“Engang fortælles det fandtes en verden af form som en bog beboerne var læsende de begyndte allerede kort efter fødslen de fleste døde midt under læsningen men inkarneredes påny et par sider henne og de der læste bogen til ende glemte alt”. Sådan lyder bagsideteksten, som også indgår i selve prosasamlingen. Denne tekstbid opsummerer min læsning af bogen ganske godt, og det vil senere blive klart om jeg døde undervejs eller glemte alt til sidst.
Samtaler
Preben Major Sørensens prosasamling I vinden begynder samtalerne, som er genudgivet i forbindelse med hans 80-års fødselsdag, er svær at blive klog på. Hvad vil Sørensen sige med dette værk? Titlen giver associationer til et virvar af flygtige samtaler om små som store emner. Derfor tænkte jeg også umiddelbart, at Sørensens intention med værket var at inspirere til samtale og nysgerrighed. Intentionen var for mig meget uklar under læsningen, og jeg blev ikke meget klogere efter den sidste side var vendt. Hermed ikke sagt, at jeg ikke nød værket – tværtimod. Jeg ender dog med at sidde tilbage med en lidt uforløst følelse i kroppen.
Flyvende fragmenter
Værket er delt op i fragmenter, og det er renset for egentlige episke forløb. I disse fragmenter bliver vi præsenteret for eksistensfilosofiske emner som tid, erindring og sprog. Værket indeholder stort set ingen tegnsætning, og sætningerne fletter sig ind og ud af hinanden – hvor sætningen starter og slutter er op til den individuelle læser. Denne interpunktionsløshed gav for mig læsningen en dejlig rytme, hvor jeg både blev underholdt og udfordret i min forståelse af, hvad det danske sprog kan. Sørensen mestrer sproget til fulde, hvilket gør at fraværet af tegn ikke føltes som en hindring – det gjorde kun læsningen desto mere interessant.
Stiller du dig ikke gennemgående tilfreds med for lidt? spurgte bjerget dalen. dalen svarede på den anden side: stræber du ikke lige lovlig højt? ved foden af det næste bjerg var situationen uændret. rejser i konfliktfyldte landskaber er udmattende, for man er nødt til at følge med i hvad der sker, ellers mister man retningen.
Dette udsnit er et af værkets få sammenhængende fragmenter ift. tegnsætning og tema, og det binder værket sammen på fin vis. Udsnittet fungerer som et lille ophold og et friskt pust fra det endeløse sprog, som præger resten af værket. Desværre virker det også en anelse umotiveret. Jeg mangler en tematisk retning, og noget jeg kan gribe fat i. Jeg mister derfor også hurtigt interessen og overblikket i sproget, fordi sætningerne ikke slutter og derfor ikke hænger ved.
Sproget som gennemgående tema
Bogen er forsynet med et nyt efterskrift af Sørensen selv, hvori han fortæller om sit forhold til sproget.
[…] sproget har altid været det vigtigste for mig, det må det nødvendigvis være i arbejdet med ord. Men først i det øjeblik sætningen bliver så lang, at det ikke længere er til at afgøre med bestemthed hvor den ender og hvor den næste sætning begynder og så fremdeles, når meddelelsens umulighed således forsøges meddelt, så er der kun ren biologi og snot tilbage…
Denne pointe bliver understøttet af værkets forsideillustration, som fint er udført af Sørensen selv. Illustrationen forestiller en skabning kun bestående af ryghvirvler, hale og en klo som substitut for hovedet. Skabningen har ligesom sproget ingen tydelig ende eller begyndelse, hvilket måske heller ikke er så vigtigt. Som litteraturstuderende og sproginteresseret var det især Sørensens iagttagelser om sproget jeg fandt mest interessant. Her snakker han blandt andet om sprogets uendelighed, og Sørensens kærlighed og fascination for sproget skinner tydeligt igennem. Flere gange virker det da også som om Sørensen laver en metarefleksion over sin egen tekst.
detailler er vigtige men i det store hele er de underordnede detailarbejde kalder jeg det at beskrive hvordan man beskriver det man beskriver det hele er jo ganske klart der er ingen ende og ingen begyndelse
Stilistisk set er værket interessant og formår at skabe en verden hvor ord, billeder og indtryk smelter sammen, men det føles til tider også rodet. Bogens temaer bliver aldrig for alvor slået fast, hvilket medfører, at de ikke rigtig gør det store indtryk og hænger ved. Fragmenterne, eller samtalerne om man vil, blæser rundt i vinden og forsvinder ud af hukommelsen så snart de er læst. Sørensens værk er en blandet fornøjelse. Indholdet når desværre aldrig helt at fange mig, men sprogligt og stilistisk er værket helt i top.
INFO
Preben Major Sørensen
Forlaget Escho
Omslagsillustration: Preben Major Sørensen
80 sider
Bogen kan købes her