Hos Asger Schnacks Forlag forefindes endnu engang en bemærkelsesværdig samling af digte, som formår at henrykke og bjergtage, når Niels Simonsen inviterer indenfor i Det panteistiske blækhus. Denne gang kredses der blandt andet om fænomener som erindringen, det blå, det sky, det skjulte og andet, som kan betragtes som flygtige øjeblikke.
Ord leder og vildleder
Niels Simonsen har skrevet digtsamlingen Det panteistiske blækhus, der viser sig som et umanerligt eksempel på, at en fyldepen indeholder meget mere end blot det dybhavsblå blæk, der kontrolleret flyder ud på det hvide lærred og efterfølgende fylder os med tanker. Det er fra første digt af, hvad der presser sig på, idet Simonsen tager læseren på tværs af landegrænser og forbi kornmarker, et statsfængsel og en nattehimmel ved blot at føre en fyldepen.
Det er svært ikke selv at ty til et digterisk sprog i en besyngelse af samlingen, men jeg vil skåne jer for mine klichéfyldte poetiske udfoldelser og derimod give jer en smagsprøve på, hvad Simonsen gør og kan – for det er måske slet ikke så indviklet.
I Det panteistiske blækhus oplever vi digtet Poesi, som peger på netop dét, hele samlingen formår; den peger på sproget, på ordet og dets evne til at skabe rum, plads og opmærksomhed uden for det, der står skrevet.
læg mærke til
siger jeg
hvor stille der kan være i et vers
Her ledes vi til at tænke på noget så paradoksalt som lyd i tekst. Dog giver det mening, idet digte så ofte formår på skrift at fremstå syngende – en form, som ofte indbyder til en rytmisk højtlæsning. Men nu melder stilheden sig, og altså på skrift.
Hermed opstår et rum af forundring. Og det er her, Simonsen brillerer. For lige dér, hvor blækket bliver til ord, som bliver til sætninger, til vers, til strofer, opstår der et rum mellem det skrevne og en tanke, som læseren inviteres ind i. Det er rum med iver, trang, forventninger og lyst til at færdiggøre eller fortsætte en tanke, som en anden har påbegyndt; det er en sang, man ikke har hørt før, hvor omkvædet virker bekendt.
Og Simonsen synger videre i en blanding af rum og fornemmelser:
ud af et vindu kan du som elsker sne
jo gribe det
jeg kalder poesi
og tager du fra det mørke udenfor
et fnug
så er det en af månens søstre
der har lagt sig i din hånd
er du af den familie siger jeg
der dyrker stilhed
mellem ord
så tæl på himlen stjerner op
og sig
de er et vers
som ingen har skrevet endnu
Rummene har en snert af noget intimt, noget personligt, men digtene står også som en invitation til en ekspanderende nysgerrighed i et hav af uendelige muligheder.
En udfordrende læsning
Digte – i deres nogle gange drilske format og sprog – besidder en særlig evne til at fremhæve og påpege et emotionelt bånd, vi mennesker har til vores omverden. Nogle gange er det et bånd, vi ikke er klar over, vi er en del af. Andre gange er det et bånd, vi havde glemt eller måske forsømt, som vi mindes om. Sidstnævnte har personligt været et prævalent emne i mødet med Det panteistiske blækhus, hvor minder fra nær og fjern og andre tider og egne strømmede til, og fornemmelsen af en himmelblå farve fulgte i kølvandet og fyldte mig med behag. Til trods for, at digtene kan være udfordrende, hvilket kan skyldes det dybe billedsprog, så er samlingen en fryd at læse.
Der opstår noget sælsomt i mødet med Niels Simonsens samling af digte. Noget, som på forunderlig vis flygtigt sætter sig i tankerne og dog aldrig helt forsvinder. Jeg tager med glæde Det panteistiske blækhus med mig hvor end, jeg går.
Info
Niels Simonsen: Det panteistiske blækhus
2020
120 sider
Omslag: Mette & Eric Mourier