Året totusindogsytten bød på adskillige nye, solide læseoplevelser. Vi på redaktionen har selvfølgelig ikke kunnet nå at læse alle nye udgivelser, men det er trods alt blevet til talløse timer i litteraturens tegn. Her får du fem anbefalinger af bøger, der har beriget os mest i årets løb.
Liv Nimand Duvå: Vi er vel helte
Liv Nimand Duvå har med sin debutroman Vi er vel helte begået en af mine favoritter fra 2017. Det er i hvert fald klart mit bedste bud på den bedste danske romandebut i 2017. Sproglig skarphed, en nøgtern realitetsskildring og et godt fortællingsmæssigt flow gør Vi er vel helte til en skarp sproglig affære. Handlingen og tematikken er ikke nyskabende, men rammer en desværre tidløs problematik om opvækst med alkoholiske forældre, som er genkendelig. Men den skarpe skriftlige stil og den velbalancerede historie giver tematikken et frisk pust. Her søbes læseren ikke ind i en pladderromantisk offerhistorie, men derimod får du en moden og dog ungdommelig skarp erkendelseshistorie.
/Martin Minka Jensen
Læs anmeldelsen her
Nanna Storr-Hansen: Spektakel
Jeg vil gerne anbefale Nanna Storr-Hansens debut Spektakel som én af årets største læseoplevelser. Læs den selv eller giv den videre til én, du holder af, fordi digtene rummer en organisk sanselighed, så det summer i alle læserkroppens sanser. Bevidstheden er ikke længere menneskets, men kan tilhøre vejret, kroppen eller dyrene. Digtenes visuelle udtryk gør siderne til fysiske steder for ordene. Spektakel har efterladt denne anmelder helt utrolig beriget, forundret og vågen!
/Malou Wehage Stålholt
Læs anmeldelsen her
Shekufe Tadayoni Heiberg: Frugt og grønne sager
Jeg vil anbefale Shekufe Tadayoni Heibergs digtsamling Frugt og grønne sager, da den er gennemført, helstøbt og inspirerer i hvert fald denne læser til at se maden, og måske endda også andre aspekter af verden, i et nyt og fantasifuldt perspektiv. Der er kælet for detaljerne både i sproget, illustrationerne og designet, mens digtene og værket i sin helhed udstråler en umiddelbar glæde til frugt og grøntsager, men på sin vis også en glæde til bogmediet og selve livet.
/Adam Salamon
Læs anmeldelsen her
Sigurður Pálsson: Mit hus
Jeg anbefaler Mit hus af islandske Siguður Pálsson, fordi frygten for stilstand træder tydeligt frem, hvor en blanding af metaforer og det klare sprog skaber en dobbelthed i digtene. Denne dualisme er ikke en usædvanlighed, men gennemgående i Siguður Pálssons forfatterskab i samme grad som ironien, digte i bevægelse, alvoren og legen. Mit hus er Sigurður Pálssons første oversættelse på dansk, men jeg håber inderligt, at det langtfra er den sidste, så flere danskere kan få glæde af en så stor islandsk digter som ham.
/Rikke Juelsen
Læs anmeldelsen her
Daniel Dencik: Sportshjerte
Jeg vil varmt anbefale Sportshjerte til både cykelentusiasten og til den, der opfatter sport som meningsløs underholdning. Sportshjerte er netop ikke bare en bog om cykling, men en bog til den læser, som har lysten til at dykke ind i et univers, hvor de helt store følelser hersker. Romanen er fyldt med en simpel poesi, som både er til stede i citerede passager fra alt fra Bibelen til Kris Kristofferson, men poesien er i særdeleshed også til stede i Denciks egne ord. For mig besidder romanen en form for underspillet magi, og jeg blev indfanget fra første til sidste side.
/Tine Sloth Bækgård
Læs anmeldelsen her