Dette er mit andet møde med den franske forfatter Anne-Laure Bondoux. Første gang var da jeg læste hendes fremragende bog Miraklernes tid. Nu gælder det så En morders tårer. En bog om menneskets sind og de byrder man må tage med sig i livet. Den store drivkraft er tilgivelse og afhængighed af andre mennesker. Sidstnævnte har de to bøger til fælles. Det er mit store håb, at med disse to så stærke titler på samvittigheden vil Anne-Laure Bondoux blive mere kendt og læst i vores lille land.


Den uventede ømhed

En dag kommer morderen Angel Allegria ud til familien Poloverdos hjem. Det er en lille, simpel hytte, der ligger afsondret langt ude på Chiles sydligste spids; et barsk område, fyldt med klipper. Angel myrder faren og moren, men nænner alligevel ikke at slå drengen Paolo ihjel. I starten opstår der et forhold mellem Angel og Paolo, der er præget af praktikaliteter. Drengen kan bruges til at varte op. Der går dog ikke lang tid, før Angel føler stor nærhed, ja, nærmest kærlige faderfølelser for Paolo. Det er, som om at han i denne uskyldige dreng ser muligheden og lysten til at afskrive sig alt den ondskab, han har forvoldt. 

Med de ord begav de sig ind i skoven. Barnet sprang lykkeligt foran mens manden gik bagerst – en indre smerte pinte ham og fik ham til at græde i hemmelighed. 

Synet af denne drengs glæde og uskyld er en følelsesmæssig åreladning for Angel.  Hans hærdede skjold begynder at krakelere og følelserne, nye følelser, får frit løb. Det er dog altid hans egen tunge byrde, hans synder, som Paolo ikke må konfronteres med. I kærligheden og ansvaret for dette barn findes muligheden for at starte på en frisk, råde bod på sine synder og opnå, nuvel, frelsen. 

Noget andet at kæmpe for

Efter noget tid, hvor der har indfundet sig en hverdag og et praktisk og følelsesmæssigt afhængighedsforhold mellem Angel og Paolo, dukker den lærde og sværmeriske Luis Secunda op. Han ender også med at flytte ind, da drengen afværger, at Angel slår ham ihjel, og Paolo fatter derefter interesse og følelser for denne ekstra fremmede mand. Der opstår herefter en strid imellem de to mænd om, hvem der er faderfiguren for Paolo. Er det den snakkesalige og milde Luis eller den hårde og indelukkede morder Angel. Det bliver deres fælles rejse til byen for at købe dyr, så de har noget at leve af, der bliver den sande prøvelse for dem udi følelser, forsoning og fortid. Denne rejse bliver så at sige en eksistentiel rejse og transformation for de tre personer.

Et møde med en legende

Det spændingsfelt, der opstår mellem Angel, Paolo og Luis, rummer jalousi, samvittighed, kærlighed og frygt. De to voksne, der på radikal vis har ændret drengens liv og fremtid, er også et billede på menneskets kompleksitet. Vores sind er ensomt, og vi har derfor brug for at spejle os i mennesker omkring os. Men selvom vi har mennesker omkring os, skal ensomheden holdes på afstand. Vores hoved og vores sind er nu engang vores alene, og det er derfor helt op til os selv, hvor meget vi kan og vil dele. Det er ensomheden og en søgen efter ro i den ensomhed, som på mange måder kendetegner En morders tårer. Ret hurtigt, efter at jeg er begyndt at læse, får jeg følelsen af at læse en bog af en af mine yndlingsforfattere, svenske Pär Lagerkvist, som blandt andet har skrevet Dværgen, Sibyllen og Barabbas.

Er det Pär Lagerkvist, jeg læser?

Uden at det her skal ende med at blive en gennemgang af Pär Lagerkvists forfatterskab eller en stor udbasunering om, hvor meget jeg holder af det, skal vi have nogle punkter på plads. Den grundstemning, der hersker i mange af Lagerkvists bøger, er en stemning af tunghed. En slags skæbnes åg eller menneskelig byrde, som vi alle må bære, gode som onde. Der er noget religiøst over, at vi hver især må søge vores skæbne. Ikke noget med prædestination, fremtiden er os ikke givet, men byrden er. Vi vil altid bære på vores samvittighed, vores fortid og vores følelser, ligegyldig hvor vi tager vores tilværelse hen. Det er den samme indre bearbejdelse og søgen, der hersker i Anne-Laure Bondoux’ En morders tårer. Angel, den grumme og ondsindede morder, finder i drengen Paulo en anledning til at granske sin skæbne og smide samvittighedens indefrosne kvaler. Grundfølelsen om at være noget for andre, kæmper igennem mennesket, og det er så op til Angel selv, om han vil lade det præge sit liv. Som da Angel en mørk og blæsende nat leder efter Paolo, der har forvildet sig væk. Angel slår sit skinneben til blods, og hans sind formørkes af vrede mod drengen, der indirekte er skyld i dette. Der opstår i denne banale scene en indre kamp i Angel om at adskille de mange følelser, hans sind rummer. Vreden er udtryk for hans bekymring for drengen, men han har ikke lært at adskille følelserne i sit sind. Det lærer man kun i samspil med andre. 

Angel bed om ringen øverst i lampen, og næsten uden at anstrenge sig løftede han barnet op. Han åbnede sin jakke og svøbte drengen ind i jakken, ind til sit bryst, dér hvor det er varmest. Med lampen dinglende fra sine tænder vendte han om. Smerten var væk.

Dette er på én og samme tid utroligt simpelt skrevet. Enkelt i sin sproglige form og handlingsmæssigt lige til. Men selve dybden i karakteren er afgrundsdyb. 

Gribende i al sin enkelhed, smuk i al sin dybde

Anne-Laure Bondoux har med En morders tårer skrevet endnu en fabelagtig bog. Det er ikke noget omfattende værk, men det rummer en dybde og en særlig menneskelig dimension. Men også en særlig miljømæssig tilgang som illustration af afsondrethed. Personerne er hver især afsondret i deres søgen efter en rigere bevidsthed, hvilket understreges af miljøet. Hytten de lever i, ligger helt isoleret og er blottet for luksus og bekvemmeligheder. Mennesket er afhængigt af sig selv, og i samspil med naturen er mennesket den mindste af de to parter. Dette skaber så fint den særlige ”Lagerkvist´ske” stemning. Og at blive sammenlignet med Pär Lagerkvist er, i min bog, en af de største udmærkelser, man kan få. 




Info

Anne-Laure Bondoux: En morders tårer

2019

206 sider

Vild Maskine

Læs mere på forlagets hjemmeside her