Vedligeholdelsens poetik af Mille Breyen Hauschildt er en lille feministisk hjørnesten om at synliggøre det kedelige, langsommelige, drøje, livsopretholdende og livsvigtige arbejde i at vedligeholde hjemmet og verden. Det er en afvisning af heltefiguren og en søgen efter et nyt sprog. Det er ikke et spørgsmål om, hvem redder verden? Men hvem samler skraldet op efter revolutionen?
Vedligeholdelsen klistrer til kvindekroppen
Gennem analyser af litteratur og kunst og med inddragelse af feministiske tænkere og aktivister undersøger Vedligeholdelsens poetik vedligeholdelsens indhold og udtryk – som arbejde og æstetik, som trope og som tænkning.
Hauschildt forstår ’vedligeholdelse’ som en kønnet størrelse, som et arbejde, der ”i den moderne vestlige historie særligt [har] påtvunget sig kvindekroppen”, men som også klistrer til brune, sorte og marginaliserede kroppe – i det hele taget til kroppe uden eller med mangel på privilegier. Vedligeholdelsen er husarbejdet; at gøre rent, vaske tøj, dække bord, lave mad, drage omsorg, både inden for og uden for hjemmet, og det er et arbejde, der har været og stadig er devalueret og usynliggjort i både litteraturen og samfundet.
Værket undersøger både ’vedligeholdelse’ som et konkret feminiseret arbejde, og hvordan vi kan fortælle om ’vedligeholdelsen’ med ’vedligeholdelsens’ modus. Dermed bevæger Vedligeholdelsens poetik sig fra ren feministisk aktivisme til også at være et poetologisk og æstetisk projekt, hvilket netop understreger grundpræmissen i værket: at det betyder noget, hvilke historier vi fortæller, og hvordan vi fortæller dem.
Det øjeblik, der ligner det næste
Med inddragelse af kunstnere, filmskabere og forfattere, som Mierle Laderman Ukeles (der bl.a. står bag det tankevækkende citat ”Hvem samler skraldet op bag revolutionen?”), Chantal Akerman og Inger Christensen viser Hauschildt, at ’vedligeholdelse’ ikke kun er arbejde, men også kan være kunst eller en bestemt måde at skabe kunst.
En af de helt centrale aspekter ved ’vedligeholdelse’ er den særlige temporalitet, gentagelsen, der knytter sig til den: ”Vedligeholdelsestiden er det ene øjeblik, der umiskendeligt ligner det næste”, citerer Hauschildt Lisa Baraitser, og udtaler selv med afsæt i Ursula K. Le Guins kanoniske essay Bæreposeteorien om fiktion: ”[V]edligeholdelsestiden er ikke den lineære, heroiske og eksplosive tid, synlig i tid og rum, men den gentagne, slidsomme, hverdagslige og uendelige tid for Livets opretholdelse.”
Vedligeholdelsen og vedligeholdelsens tid kan både vise sig i det konkrete huslige arbejde, men også ”i et stykke litteraturs tone, rytme, temaer, form eller stemning. I det lys kan man forestille sig vedligeholdelsen, udspille sig metaforisk figurativt eller stilistisk.”. Og det er netop, hvad Hauschildt gør, når hun går på opdagelse i kunsten, litteraturen og feminismen fra sidste del af 1900-tallet.
Det er historien, der gør forskellen
Inspirationen fra Ursula K. Le Guin og især essayet Bæreposeteorien om fiktion er, som allerede antydet, helt central for Vedligeholdelsens poetik. Det ses ikke mindst i værkets grundlæggende ambition om at finde nye sprog og nye måder at fortælle om usynliggjorte liv. I Bæreposeteorien om fiktion kritiserer Le Guin den såkaldte ’dræberhistorie’, forstået som den lineært fremadskridende fortælling om helten, der dræber, erobrer eller revolutionerer, for at have domineret litteraturhistorien og samtidig udelukket bestemte grupper (kvinder og marginaliserede grupper, ikke mindst vedligeholderne) fra at indtræde som subjekter i (litteratur)historien.
Vedligeholdelsens poetik taler ud fra samme præmis; at det er historien der gør forskellen. Men at fremskrive vedligeholderne og vedligeholdelsen er ikke nogen let opgave. De har det med at træde i baggrunden, og de passer dårligt ind i vores vante forestillinger om et lineært narrativ, der ender efter klimaks. Derfor kræver det, ifølge Hauschildt, et konstant arbejde at skrive dem frem:
Vedligeholdelsen er altså både en temporal trope, der klistrer til kvinders liv, skrift og bedrift, men vedligeholdelsen kan også tematiseres som et aktivt intellektuelt arbejde, der skal til for at fastholde og vedligeholde kvinder i litteraturhistorien i det hele taget.
Det er vigtigt at insistere på vedligeholdelsens fortællinger, også selvom historier om tøjvask, madlavning og børnepasning (erkender Hauschildt) umiddelbart kan lyde kedelige – særligt når man endnu er præget af den vestlige dræberhistories action-fyldte modus. Også selvom vedligeholdelsens langsomme, udstrakte og gentagende tid, tvinger os til at finde en ellers uvant tålmodighed frem. For som Hauschildt påpeger, ligger i vedligeholdelsens poetik også en mulighed for en politik; for at lære at værdsætte dem, der vedligeholder verden og selve vedligeholdelsen i sig selv.
At revolutionere uden revolutionen
Vedligeholdelsens poetik er en klog, eftertænksom og selvkritisk bog, der på meget få sider kondenserer feministisk og poetologisk tankegods i et forsøg på at bevæge sig mod en bedre verden uden samtidig at indskrive sig i revolutionens ødelæggende modus. Men hvordan revolutioner man uden revolutionen? Hvordan gør man op med en patriarkalsk tradition for at devaluere (fortællingerne om) et feminiseret vedligeholdelsesarbejde uden samtidig at indskrive sig i samme patriarkalske eller med Le Guins ord lineære-heroiske-dræber modus? Hauschildt skriver:
[M]odstanden, hvis vi absolut må tale om en sådan, må derfor ligge i at gå ind i denne usynlige tid at omfavne vedligeholdelses modus. Blive fortrolig med den. Lære at kunne genkende den og forhåbentlig senere: lære at værdsætte den. På den måde yder vi modstand mod den patriarkalske kapitalismes produktionstid og har samtidig et langt bedre udgangspunkt for at tage vare på vores klode.
At insistere på vedligeholdelsen kræver en aktiv indsats for at finde et sprog for vedligeholdelsen som fænomen og som poetik – og den kræver nye øjne og nye forståelser, der kan møde vedligeholdelsen på vedligeholdelsens præmisser. Dermed er der også brug for andre teoridannelser end den vestlige kultur- og litteraturvidenskab, som Hauschildt, der selv er cand.mag. i litteraturvidenskab, er blevet indstuderet i, hvis vi skal lære at værdsætte vedligeholdelsens tid, rum og arbejde. Det er ikke en forandring, der sker over natten, men måske med vedligeholdelsens modus, over tid. Ved små forskydninger af det eksisterende. Ved at blive klogere. Ved fx at læse Vedligeholdelsens poetik.
