Ég heyrði nýja útgáfu af laginu – al ære værd islandsk lyrik!

Ej islandsk purisme

Den islandske sprogideologi er fascinerende, da det i lingvistisk forstand er et homogent sprog. Forstået på den måde, at sprogsamfundet er uden betydelige geolekter og sociolekter, hvorfor alle har fælles sproggrundlag, hvor fremmedord ses som en trussel og dialekter ikke findes, i hvert fald ikke hvad vi i Danmark forstår ved dialekter. Dette gør, at islandske unge i dag kan læse meget gamle tekster på deres modersmål, hvilket er ret enestående. Sprogets krumspring undersøges i denne samling digte, hvor et underfundigt oprør mod den almindelige forståelse af sproget finder sted, samt en udfordring af denne. I digtet At være – at blive fra digtsamlingen Ljóðtímavagn reflekteres der over tiden. Sprogets betydning får en vigtig funktion i Pálssons forståelse af tiden, når han skelner mellem “at være” og “at blive” gammel:

Rabbi Nachmann fra Breslau sagde engang til sine: “Det er forbudt at være gammel.” Det er ikke en fejlhøring eller en fejltagelse, han sagde ikke forbudt at blive gammel, men være. Forskellen synes lille, på islandsk kun et bogstav (…) Tilblivelsen står åben, det er helt i orden at blive gammel, det er biologisk. Men selve eksistensen er helliget livsånden, den evigunge. Netop sådan: det er forbudt at være gammel.

Denne sondring af to banale ord er skrevet med en eftertænksomhed, men ender ud med en konstatering. Denne vekselvirkning fungerer særdeles godt, og budskabet bliver derfor smukt fremvist med lige dele alvor og leg. Et lille tab opstår dog i oversættelsen. På islandsk hedder det ‘vera’ og ‘verða’ og har kun et bogstav til forskel, som Pálsson skriver i digtet. På dansk bliver de to ord til ‘være’ og ‘blive’, som på ingen måde ligner hinanden. Har man det in mente, gør det ikke den store forskel for læseoplevelsen. Og netop dette oprør med sproget gør, at han ikke er den letteste islandske forfatter at oversætte.

Et fælles sprogsystem

Selvom Mit hus kun indeholder et meget lille uddrag af Sigurður Pálssons omfattende forfatterskab, gives der alligevel et stort indblik i hans digtning. De udvalgte digte leverer en god forståelse for hans litterære taksonomi; hvordan han gennem sin digtning samler ensomme individer, som aldrig vil opfatte verdens ens, i et fælles sprogsystem. Dette sprogsystem vil altid være større end mennesket selv. Ligeledes tager han læseren med på diverse rejser – metafysiske såvel som geografiske. Hans digte er altid i bevægelse, som her i digtet Det sorte land fra Ljóðtímskyn:

Jeg blev lamslået ved tanken om at jeg nu måtte blive tilbage i det sorte land, men så begyndte pludselig dunbløde snefnug at falde og det fortsatte de ustandseligt med. Snart var alle veje farbare.

Frygten for stilstand træder tydeligt frem, hvor en blanding af metaforer og det klare sprog skaber en dobbelthed i digtet. Det lette sprog giver altså adgang til det tunge. Denne dualisme er ikke en usædvanlighed, men gennemgående i Siguður Pálssons forfatterskab i samme grad, som ironien, digte i bevægelse, alvoren og legen. Dette er, som sagt, Sigurður Pálssons første oversættelse på dansk, men jeg håber inderligt, at det langtfra er den sidste, så flere danskere kan få glæde af en så stor islandsk digter, som ham.