer er ikke stationære, men konstant i udvikling. Ikke altid til det bedre. Vi bliver præsenteret for tre historier, hvor det gennemgående tema er relationer i forfald.
Kollaps af en fælles virkelighed
Da jeg første gang læste James Joyces The Dead, sad jeg tilbage med en følelse af både afklaring og tristhed. Der blev sat ord på noget, som hos mig altid har floreret som et udefinerbart sindbillede; at vi mennesker imellem aldrig vil kunne opnå en direkte forbindelse og forståelse, fordi vi er delt op i små virkeligheder, uigennemtrængelige virkeligheder for andre end os selv. Nu skal det ikke forstås på den måde, at jeg hæver Annette Brogaard til Joyce-niveau, men det er den samme følelse jeg sidder tilbage med efter at have læst Plantage. Det skal langtfra opfattes som et negativt karaktertræk, tværtimod. Det er netop et af de aspekter, jeg elsker ved litteraturen: når den sætter ord på noget, der kan være svært og kompliceret. Det er, hvad Annette Brogaard har formået med et præcist og spartansk sprog på ganske få sider.
Det usagte
Værket består af tre korte fortællinger, som er vidt forskellige og alligevel tematisk forbundet. I den første fortælling, Plantage, møder vi et heteroseksuelt par, hvor manden har mistet sin far. Det er kvindens virkelighed, medieret af sin bevidsthed, vi her følger. Hendes kæreste er, efter at have mistet sin far, i en forankret og stationær sorg. Denne sorg influerer kvinden som pårørende, og hun lider uden at kunne sige det højt, hvilket henfører hende i en venteposition; hun længes efter tiden før farens død; nærvær, intimitet, sex og gensidig forståelse.
Hendes fortælling fungerer som afreagering på den frustration, hun føler. Tanker, hun ikke kan dele med sin kæreste. Tanker, hun ville dele, hvis hun kunne være ærlig. Men hun kan ikke være ærlig, for det er jo ham, der er offeret i det her. Eller er det? Denne afmægtighed kommer til udtryk i et simpelt, poetisk sprog:
Mig med rødvin og musikken; The Smiths og David Bowie for fuld knald. Mig, der med støjen og mine mange spørgsmål kalder på dig. Kaster fremtiden mod dig som en hvirvelvind og dig, der skifter rum på rum, bevæger dig væk fra fremdrift, søger hi og bliver mere og mere dæmpet. Du trækker alt med dig i en retning, hvor det hele snart står stille.
Jeg forsøger at give dig tid.
De to andre fortællinger divergerer fra Plantage i alt fra karakteristik til handling, men tematikken er gennemgående; der er noget, der skjules i det sagte. Det usagte, dét der læses mellem linjerne, bliver det værdifulde i de tre fortællinger.
I fortællingen Lejlighed deformeres et venskab, da den en ene part får et romantisk forhold, og den anden sidder tilbage med følelser, der er mere end kun venskabelige og en stigende jalousi fornemmes. Bogens sidste fortælling, Akutsamtale, beskriver den livsændring, afmagt og frustration, der opstår efter en fyring. Hvordan det er svært, når ens partner ikke forstår følelserne forbundet dermed, så en isolering opstår, og en førhen tæt relation ændres så negativt drastisk.
Den røde tråd i diversiteten
Som jeg tidligere nævnte, er fortællingerne meget forskellige og alligevel sammenfaldende. De handler alle om relationer i opbrud, følelsen af isolation og manglende forståelse fra omverdenen. Ingen af personerne opnår epifani, som Gabriel gør i The Dead. Dette gør, at man som læser kan sætte sig ind i mange af de beskrevne tanker og følelser, om man har stået i en lignende situation eller ej. Dette kan synes svært på så få sider uden lange, uddybende sætninger, men Annette Brogaard formår at få så mange følelser og stemninger frem på trods. Selvom vi er inde i personernes tanker, har læseren en distance til dem og et overblik, der derfor giver mulighed for at reflektere, hvilket personerne ikke har, da de befinder sig midt i et indre kaos og relationelle kriser. Dette virkemiddel løfter niveauet på de tre fortællinger og gør, at man som læser bliver involveret; følelsesspektret bliver ganske enkelt stimuleret.
Dette fine lille værk er perfekt til en rejse; i tog gennem danmark, med fly til Paris eller skib til Oslo. Bogen gør ikke meget væsen af sig, det er på ingen måde tung læsning, men den litterære kvalitet er ikke til at tage fejl af og kunne, set fra min synsvinkel, hverken være kortere eller længere; kvalitet fremfor kvantitet, hvor klichéfyldt denne tirade ellers må være. Det gør den ikke desto mindre rigtig i beskrivelsen af Plantage.
Jeg vil uden tvivl anbefale at læse Plantage, hvis man er til lette læseoplevelser, der prikker subtilt til sanserne og rammer genkendelige følelser, som kan være svære at sætte ord på.
INFO
Annette Brogaard: Plantage
Arkiv for Detaljer
Juni 2018
Køb bogen på forlagets hjemmeside her