Forlaget Silkefyret har fra 2012-16 udgivet tre kortromaner af nordmanden Henrik Nor-Hansen, der nu er samlet i én bog med fokus på et fælles og yderst stærkt tema: Sammenbrud. Samfundskritikken er ikke til at tage fejl af i Diegesis, hvis tre fortællinger efterlader læseren med en bitter smag i munden over sig selv og sine medmennesker samt dit og mit og vores samfund
Du kan aldrig vide, hvad livet bringer dig, og i hvilken mental forfatning du kommer igennem det. Det viser Henrik Nor-Hansen på fineste vis i Diegesis. En psykisk lidelse kan slå ned som et lyn. Måske er du en forfatter, der rammes af en meningsløshed med livet og ender med at få en depression? Måske er du en stille og rolig skovsnegleforsker, der i et telt ude i ødemarken rammes af en psykose? Måske er du en elektriker, der bare er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt og bliver udsat for et fuldstændigt meningsløst overfald?
Måske kæmper du med din psykiske tilstand præcis som de tre hovedpersoner, du kommer til at møde i Diegesis? Fælles for karaktererne i bogens tre kortromaner er netop, at de kæmper med følelser af magtesløshed for til sidst at bryde sammen. Det kunne være dig. Det kunne være mig. Det kunne være enhver.
En følelse af konstant fremmedgørelse
I den første fortælling, En redegørelse for et rejsestipendie 2010, er hovedpersonen en norsk forfatter, der er taget på et skriveophold i Canada. Forfatteren har det svært, han har identifikationsproblemer, han oplever en monoton ligegyldighed i livet, han bliver deprimeret, og han føler slet ikke, at han kan skabe nogen relation af betydning til andre mennesker. Alt dette ændrer sig dog, da han møder Robert. Den deprimerede norske forfatter forelsker sig nemlig i Roberts søster Ana. Og for første gang i lang tid føler han sig tæt knyttet til et andet menneske. Der er dog den detalje, at han aldrig nogensinde har mødt Ana. Hun er nemlig død.
I bogens anden fortælling, En kort evaluering af psykosocialt stress, følger læseren Halvor Leland, der er skovsnegleforsker. Halvor får en psykose, mens han ligger i telt langt ude i skoven. Han er isoleret, og han har fortalt om, at han allerede tidligere i livet oplevede følelsen af manglende samhørighed og utryghed, mens han studerede. Halvor blev udsat for store mængder psykosocialt stress, og han havde altid følelsen af, at han havde svært ved at gøre indtryk på andre. Det ender med, at han mange år senere vælger at pløje sin bil igennem en større menneskemængde.
I bogens tredje og sidste fortælling, Termin – En fremstilling af vold i Norge, følger vi den 26-årige Kjetil Tuestad, som bliver udsat for et groft, motivløst overfald, hvorefter hele hans tilværelse stille og roligt bryder sammen. Kjetil oplever en række neuropsykiatriske senskader som følge af overfaldet. Livet bliver aldrig som før. Gerningsmanden fra overfaldet blev aldrig fundet. Kjetils verden bryder sammen, og han oplever det som et tab af sin personlighed.
Magtesløshed og sammenbrud i vores samfund
De tre kortromaner fortæller historierne om mænd, hvor fraværet af meningsfuld social kontekst er omdrejningspunktet. Den manglende samhørighed er centrum i deres liv. Alle tre rammes af psykiske lidelser.
Samfundsskildringen i Diegesis’ tre fortællinger spiller en stor rolle. Henrik Nor-Hansen lægger vægt på at få fortalt om de tre mænds livsforløb i både sociale, biologiske og psykologiske miljøforhold. Han kommer ind på boligforhold, sundhedsvæsen, økonomi og relationer i samfundet og demonstrerer meget nøgternt – ved at gøre en dyd ud af at beskrive miljøerne i hovedpersonernes liv – det uhensigtsmæssige samspil, der er mellem psykiske sygdomme og det samfund, vi alle lever i. For de tre historier, vi er vidne til, kunne lige så vel have været din historie. Eller min. Eller en hvilken som helst andens. For du ved ikke, hvad der sker i morgen.
Jeg er ikke i tvivl om, at Henrik Nor-Hansen har en skjult agenda. Han taler i hvert fald stærkt til min samvittighed. Jeg opfatter Diegesis som en syngende lussing til mig, mine medmennesker og hele vores samfund og den måde, det fungerer på – eller ikke gør. Der mangler handling. Der mangler opmærksomhed. Der mangler mod. Fra systemet, men også fra de mennesker, der angiveligt skulle være tættest på dig. Da jeg var færdig med bogen, sad jeg målløs tilbage med en bitter smag i munden. Jeg blev vred på de tre mænds vegne. De ryger ind og ud af sundhedsvæsenet:
Man ved, at Kjetil oplevede ubehag ved eget tankemønster. Søndag formiddag tog han en taxa til Psykiatrisk Afdeling ved Stavanger Universitetshospital. Der blev Kjetil sat på angstdæmpende medicin.
Han blev bare sat på angstdæmpende medicin, og så var det bare videre derudaf i livet, indtil det ikke var løsningen længere. Han røg ind og ud af diverse hospitaler. I to af de tre kortromaner har Henrik Nor-Hansen valgt en personafstandstagende skrivestil, da der er tale om en fremstilling af karakterernes sygdomshistorie. Du kan følge med i forløbet hele vejen. Det skaber en idé hos læseren om, at du sidder og læser notater fra måske en psykiater, en sagsbehandler eller lignende, og du oplever deres problemer på afstand:
Han kan fortælle om koncentrationsbesvær og en voksende apati.
Og vi ser jo de her historier dagligt. Personer, der kæmper med problemer, hvoraf rigtig mange af dem ender med at tabe kampen. Kan det virkelig passe, at det ikke er muligt at redde flere? Du kan læse side op og side ned med notater fra sundhedsvæsenet. De har diagnosticeret dig. De ved, hvad du kæmper med. Det står sort på hvidt. Og alligevel får du ikke den hjælp, du præcis har brug for. Den hjælp, der skal redde dig ud af dine psykiske problemer. Den hjælp, der skal redde dig fra dig selv. Det fortæller mig to ting; at psykiske lidelser er så kompliceret en størrelse, at vi endnu ikke ved nok om menneskets hjerne, og at der sker de mest alvorlige sammenbrud i vores system, hvor ingen rent faktisk formår at gøre, hvad der skal til.
Hvorfor opdager vennerne ikke i tide, at man føler sig isoleret? Hvorfor opdager konen ikke, at manden fuldstændig har mistet sig selv? Måske opdager vi det rent faktisk? Og måske tager vi afstand fra det? Måske får du en bitter smag i munden, når du læser dette, fordi du ved, at en af dine veninder kæmper med noget, og du selv vælger ikke aktivt at reagere, men blot at tænke over det. Og det her er bare dig og mig, Henrik Nor-Hansen forsøger at ramme. Hvad med hele vores samfund. Hvem skal reagere der? Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Diegesis er samfundskritik på højeste plan.
Det er mit første møde med Henrik Nor-Hansen, men det bliver ikke det sidste, hvis han fortsætter med samme små, bitre stik i maveregionen. Jeg får dårlig samvittighed over mig selv, mine medmennesker og vores såkaldte højtudviklede samfund, der til tider alligevel ikke er gearet til at kunne rumme dig og mig.
Info
Henrik Nor-Hansen: Diegesis – Romaner 2012-2016
Forlaget Silkefyret
Udgivet 2019
Oversat af Allan Lillelund
Omslag af Michelle Melissa Jakobsen
198 sider
Køb bogen på forlagets hjemmeside her