Mikkel Grønnemose er aktuel med sin første roman, Deltahan. En roman om dét at miste og en teenagedrengs håndtering af dette voldsomme traume. Som ven til Mikkel sad jeg efter at have læst bogen tilbage med en masse uforløste tanker især om det autofiktive aspekt i romanen, da Mikkel selv har oplevet en stor sorg, som tydeligt kommer til udtryk i hans måde at reflektere og præger hans livssyn og humor. Derfor mødtes jeg med ham til en snak om sorg, berøringsangst og ensomheden forbundet med dette.
Transcendental hjemløshed
Mikkel mistede sin far i en alder af 16 år. I Deltahan har den unge hovedkarakter Dean mistet sin storebror. Han lever egentligt et normalt liv med fest, gymnasiet, piger og tanker om sex. Udadtil. Sorgen over tabet af broren er en følelse, han altid bærer med sig, og som derfor skaber en distance til verden, en ensomhed, en manglende forbindelse til den kontekst, han befinder sig i. Han taler ikke om sin sorg, som om den ikke eksisterer. Denne distance har Mikkel selv følt efter farens død. På samme måde som Dean havde Mikkel svært ved at græde og italesætte sin sorg: “Underbevidst har jeg nok troet, at folk ikke ville snakke med mig, hvis jeg virkede trist eller skrøbelig”, siger han og mener, at unge har en tendens til at have berøringsangst over for andres sorg, fordi de muligvis er bange for at sige noget forkert. Mikkel citerer fra bogen for at beskrive den følelse, han og Dean deler:
Han tænkte på første skoledag i gymnasiet, da hans klasse fik at vide, at hans storebror var død. Ingen turde snakke med ham efterfølgende. De vidste knap nok, hvad han hed. Det var kun Adolphsen, der talte til ham, men de talte aldrig om Jim. Dean gik rundt med en følelse af at være utrolig frastødende. Forældrene kunne lige så godt have smurt ham ind i lort, pis og blod, som de kunne have ringet og fortalt hans klasselærer, at storebroren var død.
Mikkel skjulte selv sorgen, ikke fordi han ikke turde blive konfronteret med den, men i frygt for at skræmme folk væk. Derfor gjorde han alt for at virke så positiv som muligt, og han negligerede derfor, hvor meget farens død påvirkede ham. Det var en forsvarsmekanisme hos ham, men den kom til udtryk på andre og til tider uventede måder. Han er pludselig blevet overrumplet med en ubærlig rastløshed, en følelse af ensomhed. En ensomhed, han ikke kunne håndtere og derfor ikke vidste, hvad han skulle gøre ved. Det var især, når han var sammen med sin familie, han blev bevidst om sin manglende far. Netop denne følelse har han forsøgt at beskrive i bogen, hvor Dean flygter fra en familiefest og ind i en anden verden:
Han gad ikke at have en rolle i det deprimerende familiedrama, der foregik i sofaen. Han ville have hovedrollen i en feel-good-komedie, hvor han skulle kneppe, til han blev bevidstløs.
Flugten blev Mikkels måde at håndtere sorgen på. I den periode hans far blev dårligere og dårligere på hospitalet, havde han et intimt forhold til en pige. Hun blev en katalysator for sorgen, som egentlig var tilegnet faren; det var hende, han tænkte på, bekymrede sig om og græd over. Inderst inde vidste han godt, at gråden var over faren. Døden er for kompleks til at forstå, for abstrakt. Specielt i denne alder. At græde over en pige blev mere håndgribeligt. På sammen måde fokuserer Dean på at miste sin mødom fremfor at bearbejde sin sorg. Flugt bliver på denne måde et stort tema i bogen, som ses bogstaveligt i de scener, hvor karakteren flugter fra forskellige situationer.
Den ikkeeksisterende blå luft
Selvom hovedkarakteren Dean er inspireret af Mikkel og hans egne oplevelser, mener han ikke, at han skriver autofiktion: “Selvfølgelig kan man ikke finde på noget ud af det blå, og selvfølgelig er det umuligt at præcist bestemme, hvornår noget er opdigtet. Dog forstår jeg ikke, hvorfor forfattere har behov for at begrænse sig af virkeligheden ved at stræbe efter autofiktion”, forklarer Mikkel.
Ingen af scenerne i bogen har Mikkel taget direkte fra virkeligheden, men alle scener er alligevel et forsøg på at beskrive noget, han selv har følt. Ikke kun i gymnasietiden og tiden omkrings farens død, men også opståede følelser inden for de seneste år. Mikkel fortæller, at de beskrevne følelser i romanen ikke afhænger af en bestemt alder. Samtidig er dette virkemiddel med til at mindske distancen mellem hovedkarakteren og Mikkel. For eksempel Deans forhold til gymnasiet beskriver passende, hvordan Mikkel havde det, da han startede på universitet. Et andet aspekt af tidsløsheden er Deans overvældelse af, hvor hurtigt tiden går. Da Mikkel selv gik i gymnasiet, vægtede hans tanker ikke tiden, som de gør nu, når han ligger søvnløs, på samme måde som Dean gør i romanen:
Den ene dag døde ens storebror. Næste dag var der gået tre år, og så skulle man have kræfter til at få gode karakterer og starte sit voksenliv.
Selvom Mikkel ikke definerer Deltahan som autofiktion, er der følgelig mange ligheder mellem ham og Dean. En vigtig del af af Mikkels skildring af Dean som karakter var at give ham mindre flatterende træk, til tider på kanten til det frastødende. “Jeg har stødt på mange uskyldige fortællere i coming-of-age-genren, som jeg synes er for nuttede i deres uskyldighed. Så det var vigtigt for mig, at han også havde usympatiske træk. Det har vi jo alle. Der er også meget op i tiden med antihelte, så det har selvfølgelig påvirket mig” siger Mikkel afslutningsvis.
Vi skildes, og jeg cykler hjem med en større reflektion over, hvordan fortiden former os som mennesker. Mikkels fortid er en skabelon for hans personlighed – det mærkes tydeligt. Også i hans roman. Skriver Mikkel så autofiktion? Det er en hårfin grænse, men jeg må erkende, at det ikke er væsentligt i læsningen af romanen.
MODSPOR har tidligere anmeldt Mikkels roman. Læs anmeldelsen her.