Gertrude Kiel har skrevet en utrolig sød og utrolig komprimeret indføring i astronomien. Hun vil meget – og får skøn og uvurderlig hjælp af illustratoren Gunvor Rasmussens levende og medrivende illustrationer.
Et gennemsympatisk projekt
William er otte år og skal meget mod sin vilje passes af sin sære Tante Gunvor i en uge af sommerferien. Dén uge tegner umiddelbart ikke til at byde på hverken sol, sjov eller bare helt basal omsorg. Men Williams nysgerrighed sætter Tante Gunvor i gang med at tale om fortidens forestillinger om verdensrummet. Og så tager det ene det andet: Gennem syv kapitler rejser vi med Tante Gunvor og William gennem videnskabens historie fra oldtiden og frem til i dag – og en hel del frem og tilbage ind imellem.
Gertrude Kiels projekt er således i udgangspunktet utrolig sympatisk: At formidle en bid af naturvidenskaben, så en otteårig kan forstå den. Og hun gør det sådan set rigtig godt. William er nemlig god til at stille spørgsmål og foretage sig tilfældige ting, der alligevel har relevans for Tante Gunvors pointer. Og Tante Gunvor må siges at være en gudbenådet historiefortæller. En historiefortæller, der i øvrigt er godt hjulpet på vej af en række fantastiske illustrationer, som vi senere vil se nærmere på.
En komprimeret fortælling
Gertrude Kiels videnskabshistorie er samtidig et utrolig ambitiøst projekt. For forfatteren såvel som for læseren.
Hovedtitlen på seriens første bog er Hvad himlen kan fortælle os. Det er ikke så lidt. Og slet ikke, når der kun er syv kapitler til det – foruden det indledende og rammesættende kapitel. Idéen med et kapitel for hver af de syv dage, hvor William skal være hos Tante Gunvor, er i udgangspunktet rigtig god. Problemet er bare, at det bliver nogle meget lange kapitler – flere af dem er på over 30 sider. Til sammenligning har illustrerede kapitelbøger som Karlas kabale og Vildheks en typisk kapitellængde på 4-8 sider og uillustrerede nyklassikere som Harry Potter og Det gyldne kompas typisk 15 sider.
Gertrude Kiel skriver sine videnskabshistorier med et godt flow. Af og til brydes det ganske vist op af en sød lille mus, der med håndskrevne kommentarer forbereder os på, hvad der nu kommer. Men rigtige pauser er der ikke i de lange kapitler. Jeg kan godt få lidt ondt af de forældre, der kaster sig ud i at læse Gertrude Kiels Videnskabshistorier højt for deres otteårige. I hvert fald egner denne første bog sig nok ikke til en halv times godnatlæsning.
På den anden side er det jo ikke nogen naturlov (!), at litteratur til børn skal være nem og ikke tidskrævende. Der findes stensikkert også børn med et gemyt, der passer til Gertrude Kiels detaljeringsniveau og fortælletempo. Og jeg kan sagtens se bogen kaste lys over en regnvåd uge i sommerhus eller blive brugt som supplement til folkeskolens Natur og Teknik-undervisning.
Klassiske fortællegreb
Selve idéen med at formidle videnskab gennem fiktion er set før. Jeg kommer umiddelbart til at tænke på Jostein Gaarders roman Sofies verden hvor filosofiens historie blev fortalt gennem teenagepigen Sofies samtaler med den mystiske Alberto Knox. Også her bestod forfatterens opgave i at skabe en rammefortælling og nogle personer, der var tilstrækkeligt interessante til at liste de videnskabelige indsigter ind i læserens bevidsthed. Og også her lå der nogle klare idealer om børns og unges dannelse til grund for projektet.
I sin skildring af Williams indføring i videnskabens historie benytter Kiel sig desuden af nogle greb, som vi kender fra ældre børnelitteratur. Tematikken med et klogt og nysgerrigt barn, der af nød er tvunget til at bo hos en excentrisk, ældre slægtning kender vi for eksempel fra Narnia-bøgerne, som William da også finder på sin første dag i Tante Gunvors hus. Hermed får vi fra første færd sympati for barnet, og der ligger en sund skepsis over for voksne som uangribelige autoriteter i dét greb.
Et andet klassisk greb i Kiels fortælling er jeg mere lunken overfor; nemlig koblingen mellem videnskabelig passion og verdensfjern original: Tante Gunvor er på mange måder en herlig personage helt uden bekymringer for, hvad omverdenen måtte tænke om hende. Hun er imidlertid også så distræt og afvisende i sin adfærd, at det tangerer omsorgssvigt. Eksempelvis må otteårige William selv sørge for at få noget at spise. Og der går flere dage, før det går op for Tante Gunvor, at hendes feriebarn er glutenallergiker.
Skildringen af den naturvidenskabelige forsker som socialt utilnærmelig kender vi til hudløshed. Tænk for eksempel på film som A Beautifull Mind om matematikeren John Nash eller The Imitation Game om kodebryderen Alan Turing (som er særligt irriterende, eftersom virkelighedens Turing faktisk var både beleven og populær). Det er selvfølgelig forfriskende at se denne typisk maskuline figur transformeret til en kvinde. Men det ærgrer i hvert fald denne læser, at videnskabelig indsigt og forskningsmæssigt engagement nødvendigvis skal gå hånd i hånd med en fuldstændig mangel på omsorgsevner.
Humor i tekst og billeder
Det til trods er Hvad himlen kan fortælle os faktisk en lille perle. Det skyldes ikke mindst Gertrude Kiels evne til at skabe personer, man som læser får lyst til at høre mere om. Fortællingen har desuden masser af humoristiske elementer og originale greb – som da William finder udkastet til en noget sødladen børnebog om Ole Rømer med Tante Gunvors krasse kommentarer i marginen.
En af bogens helt store styrker findes desuden i de fantastiske illustrationer. Gunvor Rasmussen maler bogstakke i akvarel, så man får lyst til at bladre i bøgerne, og standerure, som man næsten kan høre slå. Og hun maler mennesker, som ikke har nogen mund, men som med hele deres påklædning, kropsholdning og fremtoning lader os vide, hvilket humør de er i. Det er mesterligt gjort.
Også de tilbagevendende faktasider med informationer om fortidens genier fungerer godt med deres skiftende skrifttyper og indholdsmæssige vekslen mellem tørre kendsgerninger og mere kuriøse sidebemærkninger a la denne om Johannes Keppler: Skændtes vildt meget med Tycho Brahe. Reddede sin mor fra at blive brændt som heks. Var penneven med Galilei.
Samspillet mellem humor og alvor, faktuel viden og sære detaljer, er ualmindeligt velfungerende. Som her, hvor William får skæld ud af Tante Gunvor, fordi han har pillet ved en æske med sjældne kikkertlinser:
-”Det er SÅ SANDELIG ikke så mærkeligt, at man engang troede, at hele universet drejede sig om Jorden, sådan som alle børn tror, at alting drejer sig om dem.”
William forstod ikke, hvad hun mente, men følte sig alligevel stødt.
-”Hvad mener du?” spurgte han og prøvede at se trodsig ud.
(…)
-”Det er… et spørgsmål om proportioner. Universet er uendeligt stort, og vores jordklode er så forsvindende lille og ubetydelig i sammenligning.”
Som det nævnes flere steder i bogen, lader Tante Gunvor til at have en ’taleknap’, som kun kan aktiveres af og til. Når dét rent faktisk lykkes for William, følger hver gang en lang og detaljeret – og som oftest også vældig underholdende – forklaring på forskellige videnskabelige opdagelser og fænomener. Williams nysgerrige spørgsmål fungerer på den måde som en icebreaker i hans forhold til Tante Gunvor. Tilsvarende byder partnerskabet mellem Kiel og Rasmussen på mange fine icebreakers i læserens møde med et ellers komplekst stof. Rasmussen forstår nemlig at indfange både Williams eventyrlige forestillinger om gale videnskabsmænd og fjerne galakser og Tante Gunvors mere saglige demonstrationer af naturvidenskabens erkendelser.
Hvad himlen kan fortælle os er en lovende begyndelse på Gertrude Kiels planlagte serie af Videnskabshistorier for børn. Også selvom projektet flyver så højt, at der nok falder nogle læsere fra i farten.
INFO
Gertrude Kiel Videnskabshistorier for børn: Hvad himlen kan fortælle os
Character Publishing
2018
242 sider + en liste med ordforklaringer (8 sider)
Bogen kan købes på forlagets hjemmeside her