Den fotografiske digtsamling Står på tæer under vand fra 2020 er blevet til i et tæt samarbejde mellem fotografen Mariana Gil og forfatteren Daniel Boysen. Allerede fra første side inviterer samlingen til refleksion, og drømme og virkelighed mødes i et væld af poetiske billeder og smukke fotografier, hvor havhvepse, havskildpadder og havet selv trækker op på landjorden. Der er tænkt over digtenes form. På hver side står skriften og fotografierne klar som små geniale kunstværker og venter på, at læseren skal sætte en bølgende bevægelse i gang – indtil sidste side er nået, og havet falder til ro… for nu.
Visuel kunst og musiske meditationer
Står på tæer under vand er en utrolig smuk bog. Den er iøjnefaldende og en oplevelse at have i hånden. Der er kælet for de æstetiske detaljer, og intet virker til at være tilfældigt. De blålige farver smelter sammen med bogens ru overflade, og med det rette lysindfald ligner strukturen på for- og bagsiden små brusende bølger. På bogens bagside er det kun muligt at se halvdelen af bagsideteksten. Visuelt ser det ud som om, at teksten er skåret midt over. For at gøre teksten hel, skal bogen åbnes bagfra, og flappen skal foldes ud. Teksten står nu på hver sin bjergside og bølger henover bjergryggen: Vi bestiger/ verdens højeste/ bjerg/ vi går rundt/ og mærker det/ som havbund/ under os. Bjerg, hav, land og vand, som er grundstenene gennem hele digtsamlingen, bliver hermed visuelt en del af bogens omslag. Det er genialt. Det er gennemtænkt.
Udover digtsamlingens visuelt smukke ydre har Boysen i fælleskab med Martin Lau lavet en musikalsk lydbog. Med den i ørerne bliver oplevelsen kun mere sanselig og intens. Så snart musikken flyder, er det som om, at virkeligheden forvandler sig til vuggende bølger, og alvoren og melankolien i digtsamlingen toner langsomt frem: midt i noget/ der blomstrer/ afblomstrer/ regnskoven/ de forladte/ sjæletræer/ synger/ en verdenskrig/ på repeat/ vi er her/ som en skygge. Vi møder en verden i forandring, og selvom musikken skaber en form for meditativ døs, så var jeg lysvågen.
Boysens rolige men insisterende stemme skaber en intensitet, og sprogets kontraster står lysende klare frem: lyset finder vej/ gør rummene/ til hjem/ kranerne kører/ i ring/ skærer forbindelsen/ til himlen/ over. Lyset finder vej, men forbindelsen til himlen er brudt. Kommer lyset inde fra, hvis solen er gået bort? Det står klart i Boysens digte, at vi skal passe på vores klode, for ellers forsvinder lyset – både fra os og universet. Som jeg nævnte i indledningen, inviterer Boysens sprog til refleksion, og han beviser i den grad, at sproget og dets rytme er hans bedste ven. Det er mesterligt: broen over bæltet/ er en tunnel/ skaller langs/ skinnerne/ en sværm/ af sardiner/ hægter sig/ på toget. Siderne dirrer af sprogligt overskud, og for en litteraturnørd som mig er hans brug af allitterationer og kontrastfyldte sproglige billeder ikke til at få nok af.
Eksistentielle spørgsmål og trancelignende tilstande
På digtsamlingens andet fotografi toner farverige koralbjerge frem, hvor stumper af vores virkelighed titter frem i baggrunden. Her kan vi skimte en dør. En udgang – måske en udvej? Havet og virkeligheden er krøbet ind i hinanden, og dette grønne undervandsbillede balancerer både en stemning af håb og dystopi. På næste side skriver Boysen: neglens linjer/ ryster/ på gaden går/ folk rundt/ med sig selv/ under armen/ jeg kan ikke/ krydse vejen/ for biler/ det hagler/ i sollyset/ om lidt/ er det/ november/ vi står ved vinduet/ himlen over os/ er slukket/ er alt/ som det/ skal være. Disse linjer gik rent ind hos mig. Det skiftende vejr, de knitrende hagl i solskinnet, himlens mørke og folk, der går rundt som i en trance, er genkendelige hverdagsbilleder. Men ligesom på fotografiet er det som om, at havets tomrum omfavner os. En verden, hvor alle bevægelser er bløde, sløve og trancelignende – for er alt, som det skal være? Selvom vi står på tæer under vand, forbliver virkeligheden i havets favntag.
Boysens tekststykker svæver frit på de hvide sider, og fotografierne skaber nærmest en hypnotisk effekt. Det er som om, at ordenes frie placering og fotografiernes farver og koralnet sender mig ud i frit fald. Alvoren hober sig op mod digtsamlingens slutning i takt med, at vandet bliver dybere og vildere: på strandkanten/ folk i vandet/ ligner små/ titaner/ halvt menneske/ halvt hav/ de spildte dage/ kan de spildes/ igen/ at blive mindre/ fremmed/ vi svømmer/ mod horisonten/ solen kaster/ sine tentakler/ om byen/ der forsvinder/ er digerne/ lettet/ drømte du/ det her/ er vi/ lysvågne/ er vi her/ slet ikke. Byen forsvinder bag solens skær, og alt ophører i baggrunden. Det eneste, som ikke ophører, er nærværet. Nærværet i vores relationer. Nærværet til digteren. Selvom alting går til grunde i sollyset mod digtsamlingens slutning, så vil den aldrig ophøre i min bevidsthed. Står på tæer under vand er en utrolig sanselig, æstetisk, kontrastfuld og velskrevet bog, og det er næsten synd, at dens smukke ydre skal klemmes og glemmes i en bogreol.
Info
Daniel Boysen: Står på tæer under vand
Forlaget Silkefyret
2020
89 sider
Køb bogen på forlagets hjemmeside her: her