Det kunne have været et drama, og det er også ret dramatisk at læse Jeg ringer til mine brødre. Jonas Hassen Khemiris novella fremviser på eminent vis, hvordan samfundets domme bliver internaliseret og dermed fremmedgør de anderledes fra både sig selv og det omgivende samfund
Samtalen som form
Jeg ringer til mine brødre fortælles af studenten Amor gennem en række telefonsamtaler, nogle han forestiller sig og andre virkelige. Gennem disse samtaler, og hans bemærkninger til dem, udspiller der sig en historie om en mand, der bliver mere og mere paranoid over samfundets dom over ham, efter to bomber er eksploderet i Stockholm. Amor udsættes både for politimænds blikke – en oplevelse af magtmisbrug fra ordensmagten, der viser sig at være indbildt – og hans families forventninger og samfundet, der modsætter sig disse. Dette samtidig med at hans indre frygt for at blive dømt som terrorist pga. hans etnicitet langsomt internaliseres, indtil han bryder grædende sammen på gaden efter en længere (indbildt) samtale med hans afdøde bedstemor.
Novellaen er inddelt i fem kapitler, der har navn efter den vigtigste samtalepartner i hvert af dem. I første kapitel er det Amors gode ven Shavi, der konstant ringer, mens vi får flashbacks til barndommen gennem samtaler, Amor forestiller sig, han kunne have haft med Shavi – alt sammen uden nogensinde at tage telefonen.
På overfladen er fortællingen ikke vældig kompliceret, det er i stedet formen og Amors tanker, der gør historien interessant. Fortællingen, der sætter rammen for disse tanker og samtaler, udgøres stort set af Amor, der dagen efter en bytur skal bytte et borehoved for hans familie, der er ved at bygge et sommerhus. Det interessante er måden, denne rejse gennem hans samtaler fremviser, hvordan samfundets reaktion på ham internaliseres, indtil racismen spejles i hans indre. Noget der bliver helt tydeligt til slut, hvor de små tekstbidder, der binder samtalerne sammen med temaet, får sit mest radikale udtryk:
JEG RINGER TIL MINE BRØDRE OG HVISKER: Okay. Jeg indrømmer. Det var mig.
Hvad mener du?
Det var mig der… Bilen. Eksplosionen.
Hvad snakker du om? Selvfølgelig var det ikke dig.
Jo, det var mig.
Men… nej, det var ikke dig. Vi ved at det ikke var dig.
Jo, det må have været mig. Alt tyder på det. Det var mig.
Nej, lyt ikke til dig selv. Det var ikke dig.
Men det føles som om det var mig.
Men det var det ikke.
Er I sikre på det? Er I helt hundrede på at det ikke var mig?
Der er en af disse tekstbidder før hvert kapitel og en til slut. Alle gentager de titlen “JEG RINGER TIL MINE BRØDRE”, før de foregriber handlingen i det følgende kapitel eller kobler det op mod samfundskritikken, der flyder gennem fortællingen som en tydelig, men uudtalt tråd.
Blikkene og racismen
Andre folks blikke, særligt politiets, er den måde, samfundets skepsis over for Amors etniske baggrund når ham. Det bliver synligt, da han bevæger sig ind i Stockholm for at bytte det førnævnte borehoved. Her er der nu politiopsyn på de fleste gadehjørner, og dette får Amor til at forestille sig en større forfølgelse af ham, som om det var en amerikansk agentfilm. Denne forfølgelse blandes sammen med den samtale, han har med Valeria, som han er forelsket i.
Hallo?
Hej!
Han smiler, skifter.
Hvor mange kontoer skulle det være?
Masser af kontoer! Mindst 25!
Han griner, skifter.
Og hvem styrer?
Julemanden styrer! Og slagter studiet! Forresten: Hvis rønnebær er de her?
Spørg ham der syede tæppet!
Han taler i koder, skifter.
Valeria svarede, hun svarede selvom hun var på arbejde, og hun lød glad for at jeg ringede.
Denne sammenblanding af samtalen og Amors indre paranoia opnår at tætpakke information om Amors og Valerias forhold (det er kompliceret for Amor) og vise, hvordan Amor reagerer på de betjente, der står rundt om i gaden (han mærker deres blikke og kommer til at føle sig som en kriminel).
Frelsende genforening
Følelsen af at være kriminel uden at have gjort noget galt gnaver af Amors selvbillede og fornuft, og det bliver bare værre herfra. Flere gange gennem fortællingen har Amor lignende oplevelser, vigtigst helt mod slutningen af bogen, hvor en bil med en familie, der ikke er svensk, holder stille, mens faren står uden for og taler med politiet. Amor digter en stor historie op om, hvordan de er ved at blive udspurgt, alene fordi de har en anden hudfarve. For sit indre blik ser han, hvordan han griber ind, og det udvikler sig til et større jagt. Det viser sig ikke at være det, der foregår. Politiet er bare ved at give familien vejangivelser. Da de får øje på ham, løber Amor væk. De råber ham an, men han fortsætter med at løbe. Han græder og forestiller sig, at de leder efter ham, og i hans totale paranoia forestiller han sig en længere samtale med hans afdøde bedstemor. Kort efter ringer Shavi, den ven Amor undgik at snakke med i begyndelsen. De snakker kort sammen, mest om trivielle ting – men Amor ringer Shavi op igen og spørger, om han kan hente ham. Shavi viser sig her som en rigtig ven, en slags bror, og henter Amor uden at stille spørgsmål.
Et Kafkask selvhad
Man kan drage flere paralleller mellem Kafka og Khemiri, den første biografisk: Både Kafka og Khemiri skriver i et samfund, hvor de ikke bliver betragtet som fuldgyldige medlemmer af majoritetskulturen; Kafka fordi han var jøde i en anti-semitisk tid, Khemiri fordi han er vokset op i et samfund, der mistænker alle med mindre hvid hud for at være potentielle terrorister. Begge er de altså udsat for en form for racisme. På det litterære plan behandlede Kafka forskellige domssystemer, der stod over for hverandre, der var baserede på forskellige principper – ofte med et individ, der stod over for et samfund eller et retssystem, der var ualmindeligt gammelt eller bare totalt utilgængeligt eller ubegribeligt. Hos Khemiri er det ikke jøden, der er udstødt, og det lader heller ikke til at være helt så håbløst, men samfundet har fordomme over for folk, der ser anderledes ud og har andre traditioner. Denne dom ligger både forud for Amors eksistens og er umulig for ham at unddrage sig eller forandre. Det er på en gang et irrationelt og gammelt system, hvor reglerne defineres af andre end individet, det rammer. På en måde er Jeg ringer til mine brødre altså også en slags proces mod Amor, men hvor Kafkas Processen ender med en eksekveret dom, bliver Amor i stedet hentet af sin ven Shavi, som han gennem hele historien har forstødt, men som elsker ham alligevel. Amor dømmer sig selv, men dommen bliver ikke eksekveret, fordi hans nærmeste nægter at tro den. Racismen kan han dog ikke undslippe, hvilket Khemiri også sætter som punktum for novellaen. Amor har set en mand i et butiksvindue og var sikker på, han havde set gerningspersonen. I stedet havde han bare set sig selv. Ligeledes tænker Amor på en måde, der opdeler folk i samfundets hovedgruppe, og de der er hans brødre. De, han betragter som brødre, bør have større loyalitet over for ham end over for virksomheden, de arbejder i, men samtidig skylder han dem mere, end han skylder det omgivende samfund. Dermed sætter Amor også sig selv uden for indflydelse på samfundet, fordi han ikke opfatter sig som en del af det – en konsekvens af internaliseringsprocessen.
Denne tolkning bakkes også stærkt op i det debatindlæg af Khemiri, der er trykt efter novellaen bagerst i bogen. Desværre. For selvom historien her tydeligvis handler om racisme, og hvordan den internaliseres, bør den ikke føres ind med ske. Det fjerner fokus fra nogle af historiens andre mulige temaer, der i sig selv også er store: Venskab, kærlighed og opvækst. Og det betyder, at læsningen, af hvordan racismen internaliseres, tvinges i en særlig retning og formes af en bestemt politisk læsning. Behøves forfatterens fortolkning af sin bog på denne måde? Det synes jeg ikke, og det betyder i hvert fald, at det er enklere for dem, der er uenige med Khemiri, at skubbe fortællingen til side som opstyltet og kunstig i stedet for at nyde godt af dens indsigter uden at behøve at overtage Khemiris overbevisninger.
Så eksplicit er bogen aldrig. Den fremviser dels mekanismen, der fører til selvhad, dels det mentale pres, det er at opleve denne mur af racisme over alt i samfundet (som Khemiri beskriver det i debatindlægget), men uden at udsige det fuldstændigt. Og det er det, litteraturen kan, når den er bedst. Det er her, ny forståelse for andres situationer og liv kan opnås i modsætningen til debatindlægget, der vil overbevise fremfor at skabe forståelse.
Det sagt, så er det stor og vigtig samfunds- og kulturkritik. Det er urovækkende at se de strukturer, vi villigt og uvilligt alle er med til at opretholde – særligt når deres konsekvenser er så stærke. Derfor er det også et værk, der absolut er værd at læse. Jeg ringer til mine brødre og fortæller dem, at de skal læse det her. Nu.
Info
Jonas Hassen Khemiri: Jeg ringer til mine brødre
Forlaget Korridor
Omslag: Mattias Wohlert
Oversat fra svensk af Anna Tydén
2019
118 sider
Læs mere på forlagets hjemmeside her