Andri Snær Magnason kombinerer i Tidskisten science fiction-genren med en mere traditionel eventyrtradition: hvad sker der, hvis mennesker får mulighed for at kontrollere tiden?
Børnebog og voksenroman
At Andri Snær Magnasons Tímakistan (2013) er kommet på dansk, oversat af Kim Lembek, er intet mindre end en ren fornøjelse. Udover børnebogen Historien om den blå planet (1999, dansk oversættelse 2000) og den samfunds- og miljøkritiske debatbog Drømmeland – selvhjælpsbog til en ængstelig nation (2006, dansk oversættelse 2009), forelægger der ikke danske oversættelser af resten af Magnasons forfatterskab. Specielt ville jeg gerne opleve hans Bónusljóð (1996) og opfølgeren Bónusljóð 33% meira (2003), som, så vidt jeg kan hakke mig igennem det islandske, er underholdende forbrugskritik så det basker. Titlen kan oversættes til ”Bónusdigte” eller ”Bónuspoesi,” med reference til den islandske supermarkedskæde Bónus, hvor digtværkerne også blev solgt. Prøv forresten at google ”Bónus.” Vores Nettohund når ikke deres logo til sokkeholderne!
Tidskisten er ligesom Historien om den blå planet også en børnebog, men nok en bog for de lidt større børn, og også de børn, der er blevet så store, at de i hvert fald ikke vil kaldes for børn længere. Men Tidskisten er også en voksenbog i den Astrid Lindgrenske forstand, der gør, at værker som Mio min Mio og Brødrene Løvehjerte kan læses på tværs af generationer. Disse kvaliteter har bl.a. sikret Tidskisten Islands største litteraturpris i børne- og ungekategorien, ligesom den desuden har været nomineret til Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris. Så selvom jeg vel sådan egentlig på papiret skal forestille at være voksen, må jeg gerne være barnligt begejstret.
Det traditionelle og det moderne i forening
Titlen henviser til en form for tidsmanipuleringsanordninger, som skærmer deres brugere for tidens gang. Hovedpersonen Sigruns forældre beslutter sig for at anvende tidskisterne, da ”økonomerne” i tv advarer om krise og dårlige tider. Tidskisterne er blevet allemandseje: når børnene skal spare deres tid i kisterne, er der ikke brug for pædagoger og lærere, som så også benytter anordningerne. Som tiden går, er der bl.a. heller ingen patienter til hospitalerne, hvorfor lægerne lige så godt også kan spare deres tid, og når ingen handler i supermarkederne længere, går al produktion i stå. Det er naturligvis skruen uden ende. Noget går dog galt, da forældrene lægger sig i kisterne, og Sigrun havner i en dystopisk fremtidsverden, som er forladt af alle mennesker. Det er et dystert udgangspunkt, hvilket er befriende i en børnebog, men det bliver aldrig direkte uhyggeligt, takket være Sigruns barnlige nøgternhed. Sideløbende med historien om Sigrun, fortælles eventyret om ”den evige prinsesse” Ravnetina. Denne del af bogen er sine steder lidt mere voldsom, når der fx fortælles om frosne lig, halshugninger og en ung gravrøver på rov blandt kroppe i forrådnelse. Alt sammen beskrevet så malerisk, at bogen ikke er for de allermindste børn. Til gengæld er den for alle andre.
Eventyret er en mytisk beretning om hvor de såkaldte tidskister stammer fra. Eventyrdelen, som fylder størstedelen af romanen, er enormt underholdende; på én gang er det et traditionelt eventyr med prinsesser, kongeriger, dværge og magiske dyr, men samtidigt er det også moderne med plastikkirurger og økonomiske rådgivere. Og åh, hvor er det da også bare irriterende, når ens far skal sidde inde på sit kontor og herske hele dagen! Hele tiden knyttes der på elegant vis bånd til eventyrtraditionen fra Grimm og Andersen, men der refereres også subtilt til østlig mystik og naturligvis de islandske sagaer. Min favorit er dog en vidunderligt morsom og noget uventet omskrivning af eventyret om de tre Bukke Bruse.
Små og store metaforer
Sproget gør Tidskisten til en fornøjelse både at læse for sig selv og også at læse højt af. Magnason giver en mesterlektion i metaforbrug 101, med enkle, smukke metaforer og sammenligninger, som også børn kan forstå og nyde. Her beskrives eksempelvis Prinsesse Ravnetinas mor Vårsol: ”Hendes øjne var drømmende som svævende vandmænd, hendes hår bølgede som tang i strandkanten, og hendes læber var røde som en søstjerne.” Og det fortælles på fineste og pædagogiske vis, hvad der skete, da Ravnetinas mor blev gravid; hun fik nemlig ”en gnist i maven.” I denne forbindelse må vi naturligvis også nævne Kim Lembek for sit arbejde med oversættelsen. Den voksne læser kan også kaste sig over de lidt mere skjulte metaforer, som langsomt er blevet til hverdagsudtryk. Hvad mener vi fx helt konkret, når vi siger, at tid er noget der skal ”slås ihjel,” noget vi ikke skal ”spilde” men i stedet ”spare”?
Der jongleres med store og abstrakte begreber i værket; det allermest grundlæggende er naturligvis tiden. Hvordan påvirker tiden os? Og hvad sker der, hvis mennesker får mulighed for at kontrollere den? Det er i sig selv en meget enkel præmis, men det er ofte også de mest enkle præmisser, der skaber stor science fiction-litteratur. Som læser føler man især med den ensomme Ravnetina, der ophøjes og forgudes af sit folk, men som går glip af barndom, venner og kærester i den tid, hun tilbringer i sin tidskiste, og man gruer for Sigruns liv i den dystopiske fremtid, hvor alle de voksne ligger i kisterne og slumrer, imens verden langsomt falder fra hinanden. Hvad der for børn er et underholdende, spændende eventyr med seje, stærke børnekarakterer, som vi kender dem fra Lindgren, bliver også til religions– og samfundskritisk science fiction for voksne, og dét er mesterligt udført af Magnason.
Info
Andri Snær Magnason: Tidskisten
Oversat fra islandsk af Kim Lembek
Tiderne Skifter, 2016
Bogen kan købes her.
Trackbacks/Pingbacks