Mordet på kommandanten – en metafor forandrer sig af Haruki Murakami er andet og sidste bind i fortællingen om portrætmaleren, der flytter op i bjergene og finder et maleri, som udløser en kæderække af mystiske hændelser. Lige så stille forbindes trådene fra første bind, alt imens en verden af ideer og metaforer langsomt smelter sammen med virkeligheden, og karakterernes ellers velpolerede overflader begynder at krakelere
Virkeligheden slår sprækker
Jeg slap den første bog, Mordet på kommandanten – en ide viser sig, med stor begejstring og ikke mindst stor utålmodighed. Den slutter i bedste cliffhanger-stil med en tydelig indikation af, at de mærkværdige begivenheder vil fortsætte i andet bind. Spændingsniveauet forblev intakt gennem hele den første bog, og dens efterfølger tager fat præcis der, hvor vi blev efterladt i det første bind, der på sin vis er én lang optakt til plottets forløsning. Virkeligheden slår langsomt sprækker ind til en anden verden. Først er der den uforklarlige lyd af bjælder i skoven, som hovedpersonen ikke kan lokalisere, så er der fundet af maleriet Mordet på kommandanten, og så er der mødet med den mystiske rigmand og nabo Menshiki, som beder hovedpersonen om at male sit portræt. Og så er der ikke mindst mødet med den unge teenagepige Marié Akikawa. I andet bind begynder vi for alvor at forstå sammenhængen mellem disse ellers enkeltstående hændelser, og efterhånden udvikler sprækkerne sig til en komplet nedbrydelse af tid og rum – af virkelighed og fantasi; gådefulde skabninger bliver ved at dukke op, et parallelunivers af metaforer og lumske dobbeltmetaforer lurer lige under overfladen, og naturens love synes i det hele taget at være ophævet.
Unge teenagepiger og fortabte, midaldrende mænd
Handlingen i bind to bliver i høj grad båret frem af de karakterer, som hovedpersonen stifter bekendtskab med i den første bog. Det viser sig nemlig, at enspænderen Menshiki, som bor alene i en stor villa på bjerget over for hovedpersonen, er fascineret af den unge Marié, og at der er en helt særlig grund hertil. I andet bind udfoldes denne relation mellem hovedpersonen, Marié og Menshiki, og særligt Marié spiller en central rolle.
I virkeligheden er der intet nyt ved den type karakterer, vi støder på i tobindsværket. I hvert fald ikke hos Haruki Murakami. Unge teenagepiger og fortabte, midaldrende mænd, som bærer på en stor sorg eller ligefrem en dyb hemmelighed, optræder mere end jævnligt i hans forfatterskab. Og måske netop fordi mændene i hans værker er fortabte og tynget af et tab (som regel af en kvinde), fremstår de også ofte apatiske og næsten robotagtige, fordi deres følelser stort set aldrig kommer op til overfladen. Men i andet bind af Mordet på kommandanten ser vi flere eksempler på, at den ellers så velpolerede karakter Menshiki bliver overrumplet af sine følelser i mødet med den unge Marié:
Menshiki nikkede og begyndte at tage skoene af. Det var næsten, som om han ikke kunne finde ud af det. Jeg ventede, indtil han omsider havde fået begge sko af, og viste ham ind i stuen. Han havde været der adskillige gange før, men nu så han sig forundret omkring, som om det var første gang, han var her.
Passagen fortsætter, og man fornemmer hele tiden, at Menshiki føler sig nervøs og akavet ved den situation, han er blevet placeret i. Det er et sjældent syn hos Murakami, men i den grad et kærkomment et. Normalvis ser vi ikke den slags reaktioner hos hans karakterer, når de interagerer med andre. De synes snarere at være i komplet kontrol af deres følelser, uanset hvor bange, triste eller vrede, de måtte være indeni. Hovedpersonen i Mordet på kommandanten er ingen undtagelse. I første bind genkalder han sig dagen, hvor han finder ud af, at hans kone vil skilles og har været ham utro:
“Har du mødt en anden?” spurgte jeg så. Hun nikkede. “Går du i seng med ham?” “Ja, og det er jeg meget ked af at skulle sige.” Jeg burde nok have spurgt, hvem det var, og hvor længe det havde stået på, men jeg havde ikke rigtig lyst til at vide det. Jeg havde ikke engang lyst til at tænke på det, så jeg kiggede ud ad vinduet igen og betragtede den silende regn. Gad vide, hvorfor jeg ikke havde opdaget det?
Menshikis kontraltab tilføjer en menneskelighed til hans karakter og gør i det hele taget ham og historien mere troværdig. Dermed beviser magiens mester både over for sig selv og sine læsere, at hans karakterer ikke altid behøver at være i fuld kontrol for at være dragende og interessante. Tværtimod giver det en karakter som Menshiki dybde, og man kan derfor også kun håbe på, at Murakami i fremtiden tør vise samme sårbarhed hos sine hovedpersoner.
Det magiske momentum
Jeg har efterhånden slugt en del af Murakamis værker. 13 styks for at være helt nøjagtig. Og det er der selvfølgelig en grund til. Jeg nyder den langsomme fortællestil, der leveres med samme sikre hånd og øje for detaljen, som en Hayao Miyazaki-film, og så drages jeg som så mange andre af de mystiske verdener og altopslugende fortællinger. Alligevel støder jeg ofte på den samme frustration, når jeg fordyber mig i hans universer: nye fortællespor bliver konstant vævet ind i hovedplottet, men forbliver mange gange uforløste på sidste side. Og det kan nogle gange virke tilfældigt og fuldstændig uvæsentligt for handlingen, at en glemt historie fra Anden Verdenskrig skal have plads i romanen, som det eksempelvis er tilfældet både i Trækopfuglens krønike og i begge bind af Mordet på kommandanten. I begge tilfælde bidrager de historiske sideplot til den langsomme fortællestil, men fjerner også, især i Trækopfuglens krønike, noget af det momentum, som Murakami ellers er så eminent til at skabe, når han først lader den magiske realisme få frie tøjler.
Og lad os da bare dvæle ved det et øjeblik. For det, vi kan kalde for det magiske momentum, er bestemt også til stede i Mordet på kommandanten og får for alvor lov at blomstre i andet bind:
Der var mørkt under fødderne på mig, og det skrånede let nedad. Nu blev det virkelig mærkeligt. Værelset lå på anden sal, så det burde helt naturligt være første sal, der lå nedenunder. Jeg lyste med lygten, men kunne ikke se, hvor hullet førte hen. Jeg gik helt ned i hullet, rakte armen op og lukkede lemmen forsvarligt bag mig. Jeg befandt mig i bælgmørke nu.
Løse ender bindes sammen
Det lykkedes altså Murakami at opretholde gnisten fra første bind, hvor flere kapitler slutter med en velkendt cliffhanger, og handlingen tager op til flere uventede drejninger, der netop holdes i skak af forfatterens evne til at lade det magiske smelte fuldstændig sammen med virkelighedens verden. I enkelte glimt sænker de mange sidehistorier tempoet og leder plottet på nye afveje, hvis destination og formål kan være svære at afkode. Men det til trods, så formår Murakami faktisk at binde sløjfe på flere løse ender i andet bind. Vi får svar på nogle af de mystiske hændelser, og sidehistorien om maleren Tomohiko Amadas traumatiske oplevelser i Anden Verdenskrig har en tilknytning til den samlede fortælling, også selv om vi aldrig får den fulde historie.
Ikke alt skal forklares
Man kan stadig stille spørgsmålstegn ved, om alle afstikkere i historien tjener et direkte og nødvendigt formål. Måske er det ikke direkte nødvendigt, at vi får et indblik i Tomohiko Amadas livshistorie, når den aldrig følges helt til dørs, og måske kunne historien om maleriet have fungeret lige så godt uden. Men et andet kendetegn ved Murakami er netop også, at læseren selv kommer på arbejde. Selv når nogle af trådene bindes, får vi ikke alt foræret, og lige som hovedpersonen må give sig hen til det uforklarlige, må vi som læsere også acceptere, at ikke alt kan forklares, og ikke alt skal forklares. Det uforklarlige er en del af rejsen. Har vi først accepteret den præmis ved hans forfatterskab, bliver det ligeledes meget lettere at give sig hen til det magiske univers.
Info
Mordet på kommandanten – en metafor forandrer sig af Haruki Murakami
Forlaget Klim
November 2018
Omslag og layout: Christian Hvid
Oversat af Mette Holm
448 sider
Køb bogen på forlagets hjemmeside her
Læs anmeldelsen af bog I her