Franziska Hoppe leverer performativ biografisme tilsat delikate sansninger af kunstværker og en veloplagt indføring i manipulation. Hendes bog docx låner fra andres værker, andre medier og kunstarter. Det gør den til en både original og refleksionsskabende læseoplevelse.

Forelskelsen som kædereaktion

Docx er mange ting, men i sin grundsubstans er den fortællingen om et jeg, der er forelsket i en person, som bliver omtalt X. Det i sig selv er selvfølgelig dybt banalt, men hos Franziska Hoppe får det også lov at blive noget mere – ikke mindst en undersøgelse af iscenesættelse, kunstoplevelse og manipulation.
Bogens jegfortæller er kunstner og kunstinteresseret. I sin søgen efter en måde at omsætte sin ugengældte forelskelse i X til noget konstruktivt pendler hun mellem København og Berlins museer. Ret hurtigt bliver det klart for hende, at X ikke skal holdes helt ude af hendes liv. Hun beslutter sig derfor for at omsætte sine følelser for X til en skriftlig undersøgelse af forelskelsen. En undersøgelse, der blandt meget andet inddrager forskellige kunstværker, der fører jegfortællerens refleksioner over sig selv, sin forelskelse og objektet ad mange vildveje.

Allervæsentligst tilbyder jegfortælleren, at X må læse med undervejs i hendes undersøgelse. Herfra udvikler docx sig til en form for selvskrivende værk, hvor X’s reaktioner på de enkelte tekstfragmenter er med til at udvikle den tekst, der følger efter.

Betragtet som helhed beskriver docx således en form for kædereaktion: Hvis X ikke er forelsket i vores jegfortæller, er han i det mindste temmelig fascineret af hendes skildringer af sin forelskelse i ham. X’s narcissistiske tilfredsstillelse ved at mærke en andens konstante blik på sig afstedkommer nye initiativer fra hans side, hvilket igen bidrager til videreudviklingen af teksten, som kun bliver desto mere interessant for X selv. Slutningen skal ikke røbes her, men X bliver under alle omstændigheder viklet ind i et spil, der forudsætter tæt samvær med en person, han som udgangspunkt ikke var synderligt interesseret i.

Performativ biografisme

Jegfortællerens meget direkte inddragelse af X i arbejdet med sin tekst fører nemlig til en form for feminint empowerment, hvor det ulykkeligt forelskede jeg faktisk ender med at vinde magten over den mand, der er årsagen til hendes forsmåede følelser. Paradoksalt nok sker det, mens X via teksten har direkte adgang til jegfortællerens refleksioner over det, hun gør. Eksempelvis må vi antage, at X fortsat læser med, da jegfortælleren afslører sit forehavende med afsæt i den fransk-cubanske forfatterinde Anaïs Nin:

Forfatteren Anaïs Nin skrev to parallelle dagbøger: Den hemmelige og den åbne, som elskere og tætte venner fik lov at læse i. At hendes tekst bliver forstået som en dagbog, giver den en del af sin styrke – men også sit problem. Når hendes elskere troede, at Anaïs var identisk med dagbogens figur, forvekslede de det selvportræt, hun malede, med hende selv. De glemte, at teksten også skulle knytte dem til hende.

Som det fremgår, er Hoppes jegfortæller uhyre selvbevidst – måske også mere, end det reelt er muligt. I det mindste giver det god mening at opfatte docx som et udtryk for det, Jon Helt Haarder (lektor ved SDU) har navngivet performativ biografisme: Hoppes skønlitterære værk ligner nemlig noget selvbiografisk med hendes brug af jegfortæller og hendes henvisninger til autentiske personer og steder. Men værket rummer samtidig et markant element af ’laden-som-om’. Af en performance, hvori Hoppe selv fremstår som en stereotyp kunstner med en søgende sjæl, en biseksuel promiskuitet og en gådefuld agenda. En kunstner, hvis skriftlige arbejde får sit eget liv i andres reaktioner på det.

Forførende værkbeskrivelser

Franziska Hoppe har en baggrund fra både den svenske forfatterskole Litterär Gestaltning og Det Kongelige Danske Kunstakademi. Det mærkes tydeligt i bogen. Den er velskrevet og eksperimenterende, og så er den båret af en stor kærlighed til billedkunst. Det er faktisk genuint rørende at kigge vores hovedperson over skulderen, mens hun forsigtigt rører ved en buste af Nefertiti – og forarges over en anden museumsgæst, hvis ihærdige begramsning af samme buste nærmer sig forulempelse.
Den skønlitterære beskrivelse af et kunstværk kaldes en ekfrase, og litteraturhistorien er fuld af fantastiske eksempler. Jeg har imidlertid aldrig før læst en ekfrase over et performativt værk, der var så levende og bevægende som Franziska Hoppes. Jeg har heller aldrig mødt ekfraser, der så effektivt udnyttes til at reflektere over tanker og følelser hos den, der oplever kunstværket for os. Som her, hvor Hoppes jegfortæller genser Sandro Botticellis maleri af Den hellige Sebastian:

Den hellige Sebastian skiller sig ud fra mængden af muser og madonnaer og får mig til at sænke farten, da jeg går forbi. Er dét billedet, mit fantom udsprang fra? Maleriet er i fuld figur, jeg husker et portræt. Kan jeg kun have lagt mærke til ansigtet og ikke den sårede krop? (…) Jeg ved, at jeg ser mine følelser omkring mig. Hvis Frankensteins monster var min vrede mod X, er mit Sebastian-fantom den idealiserede fantasi.

Hoppes jegfortæller er en stedfortræder, der oplever kunstværkerne for os med alle sine sanser og indsætter dem i sit personlige rammeværk af tankestrømme, inspirationskilder og referencer. Dét greb fungerer eminent i et skønlitterært projekt, der i sit udgangspunkt handler om at omsætte ulykkelig forelskelse til selvransagelse og selviscenesættelse.

I Love X

Hvis Hoppes værk minder mig om noget, er det først og fremmest Chris Kraus’ fiktionaliserede memoir, I Love Dick, der for et par år siden pludselig storhittede – tyve år efter sin udgivelse. Hoppe er da også selv opmærksom på værket, som hun citerer (s. 64), men lynhurtigt forlader igen.
Hvor Kraus lod sin jegfortæller forfølge sin ugengældte forelskelse ud i tåkrummende ekstremer, virker Hoppes jegfortæller imidlertid langt mere kontrolleret, intellektuelt fokuseret og overlagt i sine eksperimenter med relationen til X. Jef var vild med Hoppes tankestrømme og de kunstværker, hun lader dem generere af. Men undervejs i læsningen sad jeg alligevel med en følelse af, at det hele gik lidt for meget op.

Hoppes selviscenesættelse som jegfortæller er for eksempel noget stereotyp: Hun er ikke alene kunstner, men også seksuelt udfarende, mystisk aspredt og rastløst søgende. Jeg fik flashback til Karl Ove Knausgård og Leonora Christina Skov, der med års mellemrum fremskrev næsten identiske billeder af forfatterjeget som en person, der tilsidesætter alt for sin skrivning. Og jeg savnede ærlig talt Chris Kraus’ totale afklædning af sig selv. Der var givetvis også masser af Performativ Biografisme hos Kraus – men i det mindste troede jeg på forelskelsen som en altopslugende besættelse, der tilsidesatte almindelige normer for omgang med andre mennesker. I sammenligning virker Hoppes forelskede jeg og den måde, hun manipulerer med X på, lige lovlig velkoreograferet.

Ikke desto mindre er der masser af fine passager og vedkommende refleksioner hos Franziska Hoppe. Og modsat Chris Kraus giver hun os faktisk en hovedperson, vi både kan heppe på og holde af. I forening med en stram kuratering af meget forskelligartede kunstværker gør det docx til en dybt original læseoplevelse, hvor intet kunne være undværet.





Info

Franziska Hoppe docx

Forlaget Korridor

2019

106 sider

Bogen kan købes her