AUTOBIOGRAFI: Ghettoer er parallelsamfund med egen lov og ret, hvor den eneste kontakt med det danske samfund finder sted, når kontanthjælpschecken skal indløses eller politiet tager den seneste uromager med en tur i brummen. Sådan siger Ahmad Mahmoud i sit selvbiografiske debutværk Sort Land, som trods genrebetegnelsen “fortællinger fra ghettoen” mest af alt er en kritik af integrationsoppositionelle ghettomuslimer og ikke mindst af det handlingslammede og naive danske samfund.
Kan gode fortællinger stå alene?
I Sort Land fortæller Mahmoud om, hvordan det er at vokse op i en stor familie i ghettoen i Askerød, hvor hverdagen lugter af mad, bank og arrangerede ægteskaber. Som familiens yngste dreng, der oven i købet vejer mere end lidt for meget, er livet svært for ham, og det bliver ikke nemmere af, at han vil andet og mere end ghettolivet.
Genrebetegnelsen på bogens forside bestemmer Sort Land som fortællinger fra ghettoen, og selvom disse fortællinger har autobiografisk karakter, skal der naturligvis ikke ukritisk sættes lighedstegn mellem Mahmouds fortællinger og virkeligheden. Sort Land indeholder gode fortællinger, som må antages at rumme en vis sandhed om Mahmouds eget liv, men som læsningen skrider frem, bliver det klart, at gode fortællinger ikke altid kan stå alene.
Hvor er sproget?
I stedet for at underbygge og understrege fortællingerne, efterlader sproget i Sort Land fortællingerne i kulden. Sproget er præget af barnlige, klodsede og unødvendige formuleringer som eksempelvis i denne passage:
“En undtagelse er nervemedicin, da det er tabu at have problemer med sindet. Min egen hypotese er, at de netop alle sammen har problemer med sindet, og det udmønter sig i fysiske skavanker. På et tidspunkt overvejede jeg at blive psykolog, for jeg ville aldrig mangle kunder. Dog kun potentielle kunder, da de aldrig ville indrømme at have et psykisk problem. Men hvem vil også det?” (egen kursivering)
Refleksioner og domme som ovenstående dukker ofte op mellem fortællingerne, og er på grund af måden, hvorpå de er sprogliggjort, fremstår de generelt forstyrrende. Som konsekvens bliver det i løbet af romanen gradvist sværere at holde af og med jegpersonen, altså Ahmad Mahmoud. Der forekommer dog ind i mellem formuleringer, som kan siges at have en smule litterær kvalitet, eksempelvis:
“Jeg er født i Danmark og er dansker, men betyder det så, at jeg ikke må være palæstinenser? Hvis jeg er palæstinenser, betyder det så, at jeg ikke må være dansker? Skal jeg tvinges til at vælge det ene frem for det andet? Jeg er dansker, og det er jeg stolt af at være, men jeg må acceptere mit ophav og kende til dets kultur, for jeg kan aldrig ændre på, at jeg har sort hår, brune øjne og brun hud. Men nu er jeg her mellem æblegård og humlehave, og her hører jeg til.” (egen kursivering)
Nogle steder er det altså muligt at blive fanget af sproget, men denne mulighed optræder desværre kun få gange.
Kulturen – udsigelsesfære for nydanskernes generationsopgør
Sort Land er gennemsyret af vrede, som flere steder tager sig ud som had, og en tydelig afstandtagen til forældregenerationen. Med denne stemning er det svært ikke at associere til Yahya Hassan, der sprogliggør samme generationsopgør m.m., blot med langt mere kløgt.
Det virker som om, kulturen er blevet udsigelsesfære for nydanskernes generationsopgør, og det er godt, sundt og oplysende langt hen ad vejen. Det synes imidlertid nødvendigt at understrege, at god litteratur kræver mere end blot en god fortælling – fortællinger skal formidles; havde sproget været bare en smule stærkere, ville Mahmouds værk have været langt bedre.
Der er en række forstyrrende elementer i Sort Land; bl.a. vreden og hadet, der præger en stor del af fortællingerne, den genremæssige uklarhed (fortællinger eller autobiografi?) og den sproglige ladhed. Resultatet af disse forstyrrende elementer er, at Mahmouds Sort Land bliver en meget privat bog, som det er svært at se det almentvedkommende i. Frem for at åbne et underbelyst og ikke bare samfundsmæssigt interessant miljø, lukker Mahmoud porten mellem ghettoen og ‘offentligheden’ endnu tættere i, idet han blot bekræfter fordomme og stereotyper, fx at mange indvandrere er kriminelle.
Måske er det, Mahmoud skildrer, i høj grad virkelighed, men der er mange faktorer, som gør denne skildring utroværdig. Måske gemmer der sig et litterært potentiale et eller andet sted, men hvis der gør, er det virkelig godt gemt. Sort land kan ikke anbefales for sproget, men interesserer man sig for emnet, og kan man se bort fra de sproglige problemer, kan det være, at man kan få noget ud af fortællingerne alligevel.
INFO
Kan købes for 179,- her.
Om forfatteren
Ahmad Mahmoud er født i 1987. Han er uddannet maskinmester og arbejder hos Novo Nordisk. Sort Land, hans debutværk, udkom 2. november 2015.