Med Et presset blad fra kærlighedens blomsterkrans fører Mette Uldal os tilbage til 1970’erne, frem og tilbage i kunsthistorien og ind i et livsforløb, der kunne være i dag eller når som helst. Hendes værk balancerer suverænt mellem det personlige og det almene, det tabte og det genfundne.
Din historie, min historie
Da jeg første gang bladrede igennem Mette Uldals Et presset blad fra kærlighedens blomsterkrans, var jeg ikke i tvivl om, at det værk, jeg havde mellem hænderne, var et dybt personligt værk. Der er noget med detaljeringsgraden, nærværet mellem de tegnede personer og valget af ord: ”Jeg snakker og snakker om det jeg har med”, som Uldal skriver i starten, inden hun opremser en lang række indtryk fra jeg’ets barndom og ungdom. Hvert eneste ord, hver eneste tegning synes at emme af private oplevelser, sansninger og følelser. Hvad end Mette Uldals værk er – og det kommer vi tilbage til – følte jeg mig i hvert fald helt overbevist om, at det ikke er fiktion, men derimod selvbiografisk funderet.
Alligevel falder det mig uendelig svært ikke at forbinde værket med mig selv. Også jeg er vokset op i 1970’erne. Jeg har haft linoleumstryk af Dea Trier Mørch og Carl Scharnberg som en fremtrædende del af min barndoms visuelle pensum, og jeg genfinder dem i Mette Uldals sort-hvide illustrationer, skønt motiverne er nogle ganske andre. Rockbandet Bifrost, hvis sangtekst Mette Uldal har hentet sin titel fra, har også været en del af mit livs soundtrack.
Andre læsere fra andre generationer vil måske ikke genfinde 70’erne, som jeg har gjort det. Men jeg føler mig overbevist om, at de vil genfinde noget. Uldals værk er nemlig også et almenmenneskeligt vidnesbyrd om at opdage verden, elske, længes, frygte og miste. Det kan godt være, at Mette Uldal ikke gør det private politisk, som 70’ernes feminister opfordrede til. Men hun gør det i høj grad vedkommende.
Denne anmeldelse kan derfor ikke blive andet end en hyldest til det almene i det personlige. For Mette Uldals udgivelse brillerer i sin sammenvævning af netop de to ting. Dertil er den simpelthen genuint smuk, som genstand såvel som læseoplevelse.
Sin egen genre
Forlaget Uro, som står bag udgivelsen af Et presset blad fra kærlighedens blomsterkrans, klassificerer den som en grafisk fortælling. Værket befinder sig da også netop i dét spændingsfelt mellem skrevet fortælling, tegneserie og billedbog, som vi sædvanligvis forbinder med graphic novel-genren.
Jeg vil imidlertid foreslå en genrebetegnelse, der yder Mette Uldals bog endnu større retfærdighed; nemlig Graphic Poetry. Dels fordi tekstdelen oftere har karakter af lyrik end af roman. Og især fordi Uldals illustrationer lever i deres egen surreelle poesi fremfor at repræsentere et fremadskridende handlingsforløb. Som når en solsikkes rødder bliver til et garnnøgle, der nænsomt vikles op af et par anonyme hænder til teksten:
tænker/tænker/tænker/på det hul i hegnet/tænker over hullet i hegnet/så det knager/i tænkebarken/tænk over det/hullet i hegnet/tænk over/hegnet/tænker/tænker/tænker/de tanker har jeg med til dig/når du kommer en dag
Ligesom Mette Uldals linoleumstryklignende tegninger har deres egne rytmiske forløb, finder også ordene en egen rytme, der hæver værket op over de forventninger til handlingsmæssig fremdrift, som betegnelsen ’fortælling’ antyder. Og op over mere profane skønlitterære kriterier som plot, personkarakteristik og miljøskildring.
En del af noget større
Når Mette Uldals pen er allerbedst, viser den os den lille, individuelle fortælling som en del af noget større. Selvom Uldals værk myldrer med enkeltstående erindringsglimt fra en barndom og ungdom, som vi kun får lov at fornemme, peges der også og jævnligt ud i verden og ind i verdenshistorien. Det gøres blandt meget andet ved hjælp af en lang række tidstypiske genstande, som mange jævnaldrende læsere vil kunne huske: den ikoniske Citroën 2CV med soltag af stof (ja, min far havde også én), ghettoblasteren med kassettebåndoptager (den stod også på mit teenageværelse) og ølkassen af træ (jeg har den stadig stående af nostalgiske årsager). Mette Uldals erindringer bliver dermed også repræsentative for en kollektiv erindring om 70’erne og de tidlige 80’ere.
Samtidig formår Uldal på raffineret og underfundig vis at etablere forbindelser mellem de enkelte billeder i bogen og ikke mindst mellem sine egne billeder og andres. I et visuelt univers, der i udpræget grad er Mette Uldals eget, har også en række ældre kunstnere fået plads: Under månelys og sæbebobler genfinder vi Pablo Picassos blændende lampelys og panikslagne hest fra Guernica (1937). Hanne Varmings Oldeforældre på bænken (2001) er opstillet foran en containerfuld kulturprojekter. Og langt ude i skoven maler en kvindelig kunstner Edouard Manéts skandaliserede maleri Frokost i det grønne (1862-63) igen. Utroligt nok lader det sig gøre, uden at de andre kunstneres værker virker påklistrede.
I stedet minder de os om, hvordan kunstnere til alle tider har fortalt deres versioner af verdens store og små begivenheder. Måske antyder Uldal endda, at hendes egen fortælling netop kun er én version blandt adskillige andre. At de øjeblikke, genstande og synsvinkler, som hun har valgt ud, kunne erstattes af andre. At verden – og dét at være i den – så at sige er, hvad vi selv gør det til.
Under alle omstændigheder skylder man sig selv at dykke ned i Mette Uldals fortælling. Gennem nøje udvalgte ord og tegninger får man som læser aktiveret sin egen erindring. Lyde, lugte, hændelser og genstande vækkes til live. Associationerne tager fart, og det giver fuldstændig mening, når Uldal hen imod slutningen skriver, at ”historien ender og begynder og ender og begynder og…”
Derfra bliver de 46 sider hurtigt til mange flere.
Info
Mette Uldal Et presset blad fra kærlighedens blomsterkrans
Forlaget URO
2018
46 sider
Bogen kan købes på forlagets hjemmeside her