Efteråret 1989. Med en begejstring iblandet en fornemmelse af, at virkeligheden overgik fantasien, berettede medierne verden over om østblokkens gradvise, men hurtige opløsning. Jeg selv som dreng fulgte begejstret med. At se trabanterne bevæge sig frit over grænserne mod vest, at se folks dansen på Berlinmuren som et varsel om dens snarlige fald, fyldte mig med eufori. En ny verden fødtes. En ny fortælling kunne begynde. Det liberale demokrati og de frie markedskræfter havde sejret. Vesten var det gode land, som en opadgående sol beskinnede og mindede os om vores ret og lykke. Historien havde nået sin ende, og det liberale demokrati ville vare evigt.
Illusionernes bristemaskine
Dramatikeren og digteren Heiner Müller så ikke, som overskriften på nærværende anmeldelse antyder, på jerntæppets fald med samme ungdommelige optimisme. Flere af Müllers digte udstiller denne optimismes naivitet og ikke mindst latterlighed. Som her i digtet “Birth of a soldier”:
“På skærmen en soldat fra England
I færd med at tælle lig i en bosnisk landsby
Han græder under blåhjelmen. Ved nærmere eftersyn
Ser jeg hvordan hans kæbe maler
En ulv der blotter tænder
Grimassen han sidste hilsen til menneskeheden”
Soldatens blå hjelm. Han er FN-soldat. Han græder over ligene. Og så alligevel. Han er en ulv, som blotter sine tænder og er klar til at dræbe som enhver anden soldat. Den frie verden har måske sejret, men sejren er kun tilsyneladende. Det er ikke en sejr, som vender op og ned på alting. Det er ikke en sejr over al uvæsen og ondskab. Dette besidder vi og verden stadig, uanset hvad vi forsøger at bilde os selv og andre ind. Müllers digte er en stærk påmindelse om dette bedrag, som vel indfinder sig i enhver epoke hvor én magt synes at have sejret over en anden. Müllers digte er vores illusioneners bristemaskine.
Min skam, mit digt
Müllers eftermurs-digte udstiller i høj grad illusionernes brist. Dog ikke for ham selv. Som det hedder i Madam Nielsens oplysende forord, var desillusionen ikke en skuffelse, men et ståsted og en praksis. En praksis han i sine digte bruger til at holde historiens spejl op foran os. Han væver den tragiske fortid, som er Europas, sammen med nutiden, og giver os hermed et digterisk dokument med en sort, desillusioneret påmindelse om vores historie og dens synder, som vores samfund er bygget på. Som her i digtet “Ajax for eksempel”:
“Jeg dinosaur ikke af Speilberg sidder og tænker over muligheden af
At skrive en tragedie Hellige enfold
På et hotel i Berlin uvirkelig hovedstad
Mit blik ud af vinduet falder
På Mercedesstjernen
Der drejer melankolsk på nattehimlen
Over tandguldet fra Auschwitz og andre filialer
Af Deutsche Bank på Europacenter”.
Alene, som en uddød race, tænkende over kunstens mulighed i denne verden, hvor markedet tilsyneladende har udraderet den historiske hukommelse om gælden til sin forbryderiske fortid. Alene, som det sidste menneske, med hukommelsen om det menneskelige. Det menneskelige som vi synes at have glemt og svigtet. “Min skam har brug for mit digt”, skriver han i digtet “Müller I Hessischer Hof”. Skammen over dette århunderede, og digtet holder den skam frem til vores alles skue.
At lade mørket oplyse
Goethe kunne i sin “Dichtung und Wahrheit” skrive, at det var al kunsts opgave at fremtrylle en højere virkelighed. Denne højere virkelighed har ingen gang i Mïullers digtning, selv når han skriver “englen jeg hører den stadig”, er det ikke et udsagn, som står til troende, da han i næste linje skriver “men den har intet ansigt mere end/Dit som jeg ikke kender”. Den kunst som ville fremtrylle en højere virkelighed er identitetsløs, ligesom de mennesker, der omgiver den. Således forstås det, at der i Müllers digtning ikke er plads til idealisme eller realisme. Det er digtning orienteret mod intet. Som det hedder i digtet “Døende mand med spejl”: “…Vi behøver/ikke at gøre os flere illusioner Der kommer sandsynligvis/Intet nyt længere derimod kommer der sandsynligvis/Intet Hvad det så end er…”
Det er digtning stærkt indfarvet i sort, ja, kan farven sort potenteres, sker det her. Müllers digte er vildfarne, helstøbte kugler af sorthed, mange nærmest indad bristende, på kanten af tomheden. Han digter sort, men han digter. Han digter i dette mørke, så det lader sig oplyse og skinne igennem uden at slukkes af lyset, for mørket skinner selv.
Info
Forlag: Basilisk
Udgivet: 2016
Oversættelse: Madam Nielsen
Omslag: Rikke Villadsen
Sider: 132.
Bogen kan købes her.