Først blå, så rød

De første to tredjedele af denne genrehybrid tager udgangspunkt i foråret 2012, hvor Susan Simonsen var praktikant i Venstre, mens den sidste tredjedel beskriver hendes tid som studentermedhjælper i Social- og Integrationsministeriet umiddelbart efter praktiktiden i Venstre. I alt tilbringer hun to år på Christiansborg, først som en del af oppositionen i Venstre, og dernæst får hun en plads i den socialdemokratiske Karen Hækkerups stab. Det er jo i udgangspunktet ganske sympatisk, at en bog, der kritiserer den politiske kultur her i landet, beskriver miljøet i to partier, der befinder sig i hver sin blok (om man overhovedet kan hævde det længere, er en helt anden diskussion), men det bliver næsten underordnet, når begge miljøer fremstilles så ækle, sexistiske, desillusionerende og direkte demokratiundergravende.

Det underdanige og det magtfulde er meget mere end en sladderbog. Udover de essayistiske træk indeholder værket også en stærk kredsen om kroppen som erfaringsgrundlag. Følg eksempelvis denne passage, hvor vi over ganske få sider går fra en beskrivelse af en byld på Simonsens øreflip til en redegørelse for lobbyisternes arbejde på Christiansborg, som afbrydes af vindueskarmsonani hjemme i lejligheden. Herefter følger en beskrivelse af hierarkiet blandt ministre og ordfører, som følges op af en erindring om en alkoholisk onkel. Sådan flettes meget konkrete, personlige erfaringer ind mellem de kritiske betragtninger over den sygelige arbejdskultur på Christiansborg. For ifølge Simonsen er det netop det, den er; syg.

Et sygt Christiansborg

Først og fremmest udstilles hele praktikkulturen, som efterhånden grænser til det groteske. Hvis det ikke var for universitetsstuderende, der hungrer efter at få noget relevant på CV’et, tvivler jeg sgu efterhånden på, at vores samfund ville hænge sammen. Simonsen beskriver, hvordan hun som praktikant i Venstre skriver ældreordførerens taler og debatindlæg til diverse aviser. Som læser fristes man til at spørge om, hvad ordføreren egentlig selv laver. Systemet er indrettet således, at hver ordfører og hver minister har adskillige ulønnede universitetspraktikanter i deres stab, som udfører store mængder arbejde. Ifølge Simonsens fremlægning er der altså ikke tale om at gøre mødelokaler klar og brygge kaffe, det er vigtigt, politisk arbejde, praktikanterne bliver sat til at udføre. Gratis. Fordi sådan er systemet indrettet.

Susan Simonsen må således, som alle andre studerende, arbejde ved siden af praktik og universitetsstudier. Simonsen arbejdede i perioden som bartender, og essaysamlingen åbner med en episode, hvor hendes chef og to fremtrædende Venstrepolitikere besøger hendes arbejdsplads for at se hende skænke fadøl i et udfordrende politikostume. Især kontorchefen Mark får skurkerollen som en nederdrægtig overordnet, der udnytter sin magtposition, men også Karsten Lauritsen, Mads Rørvig og Søren Pind får et par bemærkninger med på vejen. Den strukturelle sexisme er en sygdom, ligesom det tydelige hierarki i Social- og Integrationsministeriet er det. Dette hierarki udstilles ved en julefrokost, hvor studentermedhjælperne holdes udenfor og ikke modtager julegaver på lige fod med de andre medarbejdere. Blikkene slås ned, der hilses ikke, og en dør bliver smækket i hovedet på en af de andre studenter. Simonsens fremstilling: sygt hierarki, syg struktur, sygt samfund.

En syg krop

Sygdomme står ligeledes i kø for at invadere Simonsens krop; helvedesild, bylder, ømt tandkød, soleksem, udmattelse og spændinger. Endvidere sidestilles en kvindekrop reguleret og bedøvet af p-pillehormoner med Christiansborgs kontrollerende reglementer og strukturer. Denne sammenfletning af politik og krop er uden tvivl værkets største styrke, og når det fungerer bedst, er det eminent. Desværre overforklares sammenhængen en anelse i tekststykket ”Kroppen”, hvor den syge og mærkede krop identificeres som et refleksionsredskab; den syge krop er et symptom på et sygt system. Denne sammenhæng skæres her lidt for tydeligt ud, men dette fratager ikke resten af værket sin vellykkede sammenfletning af det private og det offentlige, det kropslige og det politiske. Denne sammenhæng trækker på en stærk litterær tradition, hvor det (psykisk) syge menneske opfattes som en sund reaktion på et sygt samfund. Finest eksekveret i dansk sammenhæng i Inger Christensens Det (1969).

En syg struktur

Søren Pind og Inger Støjberg, der også står på anklagebænken i værket, har allerede været i gang med at forsvare sig. Pind nedladende kækt med reference til sit glasøje og Støjberg ligeledes affejende, grænsende til det skuldretrækkende. Simonsen har også før værkets udgivelses været interviewet i diverse Go’ Aften og Go’ Morgen shows samt i Politiken og Vice Magazine, desværre relativt overfladisk, og fokus er næsten udelukkende rettet mod det politiske sladderelement i bogen. Kommentarspor under diverse artikler og klip er hurtigt blevet giftige med internetkrigere, der kalder Simonsen for ”pigebarn”, ”curlingbarn”, ”skabekrukke”, ”gås” og ”nazi femi”. Jeg må knibe øjnene sammen i forundring, når jeg ellers kan læse mig frem til, at Susan Simonsen er en voksen, 29-årig kvinde, men ligeledes kan jeg jo også ryste på hovedet over, at disse ”kommentatorer” på smertende, ironisk vis bekræfter den strukturelle sexisme, som Simonsen forsøger at udstille. Mit håb for dette værk er, at en bredere læserskare får øjnene op for værkets stærke kobling af krop og politik, af poesi og essayistik, og at dagbladene lige klapper hesten mht. udelukkende at vinkle værket politisk. For det er meget mere end det. Derfor skal Det underdanige og det magtfulde, trods de enkelte overforklarende elementer og en lidt rigeligt svulstig sidste del, have fem modspor for bomstærkt, kompromisløst og modigt at udfordre Christiansborg såvel som genrekonventioner.