Christoffer Thunbo Pedersens digtsamling med den besynderlige, vidunderlige titel Hekseløbets blommetyder er en på mange måder maksimalistisk læseoplevelse: Et sprogligt bombardement på den gode måde; en lille bog, man kan bruge mange timer med.
Opretholdelse og undergang
Trods dens beskedne størrelse er Hekseløbets blommetyder ikke sådan lige at indkapsle. Den er inddelt i fire dele, rummer indimellem forfatterens egne illustrationer, og digtene strækker sig både tidsligt og stedsligt enormt bredt. De pendulerer mellem beskrivelser af noget forblivende og noget forgængeligt, opretholdelse og undergang. Atmosfæren er mytisk og digtene synes at beskæftige sig med både fjern fortid og fremtid, til tider føles digtene helt uden for tid og sted. Bogens første del er unavngiven, måske fordi den omhandler et ikke nærmere defineret ”det”, der er uudsletteligt og i alle tider blivende, hvad der skaber en skarp kontrast til senere digtes apokalyptiske undergangsstemning. Disse indledende digte og sider er så stringente og ordknappe, som de sidste digte er eksplosive og både plads- og opmærksomhedskrævende. Det lyder indledningsvist:
”Noget er begyndt at røre på sig
farvet som håb
Da det vender sig om på siden
vækkes de omkringliggende firben
Det er noget som ikke kan nedbryde
Hvis det splitres
splintres det ikke”
Der er noget, der har ligget og ulmet, samlet kræfter, og undervejs udvikler dette ‘noget’ sig til en eksplosion af sprog, der senere møder læseren.
”Ord/slippes ud af deres bure”
Sådan lyder det et sted, og disse ord er meget sigende for den sproglige gavmildhed, der kendetegner særligt bogens sidste del ”Hekseløbets blommetyder. Glossolalia for vor Drue i 7 satser”, hvor et jeg, ud fra hvem ordene vælter, introduceres. Bogens foregående dele har bygget langsomt op til denne undergangslignende eksplosion af ord og udråbstegn. Jeg får en fornemmelse af, at udforskning og overskridelse af sprogets grænser er tvingende nødvendigt. Det resulterer i nye orddannelser og et sprog, der er så mættet, at man – og dette er ment som stor ros – kan dvæle meget længe ved hver sætning og gruble over dens betydning(er). Der kan være tale om en sproglig undergang, der også er blevet bygget op undervejs. Paradokser som ”Det Blindsete”, ”Det Døvhørte” og ”Det Stumsagte” cementerer, at ordene afmonterer sig selv, og at sproget i disse digte ofte betyder en hel masse og alligevel slet ingenting. Der leges med form i de sidste digte, der rent visuelt bølger ned over siderne, og der leges (fuldstændig overlegent) med sproget, men legen gør ikke de ting, sproget udtrykker, mindre alvorlige. Der er enormt meget på spil, og med en vilterhed og vrede udforsker digtene det mystiske og fremmede i mennesket og i verden og ikke mindst i sproget:
”Se mig tyre en drink af kogt jern i fjæset på trivslen!
Se mig splitte hele dit afstandsstillads fuldstændig ad
mens du klamrer dig fast til din rustning af angst
mens du kryber langt ind i din trussel af gnister
Dine bumser af viden
Din skidne facon
Ja
ja
Straffen for udflugter
skal gurgles med hash!
Under tandpastasabler skal jeg vige min plads
for Øgler med alting i rygrad og bække!”
Denne sidste del af digtsamlingen er i mine øjne original, smuk og helt vanvittig på samme tid, hvad dens epigraf også afslører bl.a. ved citatet ”Nonsens er renselse” af Per Aage Brandt, som jeg opfatter som ganske dækkende for den læseoplevelse, Hekseløbets blommetyder er.
