Forlaget Basilisk har udgivet deres anden bog med forfatteren Èdouard Levé, og den har titlen Selvmord. Det er en stor, men kort roman med en stærkt intim og intens stemning, der i den grad går ind under huden på læseren.  

 

Et halvt ansigt

Forsiden. Små prikker. Side om side. Set som en helhed udgør de et halvt ansigt. Et halvt ansigt? Hvorfor? Édouard Levés Selvmord handler om døden og livet. Intet mindre. Intet større. Når en, man kender, dør, fuldendes fortællingen om vedkommendes liv. Man taler med andre om den døde. Det liv, der ikke er længere, sættes sammen. De små stumper af tid og rum, som flyder rundt i ens erindring, omdanner man til en fortællingen om den døde, om hvem han/hun var, hvad han/hun gjorde, tænkte og følte. Men noget mangler. Den, hvis liv man taler om, er her ikke længere. Der tales ud fra et fravær. Der er kun erindringens halvdel tilbage.

Et halvt ansigt? I levende live ved vi, at dette liv slutter, men vi kommer ikke selv til at opleve den afslutning. Vi kommer ikke til at være med til vores egen død. Vi kommer kun til at kende den levende side af det, vi kommer kun til at kende denne halvdel. Et halvt ansigt – hvad andet er vi? Manglefulde. Ufuldendte. Den anden halvdel tilhører ikke os selv, men er overladt til de andre omkring os.

 

Et liv af tilfældige detaljer

Romanen. Forlaget Basilisk har tidligere udgivet Levés Selvportræt. Heri beskæftigerer han sig bl.a med en ungdomsvens selvmord. Selvmordet og vennen er omdrejningspunktet i romanen Selvmord. Vi får det klart at vide på romanens første side:

Du har skudt dig selv i hovedet med et jagtgevær som du omhyggeligt havde gjort klar.

Herefter tegner Levé et portræt af sin ven. Hvordan tegner man et portræt af et menneske? Levé gør det som på forsiden af bogen. Han tegner prik for prik, eller om man vil, sætning for sætning, et portræt af sin afdøde ven som en mand fuld af talenter og fejl, en eftertænksom ung mand, bærende på en stoisk ro, et stærkt følsomt menneske, der nok kan begå sig på glimrende vis rent socialt, men som fortrækker at være alene. Portrættet er dog ikke et forsvar for vennens selvmord eller selvmord i det hele taget. Det er en art undersøgelse, en art refleksion af, hvad det vil sige at være menneske og med noget, der kunne ligne et poetologisk statment, et statement, der vanskeliggør at holde genrebetegnelsen roman på sin plads, hvis man da ellers er genrerytter, hedder det et sted i romanen:

Et leksikon ligner virkeligheden mere end romaner, fordi virkeligheden ikke er en sammenhængende rækker handlinger, men en konstellation af sansninger. Man ser på den, genstande uden forbindelse samler sig og deres geografisk nærhed giver dem mening. Hvis begivenheder følger på hinanden, tror man at der er en historie. Men i et leksikon findes tiden ikke: ABC er hverken mere eller mindre kronologiske end BCA. At beskrive dit liv i en bestemt orden ville være absurd. Mine erindringer om dig er vilkårlige. Min hjerne vækker dig til live gennem tilfældige detaljer, som glaskugler man samler op af en sæk.

Et liv af tilfældige detaljer. Sammenstillet i hukommelsen på de efterladte. Et liv som tilsyneladende tager sig ud som en orden. En orden Levé ikke accepterer. Han fastholder det kaotiske og tilfældige. Dette er den drivende dynamik i romanen. Det er som om, den ene sætning ikke kan huske, hvad den anden sætning har sagt, og derfor står modsætninger ikke ophævet, logisk forklaret eller forenet, men side om side som fuldgyldige forskellige værdier til at tegne et billede af et menneskes liv.

 

Det usigeliges musik

Det portræt, Levé tegner, er et portræt skabt af detaljer, der er dukket op i Levés hjerne, et billede der dukker op i det sprog Levé har valgt at skabe romanen af. Romanen er dermed også et portræt af Levé selv. Den er et spejl, han skriver sig selv frem i. De selvmodsigelser, de modstridende sætninger i roman er med til at forstærke dette, da dens taler og du’et, der tales til, ofte flyder sammen.

Få dage efter han indleverede manuskriptet til Selvmord, tog Levé sit eget liv. Den tragiske omstændighed forandrer teksten. Det virker som om, Levé taler til os fra døden, at han taler til os, hvor man normalt ikke kan tale fra, at han siger noget om det, der normalt ikke kan siges noget om. Ja – den tragiske omstændighed efterlader os en tekst, der i al sin modsætningsfylde og selvmodsigelse får føjet endnu en flertydighed til sig og bringer endnu i vibration i spil, en tekst, der vibrerer som det usigeliges musik.

 


 

INFO

Èdouard Levé: Selvmord

92 sider

2017

Bogen kan købes på forlagets hjemmeside her

Forlaget Basilisk (www.basilisk.dk)