Den japanske bestsellerforfatter Haruki Murakamis seneste roman, Mordet på kommandanten – en ide viser sig, er en vaskeægte Murakami-fortælling. Klassiske Murakami-temaer som identitet, brudte kærlighedsforhold og uforklarlige, overnaturlige hændelser væves ind i en magisk fortælling, hvis katalysator er fundet af et obskurt maleri, der skal vise sig at få skæbnesvangre konsekvenser for hovedpersonens forståelse af sig selv og omverdenen.  

 

Opskriften på en vaskeægte Murakami-fortælling

Begynder man først at liste alle de temaer, som går igen i Murakamis forfatterskab, tegner der sig hurtigt et billede af en opskrift, hvis ingredienser genfortolkes og varieres i det uendelige; en mandlig hovedperson oplever en begivenhed, der vender op og ned på hans ellers trivielle, søvngængeragtige tilværelse. Som regel er der tale om et kærlighedsforhold, der meget pludseligt går i opløsning, eller om uforløst kærlighed fra fortiden, der viser sit ansigt i nutidens forvrængede slør og sætter alt andet over styr. Dernæst tilføjes en kæderække af uforklarlige, mystiske hændelser, der på en eller anden vis udvisker og forvrænger grænsen mellem virkelighed og fantasi. De mystiske hændelser skal helst indeholde en eller flere af følgende elementer: en kat (talende/ikke talende), et hul i jorden, en brønd, en enigmatisk og forførende teenagepige, et væsen fra en anden verden, kvinder med stærk seksualdrift og henkastede referencer til litteratur, filosofi og klassisk musik.

Spørgsmålet er så, om denne opskrift kan bære at blive genbrugt så mange gange, eller om det ender som en fortærsket mundfuld, der til sidst mister smag og karakter.   

 

En genkendelig smag

I Murakamis seneste udgivelse, Mordet på kommandanten – en ide viser sig, der er første bog i et tobindsværk, er smagen ganske vist genkendelig for trofaste læsere af hans værker. En 36-årig portrætmaler bliver forladt af sin kone og flytter op i bjergene, hvor en række uforklarlige begivenheder hurtigt bryder stilheden og tomgangen i hovedpersonens nyfundne enspændertilværelse. Det hele starter med et maleri. Et maleri malet af kunstneren Tomohiko Amada, hvis hytte i bjergene hovedpersonen har fået lov at bo i, mens han forsøger at finde sig selv igen efter bruddet med konen. Maleriet er et hidtil ukendt værk af Tomohiko Amada med titlen Mordet på kommandanten, som indtil vores hovedperson finder det, har stået gemt væk på loftet i hytten. Efter han finder det frem, begynder de uforklarlige hændelser.  

 

En flue på væggen

Som læser er vi en slags flue på væggen i Mordet på kommandanten, og fortællingen berettes retrospektivt af den unavngivne hovedperson. Et af romanens gennemgående greb er en foregribelse af begivenhedernes gang: “Da jeg fandt Tomohiko Amadas maleri med titlen Mordet på kommandanten, var der allerede gået flere måneder på den måde. Og på det tidspunkt vidste jeg ikke, at maleriet ville komme til at ændre mit liv.” Det er et snedigt fortællegreb, der uden tvivl skal pirre vores nysgerrighed, og som i hvert fald fik denne læser til at vende side efter side i søgen efter svar. Vi bliver altså hele tiden mindet om, at jeg-fortælleren bærer på en viden, vi ikke er i besiddelse af. Endnu. For lige så langsomt indvies vi i de mærkværdige begivenheder, fundet af maleriet udløser.

 

Fantasiens parallelunivers

Først er der lyden af bjælder, der kommer fra skovens indre og forstyrrer hovedpersonens nattesøvn. Så er der den gådefulde rigmand, Menshiki, som vil have malet sit portræt, så han kan se sit sande jeg afspejlet i maleriets penselstrøg, og ikke mindst det mørke hul i jorden, der giver anledning til fortællinger om mumier og mediterende munke. Og en masse andet. Men det vil næsten være synd at røbe for meget, for en af styrkerne i Murakamis forfatterskab, inklusive Mordet på kommandanten, er nemlig, hvordan de magiske elementer i hans historier lige så stille udfoldes i et tålmodigt og eftertænksomt tempo. Der er intet hastværk over Murakamis skrivestil. Plottet føres frem med en sikker, rolig hånd, så nedsmeltningen mellem virkelighed og fantasiens parallelunivers føles både naturlig og uomtvistelig på én og samme tid:


Ikke just nemt, vel? lød en stemme. Jeg hørte den klart og tydeligt. Stemmen var ikke høj, men den trængte tydeligt igennem. Der var ikke noget uldent over den. Den var hverken lys eller mørk, og den lød meget tæt på. Jeg sank og så mig langsomt om, mens jeg sad på skamlen, men selvfølgelig var der ingen at se. Det klare morgenlys strømmede ind og dannede pletter på gulvet, der lignede vandpytter. (…) Måske havde jeg bare forestillet mig, at jeg hørte stemmen. Måske var det min egen stemme, jeg havde hørt. Min egen indre stemme. Men den havde nu en sjov måde at tale på. Ikke just nemt, vel? Sådan ville min indre stemme aldrig tale.

 

Portrætmaleriets sælsomme egenskaber

Ud over det mystiske maleri, som romanen er opkaldt efter, er det tematiske omdrejningspunkt for Mordet på kommandanten her i bog 1, portrætmaleriet som en kunstform, der er i stand til at åbenbare vores sande jeg. Rigmanden Menshiki hyrer vores hovedperson til at male sit portræt, fordi han har hørt, at denne er den bedste portrætmaler, der findes, og snart viser der sig nye sider af rigmanden, efterhånden som deres samarbejde udvikler sig. Her er det svært ikke at drage paralleller til Oscar Wildes Billedet af Dorian Gray, for ligesom den behandler kontrasten mellem portræt og portrættets model, overvejer hovedpersonen i Murakamis fortælling, hvilke konsekvenser det kan få for Menshiki, når han ser sig selv gengivet i maleriet. For hvad hvis portrættet afslører sider af ham selv, han ikke havde lyst til at indvie andre i? Og vil Menshiki bebrejde hovedpersonen, hvis denne fremstiller ham i et lys, han ikke selv bryder sig om? I Mordet på kommandanten bliver portrætmaleriet et symbol på den indre rejse, identitet og selverkendelse – ikke kun for rigmanden men især også for hovedpersonen, der må finde sig selv på ny. Dermed bliver maleriet den underliggende drivkraft for både karakterernes og plottets udvikling.

 

En del af det magiske univers

Der er ingen tvivl om, at temaerne og elementerne i Murakamis forfatterskab til tider kan forekomme fortærskede. Men i Mordet på kommandanten formår Murakami alligevel at vække dem til live igen og give dem en ny eftersmag. Måske er det fordi de mange sproglige gentagelser, overforklarende passager eller lidt for lommefilosofiske citater, som man eksempelvis finder i hobetal i den ellers fremragende trilogi 1Q84, er skåret gevaldigt ned her. Eller også er det bare fordi, at Haruki Murakami umiskendeligt er en af de få forfattere, som kan skrive veldrejede, medrivende og altopslugende fortællinger, hvor du føler dig som en del af det magiske univers og for en stund glemmer alt om tid og sted.

Med Mordet på kommandanten har Murakami begået et ægte Murakami-værk, der lægger sig i fin forlængelse af Trækopfuglens krønike og 1Q84-trilogien. Er man fan af forfatterens særegne magiske realisme, vil man med stor sandsynlighed sluge dette værk med stor fornøjelse, og når man når til romanens ende, der i bedste cliffhanger stil slutter med sætningen “Fortsættes i bog 2…”, kan det føles en kende nedslående, at man skal vente helt til efteråret med at få besvaret de mange ubesvarede spørgsmål.  

 


 

INFO

Mordet på kommandanten – en ide viser sig af Haruki Murakami

Forlaget Klim

2018

Omslag og layout: Christian Hvid

Oversat af Mette Holm

423 sider

Køb bogen på forlagets hjemmeside her