Mette Bystrups grafiske roman Du er her ikke er en fragmentarisk fortælling om dybe savn, søsterjalousi og modsatrettede følelser. Da jeg læste romanen, fik jeg en følelse af at træde ind i et multimodalt univers, hvor tanker, tekst, følelser og billeder svæver side om side og giver en helt unik læseoplevelse. Bystrup formår at invitere os ind i et menneskes følelseshav, som gennem det visuelle og verbale åbner op for refleksion og dualitetens ansigter.
Når tekst og billeder bliver ét
På romanens første side bliver vi mødt af en tekst, der er skrevet med blå farveblyant og nervøse versaler – en usikker håndskrift, der beretter om dårlig samvittighed og en tung jalousi mellem fortælleren og hendes tvillingsøster:
JALOUSI OG DÅRLIG SAMVITTIGHED ER VORES FØLGESVENDE. HVORNÅR VAR DET LIGE DET FRØ BLEV SÅET? MON DU OGSÅ ER GÅET I SKOVEN I DAG? SKOVENE SER FORSKELLIGE UD. ER DE LIGE GRØNNE? ER DE LIGE MØRKE?
På næste side toner en mørk og nøgen skov frem, og jeg blev med ét overvældet af en enorm ensomhed. De nøgne og kolde træer, den grå skovbund og den mørke baggrund gav mig lyst til at kravle under et uldtæppe og tænde et hav af stearinlys for at holde kulden borte. Bystrups stærke og følelsesmættede illustrationer taler for sig selv, og romanens små håndskrevne ord og tekststykker bliver nærmest overflødige. Ord og billede går på magisk vis i ét med hinanden.
Efter skovens kulde bliver vi inviteret ind i fortællerens soveværelse: Et lyserødt rum med grønne planter, en bogreol, billeder på væggen og pastelfarvet sengetøj. Selvom rummet på overfladen rummer en hyggelig atmosfære, sniger ensomheden sig tættere og tættere på. På den lyserøde væg står der skrevet med en kridtlignende farve: DU ER HER IKKE. Sætningen går igen i hele romanen og går nærmest i ét med billedsiden og skaber et slør over illustrationerne og fortællerens tilværelse. Ensomheden ligger hele tiden på lur. Du’et oplever jeg både som et endeløst råb på fortællerens anden halvdel men også som en higen efter at finde sig selv – sin egen identitet uden sin tvillingesøster. Bystrups billeder taler og bliver ved med at tale. De er geniale, sorgfulde og fyldt af et rammende følelsesmæssigt nærvær.
Dobbelthed, forgængelighed og humoristiske tendenser
Romanen består af en række forskellige billedmæssige spor, som er med til at vise savnets, ensomhedens og kærlighedens dybde. Vi bliver blandt andet præsenteret for akvarellignende naturbilleder og tegneserieagtige sort/hvid billeder. Tegneserieillustrationerne åbner op for en gennemført humoristisk tendens i romanen, hvor hovedpersonen fx krammer en tilfældig passager i et S-tog og i en kø i et supermarked. Den humoristiske tone er med til at bløde op for ensomhedens og savnets alvor, og Bystrups budskab står hermed klart frem for mig: Det er vigtigt at være i stand til at smile uanset hvilken tilstand, man måtte befinde sig i, og samtidig er det uhyre vigtigt for os alle at tilhøre nogen eller noget. Dette kommer blandt andet til udtryk i et fantastisk og sørgmodigt minde, som fortælleren deler med os:
DU SAGDE, AT DU I VIRKELIGHEDEN VAR EN TROLD. I HAVEN FANDT DU SMÅ STYKKER TRÆ MED MÆRKELIGE BOGSTAVER PÅ. DE VAR BREVE FRA DIN RIGTIGE FAMILIE.
Mod slutningen bliver fortælleren et kort øjeblik distraheret fra sit savn og sin ensomhed. Hun ligger i sin seng og ser en film med en isbjørnemor og to unger, men pludselig er den slut, og skærmen er sort. Et kort øjebliks tryghed. Her tegner Bystrup på smukkeste vis et billede af livets forgængelighed. Livet varer ikke evigt, hvilket, udover savnet til tvillingesøsteren, også kan udløse et enormt savn efter det, der var – et universelt savn, som jeg vil vove at påstå, at alle har oplevet. Billedet af den sorte skærm gik rent ind hos mig og vækkede igen et hav af følelser. Bystrups mesterlige illustrationer formår at tegne et billede af det savn og den kærlighed og ensomhed, som ikke kan beskrives med ord. Af hjertet tak for det.
Info
Mette Bystrup: Du er her ikke
Jensen & Dalgaard
2019
90 sider Køb bogen på forlagets hjemmeside her