Tidligere på året udsendte Forlaget Poetic Pamphlets en antologi om Udkantsdanmark, der med en efterstræbelsesværdig elegance ignorerer den verserende og enerverende debat og sætter fokus på det, som Udkantsdanmark først og fremmest kan byde på: havet, skoven, længsel og de tilbageværende rester af guldalderidyllen.
Klicheerne står i kø
Det var ikke svært at bevare sin skandinaviske hyggepessimisme i kølvandet på det danske folketingsvalg i 2015. Det Gule Danmark var et faktum. De københavnske dagblade sendte omgående nogle journalister mod Sønderjylland, og – med Hassan Preislers ord – den selvgode venstrefløj stillede sig selv et grundlæggende spørgsmål med baggrund i en oprigtig og – for dem, der ikke identificerede sig med den – pinlig og grinagtig undren: Gad vide hvad fanden det er for en type mennesker, der bor i de gule områder? De reportager, der blev trykt i aviserne, og de svar, som dem, der søgte sådanne, fandt, tenderede til det pinlige. Billederne, der ledsagede ordene om afvikling, frygt, mangel på uddannelse og begyndende fattigdom, var af regnvejr, øde gader og små huse i et åbenlyst forfald. Det var ved at falde sammen, og dem, der ikke havde pakket sine ejendele sammen, var dem, der enten ikke havde råd eller kvalifikationerne til det. Med forfatteren Charles Bukowskis ord stod man tilbage med en fortælling om, at Udkanten var det ordinære vanvid og ditto idioti.
Så vidt den ene udlægning og repræsentation. Men den konkurrerende fremstilling var lige så afsindig. Et vigtigt og grundlæggende aspekt af den kan opsummeres med denne sætning: Udkantsdanmark og Produktionsdanmark var det rigtige Danmark. Sammen med den tvivlsomme og – i visse henseender – fuldstændige håbløse antagelse, havde den en anden og muligvis endnu mere tvivlsom antagelse, der i sin essens sagde, at urbaniseringen kunne blive et fortidigt fænomen, hvis man kunne sætte penge af til at bygge busstoppesteder, fritidscentre og børnehaver i de afviklingstruede områder. Det er i bedste fald romantik og i værste fald nonsens. Før man begynder at urbanisere landsbyerne og landdistrikterne i en sådan grad, at de ikke længere er landsbyer og landdistrikter, vil de unge trækkes mod universitetsbyerne. Det er der intet forrykt i. Det er ganske tilforladeligt.
Hvis politikerne og hovedstadens mediehuse ikke kan tegne et lødigt og retvisende billede af Udkantsdanmark, så må kunstnerne træde til. Med en reference til Bob Dylan kan man sige, at det, som Mr. Jones ikke umiddelbart kan forstå, det er kunstnerne som regel i stand til at forstå. Og dette er ingen undtagelse.
Sanselighed og længsel i en betonverden
Forlaget Poetic Pamphlets, der har hovedsæde i Randers, og som er et miljøbevidst foretagende, der trykker deres udgivelser i et bæredygtigt øjemed, har samlet en række poeter og prosaister, der har det til fælles, at de ikke skriver om støvede jazzklubber, urban nightclubbing, sex i gadedøre og det dekadente liv i storbyen. De skriver derimod om skoven, havet og det Danmark, der er uden for de store byer. For mig at se er der to grunde til, at antologien er et glædeligt bekendtskab. Den første består i, at der ikke er to bidrag, der er ens, og den anden består i, at de heller ikke er så forskellige, at det synes forceret at samle dem i én udgivelse. Det vil sige, at antologien som helhed ikke postulerer et bestemt billede af det, som den selv benævner som Udkantsdanmark. Den tegner et facetteret og nuanceret billede. Selv om det på nogle enkelte punkter er utilstrækkeligt at lave denne rubricering, vil jeg alligevel tillade mig at sige, at bidragene kan deles op i to kategorier: Der er dem, der, med en forfinet sanselighed , fortrinsvis skriver om naturen, og der er dem, der skriver med en kritisk eller filosofisk pointe for øje.
Blandt de bidrag, der udmærker sig ved sanselige naturbeskrivelser, er der to, der er særdeles interessante, fordi de formår at hæve sig op over de blotte naturbeskrivelser. De to bidragsydere, A. Silvestri og Anna Dyhr, har så at sige internaliseret den natur, hvorom de skriver. Hvor Dyhrs metode tager sig mere åbenlys ud, da hun blandt andet skriver, at håret er som bøger, og ansigtet er som kysten, er Silvestris mere subtil. Han skriver kraftfuldt, og nogle af de beskrivelser og de billeder, som han skaber, har en forunderlig, men særdeles virksom voldsomhed i deres udtryk, der minder mig om Vesterhavets overvældende aura. De viser, at naturen ikke blot er noget, man kan skrive om; det er også en særegen æstetik. Hvor blandt andre Dan Turèll og Bret Easton Ellis har illustreret det med storbyen, så viser Dyhr og Silvestri, at naturen kan være en skrivemåde og en måde at anskue verden på.
En kritik af provinsbyen
Antologiens første bidrag er leveret af Majbritt Kirkeby. Det er et digt, og det omhandler provinsbyer. Det er ikke et flatterende portræt, hun tegner af dem. I provinsbyerne regner det, og der bor sociale udskud, som er på forældreunderstøttelse, og som ikke lod sig gifte, fordi de, midt i de ungdommelige festligheder og de simple fornøjelser, glemte at blive voksne. Det lader til at være et sted, hvor de unge drikker billig spiritus og ser lavkulturelt fjernsyn, og hvor dem, der er gift, har sex en gang i kvartalet – enten fordi det er blevet for mageligt at sove med ryggen til hinanden, eller fordi deres hjemmeboende søn først i trediverne støjer i de sene aftentimer. Det er med andre ord et sted, der ville give enhver kulturel begavelse store eksistentielle kvaler efter ganske få timer.
Det er en spydig kritik, som jeg ikke er sikker på, at den unge digter Boris Eusebius deler. Hvor Kirkeby er sarkastisk og humoristisk, er han melankolsk og vemodig. Med digtets første sætning: ”Provinsbarnet slingrer mellem lidt af det hele men ender med at falde ned i ikke ret meget af noget” in mente er jeg ikke i tvivl om, at der findes en længsel efter den brutale kompromisløshed og det enten-eller, som henholdsvis storbyen og de landlige omgivelser kan tilbyde. Provinsbyen er et kompromis mellem storbyen og landsbyen, der udmærker sig ved en besynderlig utilstrækkelighed. Det er hverken indbegrebet af frihed eller determination, dekadence eller puritanisme, idyl eller urbanitet. Da den hverken er det ene eller det andet, ender den med slet ikke at være noget. Og det kan have skæbnesvangre konsekvenser for dem, der vokser op i en sådan. For – som Tina Dickow et sted synger, og som Eusebius også synes at antyde – ens omgivelser påvirker den måde, som man tænker, elsker og lever på.
En kritik af storbyen
Provinsbyen er ikke det eneste, der bliver kritiseret. Det gør storbyen også. Og det gør den på to forskellige måder, der på hver sin måde angriber den uudtalte filosofi. De to bidrag hænger ikke sammen, men de forekommer mig heller ikke at være uforenelige. I 1980 udgav den franske filosof Jean Baudrillard en på mange måder fascinerende og foruroligende analyse af Amerika. I den forholdsvise korte bog har han to meget interessante pointer. Den første er, at storbyen er en utrolig opfindelse, fordi den evner at indfange alle de behov og efterspørgsler, som dens beboere har, og den anden er, at storbyen har etableret sig selv som et centrum, der i et geografisk henseende er fortvivlende ulogisk. Det vil sige, at det er en midlertidig kulmination på det, som vi er lykkes med: at tæmme naturen og underlægge denne det menneskelige herredømme.
I sin korte prosatekst fortæller Majken Risvig om en kvinde, der flytter på landet. Der er positive ting ved det, men der er en altovervejende negativ ting ved det, som hun ikke er i stand til at abstrahere fra: dræbersnegle. Hun kan ikke slippe tanken om dem og den imponerende hastighed, hvormed de formerer sig. Hun drømmer om dem, og hun spenderer overraskende mange timer med at slå dem ihjel. På et tidspunkt brænder hun dem af. Det giver hende en følelse af frihed, men hun opdager ikke, at bålets flammer har grebet fat i soveværelsets gardin. Det er en glimrende analogi over det faktum, at forsøget på at overvinde naturen ikke er blottet for bivirkninger.
I sit bidrag skriver Sebastian Winckler om en af disse uhensigtsmæssige bivirkninger. En af konsekvenserne ved at grundlægge, udvikle og udvide en storby er, at den destruerer tre ting: umiddelbarheden, skønheden og intethedens mening. Med hans egne ord nyder han ”at søge ud for at søge ind”. Det er byboeren, der må søge væk fra støjen, neonlysene, sælgerne, demonstranterne på Bellevue og baggårdsfesterne for at finde ind til sig selv igen. Det minder mig om jeg’et i Niels Henning Falk Jensbys Techno, der tager ud til Vesterhavet, slukker den pumpende musik og oplever en ekstase uden fortilfælde. Selv om storbyen i mange relevante henseender er i stand til at tilfredsstille sine borgere, formår den ikke at give sine borgere oplevelsen af intethedens mening, vejrets hypnotiserende kræfter og den umiddelbare skønhed. Det er der kun et sted, der kan: Udkanten.
Arven fra kulturradikalismen
Uden yderligere betænkeligheder synes jeg, at man kan hævde, at denne fine udgivelse lever op til det kulturradikale credo om, at litteraturen skal sætte ting til debat. Det gør den, og det forfriskende er, at den overhovedet ikke anerkender den eksisterende debats præmisser. Det kan utvivlsomt være en tvivlsom tilgang, men i dette tilfælde er det efterstræbelsesværdigt.
Opland: en antologi.
Udgivelsesår: 2018