I Yoko Tawadas finurlige roman En isbjørns erindringer udviskes de fysiske og emotionelle grænser mellem mennesker og dyr, og de mødes i en verden af krig, kunst og knuste drømme. Her kommunikerer de på samme frekvens og deler bekymringer og håb for fremtiden, og til tider er det svært at skelne menneskene fra de kridhvide bjørne. Alt dette bliver vakt til live gennem et særegent og poetisk sprog, som på alle måder gør denne roman til et originalt værk.
Tre generationer af isbjørne
En isbjørns erindringer er en generationsfortælling, der beretter om tre isbjørne og deres liv under Den kolde krig og i den vestlige verden – langt væk fra Nordpolens iskolde snelandskab. Romanen er inddelt i tre fortællinger: Den første om en hunisbjørn, der ender som emigrant, først i Vestberlin og senere i Canada, efter hun har skrevet sin selvbiografi om livet som cirkusartist i Sovjetunionen; den næste om hendes datter Toska, der drømmer om en karriere som balletdanser, men ender med at træde i sin mors fodspor, da hun bliver berømt cirkusstjerne i Østtyskland med nummeret Dødskysset; og den tredje om isbjørneungen og barnebarnet Knut, der stjæler folks hjerter i Berlin Zoo og finder sin moderlige erstatning i dyrepasseren Matthias.
Sprogalkymisten Yoko Tawada
Forfatteren til bogen er japanske Yoko Tawada (1960), som bor og arbejder i Berlin, hvor hun skriver værker på både tysk og japansk. Måske er det her, i kulturmødet mellem to så forskellige sprogstammer, at hendes helt særegne sprogbrug udspringer fra. I hvert fald er sproget i En isbjørns erindringer noget af det mest påfaldende i romanen, hvis man lige ser bort fra det faktum, at den er fortalt fra tre isbjørnes perspektiv. Som en anden alkymist eksperimenterer Yoko Tawada med at sætte sprogets elementer sammen på nye, mærkværdige måder, og resultatet er på én gang komisk og poetisk:
Den frosne jord smeltede og græd sjappet. En skovsnegl af næseslim kravlede ud af min kløende næsehule.
[…]
Hendes blik kravlede tilbage på mig som en fed, behåret orm
[…]
Tiden gik, jeg fortabte mig i min kalender som var ramt af aftalernes sorte skimmel.
Tawada formår at levendegøre sproget med sine billedlige beskrivelser, som også bliver et unikt indblik i en farverig og somme tider besynderlig verden set gennem isbjørneøjne.
Det er også i sproget, at grænserne mellem mennesker og dyr, eller snarere mellem mennesker og isbjørne, brydes ned. Alle tre fortællinger er helt eller delvist fortalt med isbjørnene som fortællere. De interagerer helt ubesværet med menneskene omkring sig og har de samme tanker, følelser og bekymringer som menneskene. Toska reflekterer over sin relation til sin ven og kollega Barbara, som er menneske, Knut længes efter omsorg og frihed, og mormoderen bekymrer sig om arbejdet med sin selvbiografi:
Det var først gang jeg meldte afbud til et møde. Jeg var bange for at blive tilintetgjort på grund af afbuddet, for man mistede sin eksistensberettigelse hvis ikke man gjorde sin pligt. Men min lyst til at skrive videre på selvbiografien var på det tidspunkt allerede tre gange større end min angst for at få min tilværelse tilintetgjort.
Tawada giver isbjørnene evnen til at reflektere. Det er med til at gøre dem til sympatiske og i sidste ende troværdige fortællere, som man både kan grine af, undre sig over og føle empati med, til trods for at de i traditionel og helt biologisk forstand er forskellige fra os.
Det velkendte møder det absurde
Verden set gennem isbjørneøjne ligner i denne fortælling til forveksling vores egen. Yoko Tawada har formået at skabe tre fortællinger, hvor det på sin vis er underordnet, at hovedpersonerne tilhører en hvidpelset bjørneart, fordi overgangen mellem dyr og mennesker er så flydende, at man ofte glemmer, at fortælleren er en isbjørn. Dette er mest tydelig i den første historie om den sovjetiske isbjørn, som er cirkusartist og forfatter og både går til konferencer, ser fjernsyn og reflekterer over sin barndom. Men ind imellem det genkendelige og menneskelige bliver vi også mindet om den underliggende absurditet:
Jeg havde ganske vist talent for sport, men var asocial. Jeg skulle sendes på et institut for talentfulde børn fordi sportsligt talent blev betragtet som en værdi der skulle respekteres i vores land. Det såkaldte institut jeg blev sendt på, var et bur. Jeg kunne ikke se solen derfra.
Her bliver det tydeligt at mormoderens liv alligevel er forskelligt fra menneskenes. Hun har ganske vist gået i børnehave, dyrket sport og lært at cykle. Til gengæld har hun også tilbragt en stor del af sit liv indespærret i et bur, et vilkår som, i hvert fald på overfladen, er milevidt fra de fleste menneskers opvækst.
Parallellerne mellem isbjørne og mennesker tegnes op
Indespærring, fangenskab, eksil og fremmedgørelse går igen som et tema gennem hele romanen. Mormoderen er som sagt delvist opvokset i et bur, hvor hun blev trænet til, eller snarere tortureret til, at blive cirkusartist. Toska bliver cirkusartist som sin mor og lever derfor også i fangenskab. Da Toska senere selv bliver mor og får sønnen Knut, afviser hun ham ved fødslen, og den lille isbjørneunge finder erstatningen for sin moderfigur i Matthias, en dyrepasser i Berlin Zoo, hvor han vokser op.
Men selvom lige netop buret og den ufrivillige indespærring minder os om, at isbjørnene trods alt er rovdyr og ikke mennesker, så er det ikke svært drage paralleller mellem det tema i bogen og vores egen verden. Yoko Tawada optegner selv den parallel med den tidsperiode, romanen foregår i. Det er ikke præcist angivet, hvilke årstal vi befinder os i, men det er tydeligt, at en stor del af romanen foregår i tiden efter Anden Verdenskrig, og mere specifikt under Den kolde krig, hvor verden var præget af politiske opbrud og frygten for en tredje verdenskrig. I Tyskland, hvor en stor del af romanen udspiller sig, blev familier splittet med inddelingen i Øst og Vest, og både tiden lige inden, under og efter Anden Verdenskrig kan i den grad siges at være forbundet med tortur, indespærring og eksil for mange menneskers vedkommende. Og med det in mente synes isbjørnenes indespærring lige pludselig ikke så fremmed fra vores egen, tumultariske verdenshistorie.
Drømme om vidtstrakte sletter af sne og is
Alle tre isbjørne deler altså ligheder med os, men de føler sig samtidig fremmedgjorte i deres omgivelser. De ved godt, at de i sidste ende ikke tilhører “den fingerforlængende art”, som Knut så fint kalder det. De lever i eksil, og uanset hvor meget de formår at tilpasse sig og følge menneskenes instrukser, higer de alle efter deres artfællers hjemland, hvor højhuse og hedebølger er erstattet af kulde og vidtstrakte sletter af sne og is. Her drager Tawada endnu engang en parrallel til menneskenes verden – måske først og fremmest til sin egen og livet som japaner i Tyskland. Set i et større og meget nærliggende, aktuelt perspektiv kan jeg ikke undgå at få associationer til de seneste års flygtningekriser, som må siges at have tvunget mange tusinde mennesker på flugt fra deres hjemland og i ufrivillig “fangenskab”.
Yoko Tawada har med En isbjørns erindringer bedrevet en underfundig, men klassisk fortælling om kærlighed, identitet og længslen efter at høre til. Temaerne i romanen er universelle, men præmissen og sproget er helt igennem originalt, hvilket i sig selv er beundringsværdigt og en rigtig god grund til at give sig i kast med En isbjørns erindringer.
INFO
Yoko Tawada: En isbjørns erindringer
Forlaget Grif
2018
Oversat af René Jean Jensen
272 sider
Bogen kan blandt andet købes her