Med en skrivestil og en litterær æstetik, der sender associationer til Hunter S. Thompson og de amerikanske undergrundsforfattere fra 1950’erne – herunder Jack Kerouac og Paul Bowles – har Jamal Bendahman skrevet en suggererende, forstyrrende og desillusioneret bog om at være et ungt menneske i Danmark.
En ny tradition?
I forfatterintroduktionen gøres det klart, at Jamal Bendahman er født i Marokko. På baggrund af det kunne man foranlediges til at tro, at Ash Shaheed (vidnet) er en bog, med hvilken intentionen var at skrive sig ind i den tradition, som Yahya Hassan mere eller mindre grundlagde med sin banebrydende debutdigtsamling, og som forfattere såsom Sara Omar og Ahmad Mahmoud senere har skrevet sig ind i. Fælles for disse er, at de både italesætter og kritiserer de forhold, der er i Danmarks indvandrermiljøer, som er præget af islam og mellemøstlig kultur. Selvom denne tradition både er vigtig og leverandør af spændende læsning, så er det forfriskende, at Bendahman ikke har dette som bogens omdrejningspunkt og udgangspunkt. Det, der derimod er bogens omdrejningspunkt, er livet som et ungt menneske i Danmark. Mig bekendt er der ikke andre forfattere med mellemøstlig baggrund, der har begået en lignende roman. På den måde er Ash Shaheed (vidnet) dansk litteraturhistorie; det er noget, vi ikke har set før. Det er i sig selv værd at bemærke og glæde sig over. Men dette sker vel at mærke med et brag af en roman.
Historien om Younes
Bogens handling er geografisk placeret i København, men det er ikke en københavnerroman eller en roman om et bestemt, meget snævert segment af Københavns unge befolkning. Det er nærmere en roman om, hvordan det er at være ung i den vestlige verden. Younes, som hovedpersonen hedder, er opvokset i Ishøj, bor på Nørrebro og arbejder – efter at have afsluttet sin ”lorteuddannelse” på Copenhagen Business School – i Vejdirektoratet i Valby. Tilværelsen, som han lever, er præget af Tinder-dates, druk og bestræbelserne på at skrive en socialrealistisk bog. Antallet af aftener, hvor han falder i søvn og vågner op på sin sofa, er mange. På flere måder kan man affeje dette som en ligegyldig detalje, men jo længere man kommer ind i bogen, desto mere bliver det et illustrativt billede på den utilpassethed, som Bendahman er en eminent formidler af.
Gennem hele bogen er der en melankoli, der knytter sig til denne utilpassethed, der hverken materialiserer sig direkte eller forsvinder helt. Det vil sige, at den hele tiden er præsent uden at være fremtrædende og altoverskyggende. Selvom jeg ikke er i tvivl om, at dette er intenderet, virker det på mange måder som om, at det ikke er. Men det er også det, der gør melankolien og den generelle stemning af apati og begyndende resignation subtil og utrolig ærlig.
På trods af, at der forefindes en sentimentalitet og et følsomt sortsyn i den, er Bendahmans måde at skrive på alt andet end sentimental. Netop det føjer endnu et aspekt til pointen med den allestedsnærværende, men underliggende melankoli: Det virker som om, at man ikke kan skrive om det liv, som mange unge i Vesten lever, uden at det er præget af en ufrivillig melankoli.
Hedonisme og åbenbaringer
Ash-Shaheed (vidnet) er en fortælling fra en affortryllet verden, hvor der er nem adgang til rusmidler og en erkendelse af, at systemet og universitetet ikke kan garantere et meningsfuldt liv. Men det er samtidig en verden, hvor der er en udbredt tro på, at det ikke forholder sig sådan. På et tidspunkt siger Younes, at han har urealistiske forventninger til livet. Til en vis grad kan man sige, at det er erkendelsen af det, der ligger til grund for den omtalte melankoli.
Mine associationer til de amerikanske undergrundsforfattere fra 1950’erne er ikke tilfældige. For jeg mener ikke, at det er forkert at sige, at Younes’ reaktion på de bristede forventninger til livet på flere måder er at sammenligne med den, som Kerouacs alterego har i et udvalg af Kerouacs romaner.
Hvor Kerouacs alterego hengav sig til buddhisme og jazzmusik, begynder Younes at have noget, der ligner kosmiske åbenbaringer, som minder forbløffende meget om surrealistiske hallucinationer forårsaget af syre. Den første åbenbaring oplever han på en tilfældig cykeltur, hvor han holder for rødt lys, og den næste oplever han til en koncert med noget orientalsk trancemusik. Selvom man ikke er i tvivl om, at Younes faktisk oplever dette, og at hans eufori ved det er oprigtig ment, er der alligevel en utvetydig fornemmelse af desperation over det. Denne rene åndelighed, som han oplever, står i en skærende og utrolig kontrast til den hedonisme og verdslighed, han normalt lever efter.
Bendahman er efterstræbelsesværdigt dygtig til at holde denne kontrast troværdig og smertefuld. I de øjeblikke, hvor Younes har åbenbaringer, og i de passager i bogen, hvor han opsøger et religiøst miljø, har man en oprigtig fornemmelse af, at det er sandt – både at Younes oplever disse åbenbaringer, og at han reelt tror på Gud, da han opsøger og senere bliver en del af det religiøse miljø. Med samme troværdighed beskrives modløsheden og dekadencen i de øjeblikke og i de passager, hvor han bare lever det profane liv med druk, narkotika og hurtig sex, som han plejer at gøre.
Da Vesten faldt sammen
Udgangspunktet for og årsagen til den deroute, som allerede er startet, inden romanen tager sin begyndelse, er blandt andet Younes’ erkendelse af, at hans forventninger til livet er urealistiske. I et henseende virker alt til at være meningsløst, fordi tilfredsstillelsen ved det konsekvent er lavere end forventningerne til det. Hverken Tinder-pigerne, arbejdet, værtshusstunderne eller arbejdet med den socialrealistiske bog, han vil skrive, er i sidste ende meningsgivende og tilfredsstillende. At dette er den primære fortælling, gør de kosmiske åbenbaringer til en rå og deprimerende ærlighed: Det er det eneste, der er tilbage. Det er det eneste håb, der endnu ikke er blevet ødelagt af erfaringen og gentagelsen. Når rusen fra alkohol og narkotika ikke længere kan overraske, må man søge det et andet sted.
Ikke nok med, at Ash-Shaheed (vidnet) er en god og velskrevet roman, så er den også begavet. Hvis man ønsker at vide noget om den generation, der er vokset op med fortællingen om, at Vesten har sejret ad helvede til, skal man læse den her bog. Den uudtalte skuffelse, der bliver formidlet her, er der ikke særlig mange fagbøger om og akademiske analyser af forholdene i samtiden, der kan indfange med samme elegance og på den samme underspillede måde. Løftet, som denne generation har fået, er, at det hele i et kontinuerligt tempo vil blive bedre, og at der er en klar og gennemskuelig mening i at bidrage til, at dette løfte om et vedvarende fremskridt bliver ført videre med samme optimisme. De oprindelige tanker bag dette løfte er man nu begyndt at tvivle på. Det hele er ikke ved at blive bedre. Pengene er flere end nogensinde, men meningen med at bruge dem i overflod og leve det liv, som storbyen foreskriver, er ikke blevet åbenbaret endnu. Som konsekvens af det søger man så – i en ny udgave af det – tilbage til det, som Vesten konsekvent har forsaget i mange årtier: spiritualitet og troen på en åndelig dimension. Det er der en vigtig og forstyrrende erkendelse i. Om dette bliver en milepæl, ved jeg ikke. Men jeg mener oprigtig talt, at alle dem, der ønsker at skrive en roman om, hvordan det er at være et ungt menneske i Danmark, og alle, der gerne vil forstå den generation, der snart ikke tilhører ungdommen længere, bliver nødt til at læse og forholde sig aktivt til Ash-Shaheed (vidnet).
Jamal Bendahman: Ash-Shaheed (vidnet)
Gladiator
2019
Køb bogrn på forlagets hjemmeside her