I løbet af værkets 200 sider, der består af digte og kortprosa, kommer Rune Kjær Rasmussen vidt omkring. Han skriver godt, og der er flere interessante passager, men det samlede udtryk peger i for mange retninger.
Sansende tænkning
Musikalsk ansvar & Musikalsk erindring er en samling, der kommer vidt omkring; jeg læser om forskellige slags dyr, springer rundt i historien, mærker en sansning og søgen i musikken, hopper rundt i små surrealistiske bevidsthedsbobler og forsøger at følge med forfatterens tænkning.
De steder hvor det er muligt at følge med, er det en fornøjelse at læse, for Kjær Rasmussen skriver (for det meste) godt. Han skriver sansende. Især de korte digte og nogle af de korte tekststykker fungerer godt. Hans tanker bliver her mere koncentrerede, og de lukker læseren ind – jeg fik pirret mine sanser, og det kom til at betyde noget for mig, hvad der skete og hvad det skulle ende med.
I fx ”Pandaens øjne” fletter Kjær Rasmussen en kort fortælling om en pige, der får pandaens sorte aftegninger om øjnene, sammen med pandaens sjældne skrig. Tekststykket lyder næsten som et opslag i en fagbog, men har først og fremmest og vigtigst af alt en god fortælling i sig.
Og i ”Bevægelsesspind” afslutter han smukt med:
”Den sorte kat smyger sig ind i min ånd og fylder
hele eftermiddagen med frihed.”
Andre steder bliver stemningen meget uformel, nærmest som om jeget sidder over for sin læser og fortæller historier over maden eller på værtshuset – og den uformelle stemning klæder også teksterne – især hvis de følger umiddelbart efter nogle af de smukke passager, tekster eller digte.
De længere omveje
Værkets svaghed er de længere stykker, der ofte har en række sprogligt klodsede sætninger og virker distancerende i forhold til læseren. Samtidigt med det er de også med til at opbryde sammenhængen i værket, og der kan være et stort spring fra én side til den næste.
I ”Den nedlagte frugtplantage” bruger Kjær Rasmussen en række lange ord, der får sætningerne til at fremstå distancerede og opstillede som fx ”Alle disse mytologiseringer jeg så indædt afsondrer. Jeg forstår deres nødvendige mildhed nu og vil gå videre igennem dem. Klarheden er, hvor tingene sker. Det er virkelighedsorientering.” Hans sprog fungerer og fænger langt mere, når han bruger et mere flydende sprog, som han gør i første afsnit af denne tekst.
Problematikken går igen i flere andre tekster. I ”Natjord” kommer der pludseligt en sætning i midten af teksten, der lyder ”Og afgrøderne sprang kuldskære frem med skingert lys stædigt holdende stilkene uknækkelige.” Hvilket lyder meget storladent i forhold til resten af teksten. Og i værket fremstår det storladne sprog svagt i forhold til det mere konkrete. Læseoplevelsen er simpelthen bedre, når Kjær Rasmussen beskriver i et mere nært sprog.
Det sidste eksempel er ”For det første og det sidste”, hvor de første to strofer lyder:
”Det første og uendeligt umuliges nådes skælv; et net
under steningen af eget blods bolig.
Bestandig. Bestøvningens kejser og kejserinde. Altid
mere nøgne end formler og fantasmer.”
Her bliver sproget meget tungt, og det kan være svært at følge pointen med stroferne; hvad de vil og hvorfor jeg skal læse dem. De bliver en lang omvej til det, jeg gerne vil læse i samlingen. For som allerede nævnt findes der også nogle gode tekster, digte og passager.
Problematikken bliver yderligere understreget i de sammenhængende tekster mod slutningen af værket, kaldet ”Kærlighedens rum” I, II, III osv. hvor især VII fremstår stærk, fordi sætningerne er korte og præcise som fx:
”Natten på færde
i hjertet på en skovsti”
og
”Så var der sange overalt
der kunne slås hul på.”
Det kan være svært at følge med
Men da jeg har vendt sidste side, kan jeg se tilbage på en poetisk, syret og til tider smuk oplevelse, der samtidigt peger i rigtig mange retninger. Og jeg sidder en smule forvirret tilbage. I sidste ende er det svært at sammenfatte forløbet i bogen – samlingspunktet – andet en end form for meget vag musisk bevidsthed.
Der er bestemt et potentiale i sproget og i tankerne, men der mangler en mere klar struktur, som kan give en mere helstøbt læseoplevelse. Meget kunne være skåret fra. Men værket har sin berettigelse i sproget, i den nære filosofi og de smukke øjeblikke, der også var en del af min læseoplevelse.
Dog peger værket i for mange retninger til, at læseoplevelsen bliver helstøbt. Der er gode, faktisk også glimrende elementer, men der er også en del at arbejde med.
Forfatter: Rune Kjær Rasmussen
Forlag: Books on Demand
Sidetal: 199
Udgivet: 2015
Værket kan købes for 200,- her.
Tak for anmeldelsen. Den overrasker mig i forhold til hvor krampagtigt, den gerne vil læse noget ind i min bog, der ikke er der. Jeg sidder også tilbage med en underlig fornemmelse af at have læst en anmeldelse, der er skrevet før, skrevet ”efter bogen” så at sige. Der efterlyses noget helstøbt, uden at det defineres, hvad det er. Der tales også om en nødvendighed af at kunne sammenfatte forløbet i bogen, som om det var en nødvendighed eller indbygget præmis for læsningen af enhver bog, dog uden at komme ind på hvad denne sammenfatning går ud på. Hvis det er meningen, at alt skal kunne skæres ned til en sammenfatning hvorfor så ikke bare udgive sammenfatningen?
Anmelderen skriver, at han sidder tilbage med en forvirring efter læsningen, men i stedet for at kigge nærmere på den forvirring, når han frem til, at ”Der er bestemt et potentiale i sproget og i tankerne, men der mangler en mere klar struktur, som kan give en mere helstøbt læseoplevelse. Meget kunne være skåret fra”. Hvad er det for en ”klar struktur”, og ”helstøbthed”, der efterlyses? Og hvorfor efterlyses den overhovedet? Er forvirring efter læsning af en bog som udgangspunkt noget dårligt ifølge anmelderen og i så fald hvorfor? Jeg synes, netop forvirring efter læsning af en bog ofte er god, fordi den får mig til at få en fornemmelse af, at der er blevet lukket op for en nysgerrighed, en søgen efter mere i mig, som i mange tilfælde forsøges lukket ned, fordi der er dogmer i luften.
Der tales også i anmeldelsen om, at værket peger i ”rigtigt mange retninger” og ”for mange retninger”. Igen: hvad betyder det? Jeg synes, der er en for forsøgsmæssigt definerende tone i anmeldelsen, som, igen, forsøger at lyde mere almen end ud fra anmelderens eget synspunkt og oplevelse. Det er jo kun anmelderens egen oplevelse, der tales om og ikke en almen opfattelse, selvom det nærmest ridses op på den måde f. eks. her: ”Værkets svaghed er de længere stykker, der ofte har en række sprogligt klodsede sætninger og virker distancerende i forhold til læseren. Samtidigt med det er de også med til at opbryde sammenhængen i værket, og der kan være et stort spring fra én side til den næste.” – ” virker distancerende i forhold til læseren”? Hvor ved anmelderen det fra? Ingen steder fra. Der skulle have stået virker distancerende på mig. Den slags positioneren sig ved at gå ud over sit eget individuelle territorium, synes jeg, er et tilbagevendende problem i anmeldelser visse steder.
Hvis jeg havde fået uddybet nogle af udsagnene i anmeldelsen, så havde det været interessant. Som det er nu, er det meget flagrende, hvad anmelderen egentlig mener.
1) Du skriver: “Der efterlyses noget helstøbt, uden at det defineres, hvad det er.” Jeg kommer lidt ind på det med følgende formulering: “Samtidigt med det er de også med til at opbryde sammenhængen i værket, og der kan være et stort spring fra én side til den næste.” Det betyder, hvis jeg skal gå ned i detaljen, at der hverken er en overgang fra digt til kortprosa, eller fra én tekst emne til det næste. Med andre ord er der ingenting, som bærer mig gennem min læsning. Ikke alt skal gives til læseren (når jeg skriver læseren, i ental, refererer jeg til mig selv), men det er alligevel rart, hvis der er en hvis sammenhæng mellem teksterne. Om det ville hjælpe at dele op i afsnit, så der fx var en form for kapitler eller opdeling med tal ved jeg ikke – det er vel et redaktionelt arbejde forfatter og forlag imellem.
2) Jeg er forvirret efter min læsning, fordi nogle af teksterne “kunne skæres fra”, uden at jeg nødvendigvis kan sige hvorfor. Men måske fordi de ikke ramte mig; fordi de ikke havde humor, ikke fortalte en historie der var båret af en vis litterær nødvendighed. Som andre tekster i samlingen bestemt besad. Nogle gange var de også søgt underlige og tunge i sproget – med lang tillægsform og løsrevede, ligegyldige sætninger. Min læsning gik i stå. Der var gange, hvor jeg var ved at give op i min læsning. “Den klare struktur” er op til dig at fortolke, men du kunne fx arbejde videre med den måde/den type historie du skriver i “Pandaens øjne” og skrive en række tekster, der fik et afsnit, samlet, i dit værk.
3) Jeg må skam gerne konstatere, at “værket peger i for mange retninger”, fordi det netop er min opfattelse. Det betyder, at jeg aldrig får en oplevelse af at værket er gennemarbejdet – eller gennemtænkt. Jeg tænker ikke på, at der skal være et plot, men at man har skåret alt det ‘unødvendige’ fra. Samlingen kunne i mine øjne være halveret. Du skriver: ”virker distancerende i forhold til læseren”? Hvor ved anmelderen det fra? Ingen steder fra.” Som tidligere skrevet bruger jeg “læseren” om mig selv – nu prøver du vist at tvinge noget ind i anmeldelsen, som ikke er der; for at bruge dine egne ord mod dig selv.
4) Nu har du generelt, ved mange af vores anmeldelser, forsøgt at gennemtvinge dine kæpheste om, hvordan vi skal skrive om bøger. Hvorfor ansøger du ikke hos de nye redaktører om en plads som anmelder? Eller endnu vigtigere, hvorfor går du ikke efter de anmeldere, der skriver endnu mere generiske anmeldelser og som lever af det – fx dem på Jyllands Posten, Information og Politiken? Din energi ville være givet bedre ud dér. VI anmelder efter en arbejdsuge på over 50 timer, frivilligt, hvor vi læser, skriver, laver korrektur, tager billeder og forsøger at finde hoved og hale i en række bøger, som ingen andre tager op.
Okay. Tak for uddybningen af din mening. Det klargjorde anmeldelsens indhold for mig. Du må som anmelder selvfølgelig alt, på samme måde som jeg må komme med alverdens kommentarer til det. Intet er fredet i den sammenhæng, fordi det lukker af for en mulig dialog. Jeg er, naturligvis, uenig i din opfattelse af min bog. Hvis jeg ikke var, så havde den set anderledes ud. Derudover mener jeg, at det er noget vrøvl, at jeg har “forsøgt at gennemtvinge mine kæpheste, angående hvordan vi skriver om bøger”, jeg synes blot, jeg har stillet relevante spørgsmål ved kvaliteten af anmeldelserne. Spørgsmål som jeg i visse tilfælde ikke har fået besvaret. Det lyder lidt, som om I er blevet bedt om at anmelde af andre, hvilket jo ikke er tilfældet, så at opstille det som om, det er lidt synd for jer er ganske enkelt useriøst i mine øjne. En plads som anmelder hos “Modspor” har ingen interesse af flere forskellige personlige årsager.
I modsat fald med hensyn til kommentarer, så må I jo lukke for muligheden for kommentarer, hvis de er uønskede.
Det er også helt fint at vi er uenige – heldigvis var der jo også elementer i dit værk, som jeg nød at læse. Og det er meget fint med kommentarerne; men de går jo ofte på det samme, så derfor min lidt drillende kommentar tilbage.
Jeg søger bestemt ingen sympati, når jeg skriver det med de lange arbejdsuger – det er bestemt ikke synd for os, men det er vigtigt at vide, at man burde have forståelse for, at frivillige ikke har samme tid i deres kalender, som de der får løn. Måske ville man/vi/jeg gerne bruge endnu mere tid på at uddybe, genlæse osv. men det kan ikke lade sig gøre, når man anmelder frivilligt. At du tolker det, som om jeg fremlægger det som værende “synd” for os, var bestemt ikke intentionen. Det er nærmere end pointering af, at vi gør det så godt vi kan, med den tid vi nu har, fordi det ikke er skemasat i en arbejdsuge.
Der skal selvfølgelig være mulighed for at kommentere, det er sjovest og bedst på den måde.
God dag,
Daniel
Jeg sidder tilbage med et spørgsmål: måske har du/I ikke tid nok til at lave anmeldelserne så. For du skriver i anmeldelsen, at “det kan være svært at følge med” men i ordvekslingen her, “at man burde have forståelse for, at frivillige ikke har samme tid i deres kalender, som de der får løn. Måske ville man/vi/jeg gerne bruge endnu mere tid på at uddybe, genlæse osv. men det kan ikke lade sig gøre, når man anmelder frivilligt.” Hvis der ikke er tid nok, så medfører det jo netop, at det kan være svært at følge med. Min bog tager tid at læse. Det er ikke en nem bog at komme igennem. Det er ikke en bog, der søger eller afleverer klare svar på klare spørgsmål. Den undersøger alle mulige ting, bevidsthedstilstande, oplevelsessfærer, relationer etc. Hvis du mener, at nogen af teksterne kan skæres fra men ikke kan sige hvorfor, så anmelder du ud fra en eller anden “mavefornemmelse”, der kun vedrører dig, din umiddelbare oplevelse og smag. Det er et problem, at du ikke kan sige hvorfor. Selve det “hvorfor” ville være en del af en god anmeldelse. Som det er nu, er det en smagsdom. Hvad relevans har den for nogen andre den dig selv? Du skriver, husker jeg, cirka, i en anden anmeldelse, at hvis man giver sig tid til at fordybe sig i stoffet, så vil man få en stor oplevelse. Her virker det, som om du går over i den anden grøft og nærmest går imod fordybelsen til fordel for et filter af fordomme, i forhold til hvordan du synes, litteratur skal se ud i stedet for at gå ind i den litteratur, du har med at gøre. Og det, lige netop det, synes jeg er et gennemgående problem i de fleste anmeldelser på det her site. Og når det er det, så spørger jeg mig selv: hvad relevant er der ved de her anmeldelser? Ville en evt. omtale, uden medfølgende anmeldelser af de mindre omtalte værker, være bedre for alle parters skyld?
God aften,
Rune
Heldigvis er jeg jo stoppet som både redaktør og anmelder snarest min sidste bog (så skal vi to ikke have den diskussion mere). Jeg brugte skam også lang tid på at læse din bog og tænke over den. Mange anmeldelser er smagsdomme – og under i noget subjektivt – igen en almen kritik som kan rettes mod store dele af anmelderverdenen; hvis man da mener, at mennesker ikke må have holdninger. Mine udtalelser går på mine egne anmeldelser og var udtryk for en refleksion over, hvorfor du mener at ‘hvorforet’ somme tider evt. mangler. Og du kan jo kun gisne om, hvor lang tid man bruger på at læse og skrive en anmeldelse – jeg kan fortælle dig, at det er længe.
Jeg synes du er unødvendigt hård ved sitet som sådan, og jeg må herefter bede den øvrige redaktion om at læse dine kommentarer, så de kan tage dem til efterretning eller ej. Min funktion ophører på denne side (eller er allerede ophørt), og diskussionen går i ring. Du hæfter dig utrolig meget ved det negative/konstruktive i anmeldelsen, og det begynder at virke, ja, irriterende simpelthen.
Meget påfaldende kan jeg se, at du nu også er begyndt at kommentere på min forfatterside, fint nok – men det virker lidt søgt; når du aldrig har vist interesse/tanker om mit forfatterskab før og så pludselig gerne vil kritisere der også. Heldigvis er det en kladde, du har udtrykt tanker om – så der er muligheder for at rette evt. stavefejl (desuden har disse digte aldrig været tiltænkt andet end deling på de sociale medier).
Over and out,
Daniel
Okay. Jeg respekterer og anerkender, at du har brugt lang tid på det og havde blot brug for at sige de her ting. Ang. sitet her vil jeg holde mig væk fra det fremover som udgangspunkt. Visse af anmeldelserne er udmærkede, så der var jeg lidt hård. Det indrømmer jeg gerne.
Ang. kommentaren til din forfatterside var det ment som lidt af en joke. Så du lige kunne få en fornemmelse af din egen tone, som den er indimellem.
Også slut herfra,
Rune