Mikkel Sönnichsen destruerer mit højtråbende akademiske kendskab til erindringslitteratur og hiver mig ind på et lettere nedslidt værtshus i Sønderjylland, hvor han serverer et væld af skæve og løsslupne historier fra Højer, og jeg læner mig tilbage og nyder hvert sekund.
Man ved aldrig helt, hvad man kan forvente, når man kaster sig over en bog fra forlaget Baggaardsbaroner. Dog er det en evig forbandelse og altid overvældende sikkert: Det bliver aldrig kedeligt!
Jeg er blevet udsat for bogen Landet på livet. Det er Mikkel Sönnichsens litterære debut, hvorfor jeg ikke ved så meget om ham. Jeg har dog fundet ud af, at han poserer elegant med pingviner og Magnum-is på Instagram, og at han er en stor technokonge under grunden.
Landet på livet er et virkeligt lækkert og æstetisk udført værk, hvor Sönnichsen beretter om sin opvækst i Sønderjylland med små historier uden kontekst. Hans bevidsthedsstrøm har overtaget, og jeg følger glædeligt med. Der er absolut ingen rød tråd. Vi hører om hans oplevelser med strandede og ildelugtende hvaler på Rømø, og vi bliver ikke censureret for detaljer om hans krops forsvar mod for meget Gammel Dansk. Vi hører også om dengang, hans mor fik konstateret brystkræft. Vi er vidne til et smukt og sensitivt sinds navigering i verden. Vi hører om alt og intet, om stort og småt. Polerne er ikke defineret, for der findes ingen i hans nøgterne og direkte sprog.
Energi på listefødder
Landet på livet træder på listefødder uden for de konventionelle rammer for samtidens patosfremkaldende erindringslitteratur, og den undgår i høj grad den ofte forudsigelige litterære sti gennem barndommens provinslandskab. Alt sammen med en energisk og samtidig underspillet protest. Det mest bemærkelsesværdige er, at Sönnichsen højst sandsynligt ikke selv er klar over dette aspekt. Jeg mærker tydeligt et spektrum mellem indlevelse og distance, for han fortæller jo blot. Jeg nedsvælger i historierne uden at skulle forholde mig til andet. Det er faktisk et meget behageligt rum, han har inviteret mig ind i. Det er okay bare at være. Lige her i min empirisk-fænomenale eksistens, mennesket i tiden og tilstande, som kommer og går.
Det føles, som om han med et distræt smil sparker til min indre elitære litteratursnob, og ærligt talt, jeg omfavner det. Nietzsche er allerede skredet og efterlader mig med et ubesvaret spørgsmål: Hvad er egentlig meningen med denne udgivelse? Jeg har endnu ikke fundet svaret, og jeg elsker det. For den hylder det uforudsigelige og inviterer mig til halbal og til blot at fordybe mig i historierne uden at presse på for at finde en dybere mening. For, ja, Mikkel, fortæl mig mere om alt og intet.
Info
Mikkel Sönnichsen: Landet på livet
Forlaget Baggaardsbaroner
1989
116 sider