Nogle gange støder man på noget, som man har uendelig svært ved at kaste fra sig igen, noget som sidder i én i lang tid efter. Dette noget virker i mit tilfælde til lige nu at være Cecilie Linds seneste udgivelse Den nye spejltrådskaserne. Du skylder dig selv at afsætte en stund til et værk, som vil minde dig om, at litteraturen kan være en force uden lige.


Fyrig fremtoning

Gennem værket opleves en kakofoni af røster, der alle har det poetiske jeg tilfælles. I røsterne læser vi om en forsømt kvinde, en undertrykt kvinde, en kvinde, der føler sig magtfuld og magtesløs. Det er en kvinde, som føler sig forfulgt af en ulv og, ligesom Rødhætte, må hun også træde varsomt omkring dette rovdyr, for ikke at blive fortæret.

Den Nye Spejltrådskaserne er et værk, der i en blanding af løse sætninger og pludseligt afbrudte afsnit fremfører et viltert galleri af et utal af kvindelige roller. En mor, en datter, en mor og en datter et offer for en ulv, for fædre, for forældre, for forventninger, for tiden, for kollektiver og sig selv. Hun er død, og hun er levende, billedligt og bogstaveligt, og hun er midt imellem; mellem ord og tanker, ytringer og hensigter. Til trods for denne muligt forvirrende læsning, eller måske netop i kraft af den, står én ting dog sikkert; det poetiske jeg eksisterer.

Det er også en fortælling om at bryde med et narrativ, der fremstår som en forbandelse. Det er et forsøg på at efterlade fortiden, hvor den hører til, men (måske) også en erkendelse af, at den aldrig forsvinder. Det er en læsning om roller og om identiteter  der til tider søges at afvikle, og andre gange søges at opnå.

Viltert væsen

Den viltre forvirring skyldes i særdeleshed de mange stemmer og stemningsbilleder, der bærer præg af en affektiv læseoplevelse, som er svær at lægge fra sig. Det viltre væsen skyldes dog også den interessante brug af tegn og mangel på samme. Der gøres næsten kun brug af kommaer i det meste af værket. En sjælden gang støder man på et kolon, et ord i versaler eller indsatte parenteser, som ikke kun skaber en mental pause, men også fremtræder som et grammatisk værktøj, med et øget fokus på det omtalte eller det bogstaveligt skrevne. Men denne sparsomme tegnsætning bidrager til den hast, man gentagende vender side efter side med.

Der er få indsatte pauser og færre punktummer. Det er først mod de afsluttende sider, at punktummet for alvor træder til i vanlig forstand, og det er også her, an begynder at kunne få luft igen. Her bliver læsningen paradoksalt mere fragmenteret, end den viltre oplevelse vi mædte i begyndelsen. Det er som om vores naturlige evne til at forstå narrative sammenhænge udfordres af grammatikken, set i kontrast til det fritflydende sprog.

Skam få den som ikke ser mig se

Som jeget udtaler sig i Den Nye Spejltrådskaserne, så udtrykkes der noget mere end blot følelsen af at være fortabt. Der er vrede, kærlighed, afsky, savn; der er håbløshed, men der er også et håb, og den vinkel, hvor jeget magter, hvor jeget nemlig er. Jeget er ikke blot et offer, men også en handlende, et individ med en fremmende evne. Bag den aggressive attitude fornemmes en paraply af sensibilitet i værket.

Den Nye Spejltrådskaserne er en vanvittig og rasende, og vanvittigt rasende læseoplevelse. Jeg sad med en begejstring efter at have vendt den sidste side, men også lidt en nedtrykt følelse, nu hvor jeg sidder i det tomrum, der opstår, når man netop har oplevet noget ekstraordinært, noget som ikke umiddelbart kan erstattes af dagligdagens trummerum; min tid i kasernen har været udsat for støj, og i stilheden efter hører jeg kun de røster Lind har præsenteret mig for.

Cecilie Lind har med Den nye spejltrådskaserne gang i noget ganske særligt, og jeg har lyst til at besynge det, men jeg finder det svært uden at ty til platituder og floskler, som jeg til hver en tid vil stå ved. Jeg fornemmer, t mit ordforråd ikke slår til, så jeg ender med blot at sige tak for en eminent læseoplevelse.




Info

Cecilie Lind: Den nye spejltrådskaserne

2020

Forlaget ESCHO

Køb bogen på forlagets hjemmeside her