I Flanør er Claus Høxbroes digte om København samlet i en småbitter og nostalgisød bog. Vi følger ham fra Amager til Ørestad med had til det småborgerlige og en kærlighed til det al det brune.
Det der var engang
Bogen er elegant delt op i afsnit med bydele som titler i selskab af stemningsfulde sort/hvid fotografier af byen og digteren selv. Høxbroes digte fungerer selv som små fotografier af et København, der sommetider kan bevæge sig lidt for hurtigt forbi ens let distræte blik. Disse snapshotlignende digte viser os et København gennem poetens særligt udvalgte linse. Det er sådan en linse, hvorpå der er klistret et lyserødt filter over bajer, rendesten, brune værtshuse og al det der var engang. Digteren siger det selv: ”København – jeg gav dig alt og de tog dig fra mig – er bange for min kærlighed til dig snart kun bygger – på nostalgi og indbildning.”
Det er er ikke meget, vi får at se af det moderne, nuværende København. Når den del af København endelig deltager i beatpoetens sætningsbrudte løjerligheder, optræder de som fjenden, som det uægte København. For denne flanør er romantiker og nostalgiker for alle pengene. Alkoholisme og fattigdom romantiseres, og må for Guds skyld ikke blive visket ud af fotografiet, som er København. Det er noget man kan holde af eller trættes af. På sammen måde som genudsendelser af Matador eller Huset på Christianshavn, vil man enten nyde denne digtsamling med gensynsglæde og varme minder, eller også vil man, som nogle gør, skifte kanal og beslutte, at den historie kan vi vist nok godt i hovedet.
Ben i næsen og rytme i fødderne
Det er beatpoesi i sin klassiske forstand. Man gør sig associationer til 70’erne, til jazz, til Huset på Christianshavn, til middelklassen og underklassen. På den måde kan vi alle være med til at hade the man og flokdyrene – og sammen sætte pris på de små ting i livet såsom regnvejr i neonlysets skær.
Selvom der er meget godt at sige om Høxbroes digterpen, som både er original og provokerende, er der dog også den kedelig anerkendelse, at den sommetider mister sin magi. Kender I sangen, ”Langt ud’ i skoven lå et bjerg”, med dens vers om bladet på kvisten, på grenen, på træet, på bjerget, i skoven? Høxbroes poesi er sommetider stemt efter den samme melodi. Men når Høxbroe er kreativ og skarp, modtager man som læser digte med ben i næsen, klare glas i brillen og rytme i fødderne. For han er mesterlig god til at gribe de simpleste elementer i et bybillede og fortælle os lige netop, hvad han ser, hvad han føler og hvad han gerne vil have, vi andre ser.
Flokmentaliteten
slider græsset væk
i Kongens Have
efterlader bare brune pletter
hvor græsset tidligere
malede grønt
efterlader nøgne spor
af naturens tobenede
dræbersnegl
Københavnske hjertesorger
Om Høxbroes København eksisterer for dig og mig, vil jeg ikke udtale mig yderligere om. Til gengæld er der ingen tvivl om, at disse digte er propfulde af kærlighed og hjertesorger, som var det et langt og nu afsluttet kærlighedsforhold, Høxbroe skriver om. Og det er altid svært at se klart gennem lyserødt neonskær.
Info
Claus Høxbro: Flanør
225 sider
Gentlemen’s Jockey Club
2022