Uden at fortabe sig i den helt store historiske udredning, så er det vigtigt at slå fast, at dette værk af Özcan Ajrulovski ikke kan forstås fuldt ud uden en samfundsmæssig kontekst. Den fungerer nemlig på flere niveauer, både på et litterært niveau men også som kulturel og social kritik.

 

 

”Min pen er mit våben”

Jeg vågner op som fremmed er en digtsamling, der kommenterer et stykke øm danmarkshistorie. I 1960’erne var der mangel på arbejdskraft i sværindustrien. Mange af de tunge og beskidte jobs, der samtidig også var nogen af de lavest betalte, manglede arbejdskraft. Løsningen fandt man i udlandet, i særlig grad i Tyrkiet og Eksjugoslavien, hvorfra man fik de såkaldte ”gæstearbejdere”. Mange af dem skulle vise sig at blive mere end bare gæster, da familien og det fremtidige liv kom til at blive i Danmark. Men selvom disse mennesker nu har levet i det danske samfund i hen ved 40 år, deres børn og børnebørn er født og opvokset her, så er der stadig noget, der ikke har ændret sig ved betegnelsen ”gæstearbejder”. De selv samme mennesker fik også påduttet sig et nedværdigende mærkat, nemlig ”fremmedarbejdere”. 40 år efter er der stadig noget i det ord, der desværre er blevet sandhed.

 

Litterære betragtninger

Denne digtsamling er ikke munter. Den er ikke positiv eller rosende. Den er vred og kritisk. Men den er vred og kritisk med et fundament, der ikke er søgt. Den er ikke en litterær provokation for kunstens skyld, men derimod indigneret kulturel og social kritik. Og hvor er det glimrende, at Özcan Ajrulskovski sprogligt formår at skabe digte af høj kvalitet, ikke banebrydende, men substantielle og ærlige. Digtene er stædige og til tider i et nærmest rappende flow. Bogen er i sin helhed manifesterende, ikke belærende, men kontant.

”Lille spejl på væggen der

hvem er jeg i landet her?

Det er mig

hvis middelmådige liv gør dig forvirret

Du er stolt af mig

fordi jeg ikke er blevet kriminel

men det skal du ikke være

for det bliver de færreste

Det er ingen bedrift at være som mig”

 

Formen er enkel og ikke særlig eksperimenterende, hvilket jeg anser som en positiv ting i dette tilfælde. Det slår mig nemlig som om, at forfatteren har haft øje på et skarpt indhold, der ikke lader sig forvanske af formeksperimenter. Sommetider ligger den litterære styrke i ordenes egentlig betydning i begrebsverdenen.

 

Digtene som kulturel og social kritik

Digtene har en identitetsbåren logik. Den berører grænsefladerne ved mødet mellem dig og mig. Både mødet mellem individer, men også mødet mellem samfund. Forfatteren beskriver sin manglende eller forvirrede identitetsfølelse, hvilket giver en form for eksistentiel afmagt. Han føler sig fremmed i Danmark, men han føler sig også fremmed i sine forældres hjemland. Det er et identitetsmæssigt limbo, forfatteren markerer med sine digte. Jeg savner dog en lidt større grad af systemkritik, da samfundets økonomiske og sociale struktur ofte er grundstenen i den menneskelige identitets- og kulturskabelse.  

 

Sproget som kilde til forandring

Sproget og litteraturen har ikke blot en evne til at berige os som individ, men rummer også evnen til at berige på et større samfundsmæssigt plan. Vi indgår alle i den helhed, som udgør et samfund. Som det er tilfældet med Özcan Ajrulovskis digtsamling, hvor han sætter ord på nødvendigheden af at indgå i denne helhed. Sprogligt skarpt, indigneret og ærligt er Jeg vågner op som fremmed et udmærket eksempel på digte, der bevæger sig mellem samfund og fantasi. Özcan Ajrulovski, du viser at sproget kan være kilde til forandring. Tak for dit sprog;

Jeg bruger blæk til at kæmpe

i form af skrifter

Pennen absorberer mine følelser og drifter

patronerne knuser dem

Pennen befrier fantasien

patronerne sender dem hjem

Pennen efterlader en arv

af visdom og viden

med ord der aldrig

bliver gamle med tiden

 


 

Özcan Ajrulovski

Copenhagen Storytellers

120 sider

September 2017

 

 

Print Friendly, PDF & Email