I den traumatiske og ekspressive digtsamling Picco Picco – bristede som et smil under tårer fra 2018 skriver Mikael Ostenfeld Krog om en verden, som kommer til syne gennem pigen Picco Piccos bevidsthed. Gennem et fragmenteret sprog formår Krog at skildre livets skyggesider, hvor kroppen til sidst ikke kan modstå det evindelig pres fra virkeligheden og verden. Krogs grænseoverskridende og rørende ordvalg gør, at det er svært at slippe bogen, selv når den sidste side er læst.
At briste som et smil under tårer
På digtsamlingens første side får vi et indblik i, hvad vi kan forvente af de næste 60 sider. Vi skal vikles ind i en fortælling om Picco Piccos oplevelser med traumer, død, overgreb, skyld, ydmygelse, vanvid og ikke mindst gråd. De traumatiske skildringer kommer til syne gennem barndomserindringer om moderens død, faderens svigt og elskerens voldelige tendenser. Picco Picco lægger ikke skjul på, at hun ønsker sin far død: ”
Om natten drømte jeg, at far var død
Jeg jublede
Men jeg tog fejl
Herregud hvor tog jeg fejl
eller hvor meget hun afskyr elskeren, Christians handlinger:
… bange for at han skulle begynde at græde
Jeg lyttede med en feberagtig fornemmelse
talte sekunderne.
Flyt dig, jeg får kvalme, sagde jeg
Da hun runder de 22 år, sidder hun fast i et tomrum mellem lykke og fortvivlelse i sit forhold med Christian. Virkeligheden er vanskelig, og derfor indleder Picco Picco en evig jagt på tryghed. En jagt, som splitter kroppen ad, for det er begrænset, hvor meget vold, sorg og smerte en krop kan klare. Hen mod digtsamlingens slutning bliver vi præsenteret for ubestemmelige steder i en ubestemmelig tid, som er dikteret af Picco Piccos smertefulde sind. Skellet mellem, hvad der er virkeligt, og hvad der er fantasi, bliver opløst, og en række dystopiske fremtidsvarslinger toner frem fra mørket.
Sprogets kraft og dystopiske fremtidsvarslinger
Gennem hele digtsamlingen bliver vi en del af et sprogunivers, som for mig både var grænseoverskridende og dybt rammende at være en del af. Med sproget er der et hav af muligheder og dermed også mange fortolkninger. Krog formår at skabe en verden af sprog og stærke følelser, hvor vi som læsere bliver inddraget: ”Kan De forstå mig?” Mod slutningen falder sproget mere og mere fra hinanden, og Picco Picco er nu ”absorberet af [sin] melankoli”. Det er befriende, når en forfatter formår at sætte ord på svære følelser og tilstande, som man ikke selv er i stand til. Selvom mange af digtsamlingens sætninger rummer en vis inkohærens, så gør det korte format og de korte digteriske passager, at vi gentagende gange kan slå op i samlingen og dissekere sproget yderligere. Vi kan hermed hele tiden finde nye sammenhænge og forståelser.
I takt med at sproget falder fra hinanden, bliver kroppen i den sidste del opløst, og en række dystopiske fremtidsvarslinger træder frem. Disse varslinger og vores indsigt i Picco Piccos traumatiserede sind fik mig til at tænke på George Orwells robotlignende mennesker og behandling af det menneskelige sind og psyke. Krog formår gennem intelligent sprogbrug at bevæge sig ind i en verden, hvor virkeligheden ophører og et menneske ikke blot er et menneske:
Hvorhen kan de tænkes at transplantere mig?
Sy mig ind i kroppen på et statsoverhoved
computere formet som hårfine tråde
med mikrocomputerens boblehukommelse
Jeg vil ikke have metal i mit inderste
Neglene kan allerhøjst bruges som solbatterier
min gamle hjerneskal som fugleunge
Jeg ville helst tilbage til min gamle krop
Hjernen, det er mig
Fattet det?
Dig har han i metalskabet
Blodregn
Ind i mellem de traumatiske skildringer af overgreb, svigt og død blev jeg fanget af de mange fødselsmetaforer:
han så ømt på mig som om jeg var hans baby
og lidt væske piplede frem fra mit ene bryst
Denne sætning fik mig til at dvæle ved digtsamlingens omslag, hvor de rødlige farver er altdominerende. Boblerne som falder ned over en barne- eller kvindehånd minder mig om blodregn, hvor hånden skubber den blodige masse fra sig. Efter at have læst digtsamlingen færdig, finder jeg en klar og smuk sammenhæng mellem omslaget og digtenes flertydighed og dybde. På omslagets bagside står der skrevet:
Vi ved ingenting
og af det ingenting er jeg født
placeret
i centrum
for længe siden før fødslen
blev skabt
For mig ser det ud som om, hånden på forsiden forsøger at skubbe enten sin egen graviditet eller sin egen fødsel væk. Blodet ligner tårer, som i mine øjne danner en gravid mave. Så måske er der mere under overfladen, som vi skal grave endnu dybere efter.
Samspillet mellem omslaget og indholdet i Krogs digte leder til flere tolkninger end blot sproget og digtene i sig selv, og det er det, som denne digtsamling kan: Ved første øjekast forstod jeg ikke, hvad digtsamlingen egentlig handlede om, men så blev jeg hvirvlet ind i et hav af ord, metaforer og sproglige finurligheder som gjorde, at jeg med det samme følte mig som en del af Picco Piccos inderste. Først
tænkte [jeg] ingenting.
ingenting, men i dette ingenting findes alt
fordi det kommer af ingenting og gør mig til alting
INFO
Mikael Ostenfeld Krog: Picco Picco – bristede som et smil under tårer
Forlaget Escho
2018
72 sider
Digtdamlingen kan købes på forlagets hjemmeside her