En bevidsthedsejakulation der giver alle forsimplede opfattelser af jeg’et balancebesvær: Et nysgerrigt Spektakel

Sanserne er sultne

Fra allerførste side cementeres en original og fysisk sanselighed, når samlingen åbnes med:

//Opgangen dirrer/af lam//

Sansebilledet er totalt: varmen der dirrer, lammekødets duft der dirrer. Opgangen, stigningen, foregår på flere niveauer.

//Aftenen lufter/sine planer//,

hedder det senere i digtet, og allerede her inviteres læseren ind i opfattelsen af en bevidsthed, der ikke er forbeholdt mennesket, men, som samlingen også vil udfolde, både kan tilhøre vejret, kroppen og dyrene på marken. Nanna Storr-Hansen kan således siges at skrive sig ind i en materiel samtidstradition, men uden at det forekommer programmatisk: snarere er ’Spektakel’ en forunderlig, nysgerrig og sanserig oplevelse.

Papiret som andet end en trykflade

Noget af det der ved første øjekast skiller sig ud, er måden hvorpå Nanna Storr-Hansen arbejder med digtenes visuelle udtryk. De enkelte ords placering på siderne bliver udsigelser i sig selv, når ét digt placeres i sidens top, og et andet i sidens nederste bund. Nogle steder spreder digtene sig over en dobbeltside, andre steder markeres linjeskift med nærmest opremsende skråstreger frem for egentlige linjeskift. På alle måder bliver der leget med det visuelle i digtenes placering på papiret. Siden bliver til et fysisk sted for ordene, og det er berigende, fordi det på flere niveauer føles som om digtene også bruger bogmediet som materielt medie. Jeg ved ikke, om der også er et element af opråb imod e-bogen, og om Spektakel undsiger sig at ville fragtes rundt på en Kindle – i al fald tilfører det digtene en stoflighed, der leder tankerne hen mod Søren Ulrik Thomsens skulpturelle format.

En (begærende) kropsliggjort bevidsthed

I Spektakel bruges både krop, natur, vejrforhold og dyr som billeder på bevidstheder – ligesom alle kategorier også tilskrives egne bevidsthed(er).

Hvor fantastisk at tænke sig monumentale eksplosioner af tanker, jeg som læser er sikker på, at alle kan nikke genkendende til forekomsten af, som forløsende orgasmer! Som det hedder sig hos Nanna Storr-Hansen:

//Nogle af mine tanker/

kom i hvid/

ejakulation/

det lød/

som en jubel/

eller noget/

fandt gentagne gange/

ud af min grammatik//

Her er bevidstheden på én gang et iboende begær, der må og skal søge udløsning, men samtidig også en frydefuld henrykkelse og en afvigelse fra hjernens ellers forventeligt strukturerede tankemønstre.

Eller her:

// Det/det før kendtes som en del af kroppen/beherskelsen/

stemmen iblandt/jo/ vi var mange//

Når jeg’et splittes i stemme, sind og fysiske kropsdele, får man fornemmelsen af en tvetydig bevidsthed, en flok af selvstændige bevidstheder under paraplyen ”jeg”, der kommer i tvivl, fordi de forskellige dele – hånd, sind, stemme – ikke nødvendigvis vil eller siger det samme.

Den samme følelse af et splittet – og alligevel samhørigt, eller i al fald gensidigt afhængigt jeg, findes her:

//Når vi er trætte som om huden/ikke længere/kan holde/

kroppen / tilbage(…)//

Her tilskrives både huden og kroppen under huden selvstændige viljer. Jeg synes, at dette billede er med til at udvide opfattelsen af ’selv’ – og det er enormt tilfredsstillende.

Naturlig-vis

En del af den pressedækning, der har fulgt i kølvandet på udgivelsen af Spektakel har givet særlig opmærksomhed til det faktum, at Nanna Storr-Hansen er veganer og helt vild med dyr. Og selvom Spektakel aldrig bliver programmatisk i sin fremstilling af landbruget og dets dyr, så mærker man alligevel et seriøst og kærligt blik for dyrene og deres egenværdi, et blik der går udenom den funktion eller de navne, mennesket tilskriver dem.

//Ræven har godt/

set mig da jeg siger/

ræv der er en ræv/

vi kigger på den for/

en sikkerheds skyld(…)//

Her eksisterer ræven før den bliver set af mennesket, og netop dén observation opsummerer på mange måder det dyre- og natursyn Spektakel indeholder – og som også på sin egen facon indskriver samlingen i tråd med den økokritiske tendens, der fylder på den danske litteraturscene i disse år; jorden eksisterer uafhængigt af mennesket.

Det er faktisk også kun i naturobservationerne, at Spektakel enkelte steder virker en anelse fortænkt – som når der spørges om //(…)græsset/er det blevet grønt til fremtiden(…)// eller ved udsigelsen //Ingen dyr/gik med/til at lave mig(…)//. Det når dog på ingen måde at ændre på, at Spektakel de absolut fleste steder er berigende i sin nysgerrighed og originalt sansemættet, trods sin spinkle fremtoning på blot 112 sparsomt (omhyggeligt!) trykte sider.