Poetiske modsætninger
Når man læser Jørgen Wassilefskys digte, bliver man mindet om, hvor tæt man kan komme på nogle små, nærmest useelige øjeblikke i tilværelsen. På samme tid bliver man også holdt tilbage både i sproget og poesiens verden, hvor distancen til det beskrevne er stor og det sarte i eksistensen træder frem. Et eksempel på den modsætning i hans digtning finder man fx her:
Tilbagetrukket
askebægeret
ved vinduet
tæt ved
stueplanternes grønne solstrejf
&
Jeg skævler for livets
knivskarpe flakken
Eksemplerne er også et udtryk for en anden dobbelthed, der er i samlingen – nemlig den mellem det håbefulde og det melankolske, mellem lyset og mørket, det lette og det svære. Samlingen går i glimt direkte ind i kilen ved noget af det, der kan være svært for mange: at finde sig til rette i tilværelsens forandringer. Jeg skævler for livets / kvivskarpe flakken er således én af de smukke sætninger, der både er kraftfulde og sarte på samme tid.
I hans digtning er der også sætninger, som filosoferer over ordenes vægt og det usagte: Det usagte, omgjort til / voldsomme dramaer og Uendelighedens / skitseblok / fuldt besat. Især den sidste sætning peger ud af samlingen til en hastigt voksende befolkning, der måske, måske ikke er i færd med at fylde skitseblokken ud, så der hverken er plads til bogstaver eller nye linjer på tidens papir. Han har måske ikke nødvendigvis haft et samfundsaspekt for øje her, men der er en spænding, og ikke mindst noget på spil, når der opstår en vekselvirkning mellem at ordene peger ind i samlingen og ud mod verden.
Uendeligheden kan også pege ud over mennesket, og i stedet have noget med universet at gøre. En udvidelse, der måske er ved at nå sin afslutning – eller set på en mere positiv måde – en skitse der er ved at være færdig, så universet for alvor kan gå i gang med at bygge den endelige og mere stabile model. Digtene lægger op til tolkning og eftertænksomhed, hvilket må siges at være en af samlingens helt klare styrker.
Den ustoppelige tid
Et gennemgående tema i samlingen er tid og retning som samlet hele, løst forbundet, men alligevel gensidigt afhængige. I afsnittet, NEKROLOGER, indrammes tiden ved at have et start- og et slutpunkt, modsat uendeligheden, beskrevet herover. Her bliver sætningerne ofte simple, dog smukke:
Lyset falder
ikke
længere
Strandsten ændrer
farve – allerede
glemt
Det er også i denne simpelhed, at digtene især kommer til sin ret, fordi man som læser kan mærke, hvad der er på spil. Digtene byder, med sin impressionistiske stil, læseren til at træde ind i det sproglige rum sammen med det implicitte ‘jeg’, og det gør, at man mærker og undersøger denne ‘flakken’, der er et kerneelement i samlingen.
Andre steder beskriver digtene forsigtigheden En tøven / før retning og der er hele tiden en vekselvirkning mellem bevægelsen og stilstanden som også i Tiden står stille i / stjernehobe. Modsætningerne driver også læsningen fremad, da man fx først sendes frem, så stoppes og så bliver peget mod uendeligheden.
At ville meget, at kunne det meste
Der er en række litteraturhistoriske nedslag i samlingen fx til Ole Wivel, Mia Degner, Signe Gjessing og Willum Peder Trellund. Projektet har gode intentioner og som litteraturnørd er det spændende, men man kan diskutere, hvorvidt det gavner digtenes autonomi i samlingen eller ej.
Nedslagene fungerer somme tider godt som ramme og forståelse af et givent afsnit, mens de andre gange virker, måske netop efter intentionen, som iscenesættelse af Wassilefskys parafrasedigte. Hvilket eksplicit gælder brugen af Gjessing, hvor han iscenesætter en række digte midt i et afsnit. Desværre medvirker det bl.a. til at give netop det afsnit et mudret udtryk, da digtene også ændrer markant form og indhold. En strengere redaktionel kritik kunne have skabt et mere helstøbt billede, der ikke forstyrrede læsningen. Her havde det måske været gavnligt for udtrykket, hvis digtene havde fået et afsnit for sig selv.
Det er vigtigt som læser at give ordene tid, ellers går man glip af nogle af disse power-sætninger, der virkelig kan få ens tankebrikker i gang som fx Lydens slutning den / hule lyd / da vi forlod / opgangen / og det der var tilbage / af os // bagoverløbet. Samlingen bruger en del billedsprog, opbrudte sætninger og har i sig en vaghed, der nogle steder gør sproget svært, men ikke utilgængeligt, og ikke for svært.
Når dette er sagt, kan det også være netop denne måde at skrive på, der kan få læsere til at stå af. Nogle gange koncentrerer digtene sig så meget om skyggerne, at de kommer til at stå som billeder på noget, som læseren ikke kan få indblik i. Digtene fungerer bedst, når han beskriver det nære med genkendelige billeder og hans fragmentariske sprogbrug har noget at hæfte sig på.
Samlet
Alt i alt er samlingen yderst læseværdig. Der er en række sætninger og digte som springer i øjnene og forfatteren har noget på hjerte. Dét kan man mærke som læser, og det er vigtigt. Jeg læste næsten samlingen ud i ét og vender tilbage for at udforske Wassilefskys univers igen.
Det er en fordel, hvis man er vant til at læse digte eller giver sig tid til at sætte sig ind i den referenceramme, som han benytter sig af rent litteraturhistorisk. På mange måder peger værket altså ud over sig selv, både hvad angår digtenes temaer, men også ud i det litterære miljø – som en opfordring til læseren om at give sig i kast med flere digte.
En større redaktionel konsekvens i afsnittene kunne give digtsamlingen som sådan et mere helstøbt udtryk. Visse steder bliver læsningen forstyrret lidt, men, og dette er et vigtigt men; læsningen bliver aldrig så forstyrret, at man opgiver – dertil er en del af sætningerne og digtene for smukke.
INFO
Jørgen Wassilefsky har tidligere udgivet:
Landet bag ordene, Ravnerock, 2012
Reb trækker storm, Forlaget Rasmus, 2013
Opoponax, Spangsgaard Art, 2014
Spangsgaard Arts udgivelser kan købes her.