Jeg befinder mig et sted mellem drøm og virkelighed, et sted i natten hvor mørket dominerer og slører grænsen mellem disse to niveauer. Denne sorte tåge overfører mareridtet til nuet, til virkeligheden. Hvor er jeg? Jeg ved det ikke.

Visuelt vellykket

Første side i Dino Elezovics digtsamling Vandringer har farven hvid, hvorpå der optræder et enkelt digt; det er stadig lyst udenfor. Herefter bliver siderne sorte, og vi føres ind i natten via digtene. De røde tal, som på et digitalt vækkeur, dukker løbende op undervejs i hele værket, som slutter med et digt på en hvid side, da morgenlyset rammer lagnerne; det er lyst igen og natten er forbi. Denne visuelle opbygning er måske særpræget, men den fungerer, eftersom den understøtter stemningen i digtene; en vaklen mellem drømme og vågen tilstand, som vekselvirker gennem værket og natten. En understrøm af kynisme, en følelse af inerti og opgivelse, et indre skrig, som kun forbliver en stille hvisken afspejler store dele af digtsamlingen. Denne kynisme ligger især i mareridtene fra en utryg fortid. Dino Elezovic har rødder i Bosnien, og en fortid med håndgranater, skydevåben og flugt dukker op som mareridt:

“Jeg tror ikke det var meningen

at jeg skulle fødes.

Jeg tror simpelthen at jeg bare

steg af flydestimen og

omverdenen manifesterede

sig fra lort til perler

som østers gør,

når de vil lave noget smukt”

Distance eller balance?

Kynismen slipper ikke mareridtet, men sniger sig med ind i den vågne tilstand, hvor den kommer til udtryk i et distanceret forhold til fortællerens omgivelser. At kynismen smelter sammen i drøm og virkelighed gør, at man som læser aldrig er fuldkommen sikker på, hvor skellet mellem disse er. Der ligger derfor en tåge over både drømmen og virkeligheden, hvor læseren famler på lige fod med fortælleren, og forbliver på samme mentale niveau og i samme følelse af magtesløshed. Fortiden i form af mareridt glider ind i nutiden, og ophæver kontinuerligt den konkrete tid.

Der er et lille additiv af håb, som synes svær at fornemme, da en pessimisme dominerer værket igennem. Håbet er der alligevel i form af modsætninger til mareridtet; lyset sat op mod mørket, kærlighed sat op mod tilfældig sex, fødsel sat op mod død, etc. Disse divergerende elementer er med til, at læseren ikke farer vild i det metafysiske plan, som værket foregår på. Alligevel gør dette plan, at jeg føler en afstand til ordene, som aldrig helt når ind og omfavner mig.

Info

Forfatter: Dino Elezovic

Forlag: Ravnerock

Sideantal: 88

Digtsamlingen kan købes her