Journalisten Anton Willemann debuterer som skønlitterær forfatter med romanen Rastløse bevægelser, om et selvmord og dets eftervirkninger. Traume, savn, selvbebrejdelse, flugt og tabet af den sorgløse ungdom manifesterer sig i en collagelignende sammenstilling af begivenheder. Det er til tider bevægende, men ofte frustrerende.
Tabt sorgløshed
Anton, Emilie og William er i slutningen af 20’erne og deler en lejlighed på Frederiksberg. De lever et almindeligt ungdomsliv med byture og fællesspisning. Emilie har arvet en båd af sin bedstefar, og istandsættelsen af den er et fælles projekt. Det samme er drømmene om, hvor båden kan bringe de tre venner hen.
Men det søde ungdomsliv med de lyse fremtidsplaner får en brat ende, da William tager sit eget liv. Herfra opløses hverdagen for de efterladte venner til de serier af Rastløse bevægelser, der har givet romanen dens rammende titel. Man tvinges til at hænge på uden nødvendigvis at forstå, hvorfor personerne handler, som de gør.
Romanen udfolder sig herefter som en serie af tanker, iagttagelser og hændelser med Anton som den rådvilde jegfortæller. Eftersom romanens Anton til dels er modelleret over forfatteren selv, må man rose Anton Willemann for en modig ærlighed. En ærlighed, der gør det muligt for os at få del i de mange flashbacks, sansninger, impulser og handlinger, som Williams død sætter i gang. Men som samtidig gør Rastløse bevægelser til en noget frustrerende læseoplevelse.
Mellem Knausgårdsk nærvær og ligegyldig lommefilosofi
Den frustration, som jeg oplevede i mødet med Rastløse bevægelser, er rimeligvis selve romanens pointe. ”Fortæl mig, hvad jeg skal føle” er en gennemgående sætning i romanen. Og en væsentlig del af læseoplevelsen er netop den blanding af konstatering, undren, indføling og distance, man møder hos sig selv.
Når Rastløse bevægelser er bedst, har man en oplevelse af at være til stede med hovedpersonen i et sansemættet og betydningsfuldt øjeblik. Willemann rammer den erkendelse, at selv små ligegyldige rutiner pludselig lades med enorm betydning, når personen bag rutinerne er gået bort. Derfor bliver det for eksempel ganske rørende, når Anton mindes, hvordan William lavede espresso i det fælles køkken. Her aner vi noget af det nærvær, som gjorde Karl Ove Knausgårds detaljerede beskrivelser af sit ofte fuldstændig ordinære hverdagsliv til noget alment vedkommende gennem Min kamps seks mastodontbind.
At basere sin roman så meget på sansninger og indtryk, som Willemann har gjort her, er imidlertid ikke uden risici. Det kræver en ualmindeligt sikker skrivestil og en skrap redaktør. Det er glippet for Anton Willemann enkelte steder, og det er utrolig ærgerligt. Resultatet er nemlig nærmest rent vrøvl – som her, hvor Anton iagttager en flyttebil fra vinduet:
En lyseblå stofsofa bæres ud af hoveddøren på den anden side af gaden. Forsigtigt løfter de sofaen og lægger den ind i lastbilen. I den sofa levede menneskene. De elskede. De skændtes. De planlagde ferier. De spiste take away-mad. De planlagde ferier og skilsmisser. Nu er sofaen på vej til et nyt hjem. Måske bestemt over en auktion på en profitbaseret hjemmeside. Tanken om, hvordan et møbel nu skifter liv og ramme, som var det en højt elsket hund eller et marsvin, er for mig lige så uforståelig som det ydre rum.
Hvorfor skal vi høre om den sofa i første omgang? Overvejelserne om det liv, der har været levet i sofaen, er nogenlunde lige så banale som en præsentationstekst i et IKEA-katalog. Og Antons konstatering af det ”uforståelige” ved at skille sig af med et møbel virker på mig som et slet skjult forsøg på at gøre noget fuldstændig ligegyldigt til noget ’dybt’ – som om hvad som helst kan blive åndrigt blot ved at blive filtreret gennem vores følsomme og følende hovedpersons syn.
Rekvisitpersoner
En anden trussel mod Willemanns ellers ofte mesterlige opvisning i sprogligt nærvær handler om romanens bipersoner:
I periferien af fortællingen huserer Antons ven Johannes, der til daglig bor i Paris, og Antons engelske kæreste, Lily. De forbliver begge underligt endimensionelle gennem hele romanen. Til gengæld kan deres rolle i hele setuppet af rastløse bevægelser næppe underkendes.
Johannes vedbliver at leve sit sorgløse pariserliv for ved enkelte lejligheder at dukke op i en aura af uventet ekstravagance. Det er ham, der åbner den dyre champagne og køber en luksusbil til sig selv. Johannes bliver for så vidt en slags rekvisit i historien; en repræsentation af det sorgløse ungdomsliv, som Anton måske drømmer om, men med Williams selvmord endegyldigt har mistet. Tilsvarende bliver den evigt tålmodige og altid kærlige Lily et muligt billede på den fremtid, som Anton kunne have foran sig, men som han ved flere lejligheder vender ryggen til.
Brugen af disse to ’rekvisitpersoner’ – og af andre bastante symboler, såsom båden (’frihed’) og øen (det afsidesliggende Gotland, hvor Anton i en periode isolerer sig sammen med en traumatiseret kvinde) – er effektive virkemidler i beskrivelsen af Antons tab. Efter Williams død er både det søde liv og håbet om en fremtid nemlig ikke noget, Anton under sig selv i særlig store doser. Hans ambivalente tilgang til de to personer afspejler dermed den selvbebrejdelse, der uvilkårligt vil følge i kølvandet på et selvmord. En selvbebrejdelse, der hos Emilie udmønter sig i noget langt mere konkret, nemlig cutting.
Anton Willemann skal have al mulig anerkendelse for at tage fat på disse mere selvdestruktive sider af sorg og tab. Samtidig er det dog utroligt irriterende at læse om personer, der aldrig rigtig træder frem som andet end skitser. Hvad lever Johannes for eksempel af? Hvad får Lily til at blive sammen med Anton? Hvem er Johannes og Lily egentlig?
En meningsfuld frustration
Spørgsmålet er imidlertid, om romanens egentlige mening skal findes de steder, hvor den virker mest unuanceret. Eksempelvis kan vi overveje, om de personer, Anton omgiver sig med, nogensinde træder frem for ham selv som andet end de rekvisitagtige skitser, der fik mig til at skære tænder. Vi kan også finde en mulig pointe i romanens nærmest totale mangel på fremdrift. Ganske vist antyder kapiteloverskrifternes måneder, at vi har at gøre med et fremadskridende tidsforløb. Men selvom rejser påbegyndes og afsluttes, og en storm raser og stilner af, fastholdes vi i en følelse af, at ingen flytter sig ud af stedet.
Rastløse bevægelser skildrer ikke en sund sorgproces, der lader vores hovedperson komme styrket ud på den anden side. Til gengæld tilbyder den os en reel mulighed for at forstå, hvad det vil sige at være i de følelser, der er for svære for os at tale om.
INFO
Anton Willemann: Rastløse bevægelser
Byens Forlag: www.byensforlag.dk
148 sider
2018
Bogen kan købes her