Anne Vestberg tager læseren med ind et univers af melankoli og ensomhed, hvor mennesket affekteret forsøger at finde trøst i omgivelserne, men uden held. Hjemløsheden er evindelig.
Visuelt velskabt
Omslaget til Katastrofen, byen og skoven giver et indblik i den verden og stemning Anne Vestberg tager læseren med ind i; det forladte og øde sted, der manifesterer sig som en ensomhed i fortælleren selv. Melankolien og ensomheden løber som en understrøm gennem hele værket, hvor forsidebilledet dukker op løbende, og står som en en visuel forstærker af ordenes stemningsbilleder. Billedet er fra fotografen Adam Jeppesens The Flatlands Camp Projekt, hvor han over 487 dage rejste alene fra Arktis gennem Nord- og Sydamerika på cykel. Fotografiet og ordene glider side om side gennem værket, uden at suspendere det ene fra det andet.
Weltschmertz
Selve digtsamlingen falder i tre dele. Første del er Katastrofen. Her hersker ødelæggelse og kaos; en by i opløsning. Bygninger falder sammen, og de ender som støv og aske. Fortælleren tegner i stilhed streger i støvet for at genskabe hvor alting var før det blev til støv. Denne øvelse er et krampagtig forsøg på at holde fast i fortiden og samtidig forsvinde ind i drømmen om en verden før katastrofen og støvet. Titlen på anden del af digtsamlingen er Byen. I denne del er kulturen og byens liv gået i stå, så det nærmest tangerer til inerti. Sidste del i samlingen er Skoven. Her flygter fortælleren fra byens afvisning og grå nuancer ind i naturen for at finde trøst, men her findes heller ikke fred og eufoni, tværtimod. Tungsindet og ensomheden omfavner hvert digt på forskellige måder og fra forskellige vinkler, der fastholder læseren i den stemning, værket forsøger at skabe.
Mennesket spiller en central rolle i Katastrofen, Byen og Skoven. Det iscenesættes som en isoleret og magtesløs iagttager, men i værket findes der også dybere lag i skildringen af mennesket. I digtet Teateret fremstiller Anne Vestberg menneskets overfladefokus og fortrængning af et dybere perspektiv. Dette fremhæves i digtet som narcissisme, tomhed og mistet definition:
Lysekroner og skeletter dinger i salen
som vindspil, næsten melodiske,
kindkys og smil er en hvisken, vi har tilfælles:
Jeg er dig, og vi er tomme.
Kvinderne har plukket deres øjenbryn væk,
paffe langt ind i sjælen,
ligner noget japansk, selvom det ikke er temaet,
hvad er temaet?
Ordenes anonymitet
Styrken i Katastrofen, byen og skoven ligger helt klart i samlingens evne til at skabe sindstemningen af spleen og ensomhed, samt en følelse af magtesløshed og hjemløshed; der er ingen vej væk. Det er der uden tvivl en stor påskønnelsesværdi i, men selve sproget er ikke iøjenfaldende eller noget, som løfter værket. Det virker for simple, hvilket resulterer i at de enkelte digte flyder sammen og kunne, for mig, lige så godt have været tre langdigte, som gør at de fremstår ret anonyme. Denne anonymitet ved sproget gør, at jeg mærker en distance til ordene. Derfor når de mig kun overfladisk, hvilket er ærgerligt. Jeg har sympati med tankerne bag digtsamlingen, men selvom de svagt kommer til udtryk, bliver læseoplevelsen desværre en anelse mangelfuld for mig.
INFO
Anne Vestberg
Forlaget ORD
Sideantal: 64
Omslag: Adam Jeppesen
Bogen kan købes her.