Jeg er blevet medlem i Singelklubben, hvor bogsingler sendes med posten efterhånden som de udkommer. Som et rum for eksperimenter og eksponering af mindre genrer og forfattere, er dette et interessant projekt i disse år, hvor forlagsbranchen og forfatterne er under pres. Her er anmeldelser af henholdsvis to værker fra den første pakke, jeg modtog.
En bogsingel?
Okok, det har absolut intet med dating at gøre. Mit liv i singelklubben handler kun om at få flere bøger i et lille format. Singelklubben er en form for bogklub, hvor man ikke modtager bøger, men singler i stil med EP-formatet fra vinylens tid. Bogsinglerne sendes ud til medlemmerne efterhånden som de udkommer, men sælges også i de fleste veludrustede norske boghandlere.
Det lille format giver mulighed for flere eksperimenter, samtidig med at klubmedlemmerne sikrer økonomisk stabilitet. Flamme Forlag lader til at have haft stor succes med projektet, og har henover de sidste år udsendt et hav af disse små litterære prøveballoner.
Lad mig derfor også med det samme indrømme: Dette er ikke de første bogsingler fra Flamme Forlag, jeg læser. Det lille, korte og billige format (70 norske kroner i medlemspris – det er i skrivende stund lige over en 50’er i danske) er en gave til alle, der ønsker at udvide sin litterære horisont, -særligt hvis man ikke har en overflod af ekstra tid.
En elg og densdatter
Den første singel, Mor mi er ein elg af Heidi-Anett Haugen (der sidste år debuterede med romanen Kuk og hjarta – på dansk Pik og hjerte), er en samling af nynorske kortprosatekster på 27 sider, der i et længere format måske kunne have udgjort en punktroman.
Det er næsten en kliche blandt nordmænd at sige, at litteratur på nynorsk har et fint sprog – og det kan ofte virke intetsigende. Det virker dog passende at kalde sproget fint her, fordi jeg’ets barnlige og naive erindringssprog afslører meget mere end hvad et voksent og analytisk sprog, ville have gjort.. Jeg’et er en 11-12årig pige, der beskriver sitliv i en norsk bygd. Fortællingerne begynder med en idyllisk barndom på landet, der dog snart infiltreres af alvorlige indslag: Gennem leg med brødrene, skoledage, synet på forældrenes liv, naturens indgreb i det landlige liv og, som fællesnævner for det hele, bevægelsen fra barn til voksen, bliver livet gjort mere kompliceret.
Særligt jeg’ets oplevelse af socialisering fremviser et ydre, der angriber et indre. Det barnlige og kønsløse lader til kun at forandres gennem vold. Dette ses tydeligst vedden noget traderede, fortælling om den første menstruation. Dette må være en ubehagelig oplevelse, som man ikke har lyst til at udbasunere til almenheden, men som forældre eller andre alligevel ofte deler som burde det være offentlig information. Da moren har købt bind til jeg’et, råber hun det da også ud i hjemmet, så alle hører det. Moren fortæller også faren, at jeg’et ”har blitt kvinne no”. Kvindekønnet lader til at tilhøre fællesskabet, ikke individet.
Singlens kærlighedsspor bygges op gennem jeg’ets oplevelse af brorens forelskelse, og forfølges ud i ridserne i den landlige idyl, da deres gase bliver blind i sit forsvar af deres gås mod en mink. Halvvejs inde i singlen bliver denne del af fortællingen den, der fylder mest, da forældrenes forhold slår sprækker. Fra datterens perspektiv får vi ingen detaljer. I stedet fortæller hun, at moren får en ny hund og ofte sidder med den på trappen – og i stedet mærker vi det, som barnet mærker, og sammen med hende ved vi ikke, at der er noget galt. Moren fortæller, at det ikke er sikkert, at forældrene skal være sammen for altid, og i sin barnlige visdom konkluderer datteren: ”Mor mi er ein elg og må gå sine eigne vegar.”
Gennem resten af teksterne er familiens og den landlige idyl truet – men for første gang ikke udefra. Det er i stedet sammenhængskraften i forældrenes forhold, og morens psykiske problemer, der præger jeg’et og hjemmet.
Det er både smuk og smertefuld læsning, og det er utroligt, hvad Haugen lykkes med på så få sider. Der er så mange vigtige tematikker, at jeg ikke kan dække det hele her: Døden, kønnet, kærligheden og familien og ikke foruden naturen overfor mennesket og psykisk sygdom. Det er skønt, at så få sider med så virkelighedsnær en tekst, formårat sige så meget om så store emner. Den anbefales stærkt!
Fra tom ordbog til dionysisk klimaks
Den anden single skrev Kjersti Wøien Håland under jazzfestivalen i Oslo i August 2019. Denne ramme for skrivning, sætter digteren under (tids)pres. Dette virker som årsagen til, at nogle af digtene er ret svage og virker fremtvungne. Til gengæld har andre af digtene en presserende nærhed og tilstedeværelse – en slags nutidighed – som er med til at styrke dem.
Rammen for digtsamlingen er jazzfestivalen, og den er derfor delt ind i dage – fra søndag til lørdag. Digtene bevæger sig fra ankomsten til festivalen, hvor ordene endnu ikke kan udsiges om oplevelsen af musikken og fællesskabet helt frem til en dionysisk sammensmeltning. I de bedste af digtene smelter jeg’et totalt sammen med festivalen, musikken, og bevægelserne, og bliver til slut ude af stand til at gribe stillestående tanker. Individet er blevet divid – opdelelig og gjort til en del af fællesskabet.
Første digt er ”Sundag”, hvor digteren ankommer til Operahuset, og endnu bare har ”ei tom ordbok under armen” og ikke ved hvor ”språket vart av”. I en af samlingens svageste passager cirkler Håland om den manglende evne til at formulere sig:
det er berre at eg ikkje veit korleis
ein seier noko som helst lengre
operaen er eit blankt ark
og barna er blanke ark
og her står eg med tom ordbok
og blekkflekkar på fingrane
og berre må seie noko
men har ikkje ord
At digteren mangler ord og har blæk på fingrene bliver en banalitet, når det ikke formårat trække os med ind i spændingen før en festival. Det fungerer bare som en beskrivelse af projektet og udfordringen, der er blevet givet. Desværre er det ikke det eneste tidspunkt, Håland mangler ord. At det bedste transportmiddel er ”frå # til b” hjælper os ikke til at føle dansen, digtet vil invitere os ind i. En bass-GPS kan heller ikke vise mig vej til at føle musikken.
Først midtvejs gennem tirsdag (”Tysdag”), finder Håland motivet og tonen for digtene, hvor hverdagen og festen smelter sammen, og digtene udtrykker et ønske for at alle tirsdage burde være lidt mindre almindelige. Jeg’et italesætter revolutions-tematikken i dette fællesskab (”lar meg vere med på revolusjonen din”), der kommer til at præge særligt onsdagen, før sammensmeltningen er total fredag og lørdag.
”Onsdag” begynder således med titlen: Vi må spille mere sammen, og digtene maler nu samfundet op som et storband, der burde svinge mere sammen ”med kvart vårt instrument \ som passer oss perfekt”. Håland efterspørger revolution, og oplever den derefter. Torsdagen er hun fuld, og dette gøder jorden godt for Dionysos, rusens og musikkens gud. Jeg’et ”spinnar og spinnar i repetisjonar”, og sangene er perler på en snor, før alting smelter sammen fredag:
at eg såg ein mann skape plutseleg lys
frå ein tryllestav av messing
blåse liv i universet
skrive slagord med løkkeskrift i stjerneformasjonar
og få galaksar til å krasje med kvarandre
dei seier magi ikkje finnes
at alt som skjer er materielt og logisk
så teikn meg eit diagram og ein graf af dette
Der er ikke længere forskel på småt og stort, og det er her Håland lykkes. I opløsningen af det bureaukratiserede skandinaviske liv, skabes der et hul, hvor de diagrammer og grafer, somregulerer vores liv, opløses, og man kan tænke sig til nye måder at opleve livet på.
Om disse digte var blevet udgivet, som de står her, i en almindelig digtsamling, tvivler jeg på, men netop dette fremviser det unikke og skønne ved Flamme Forlags bogsingler: En forlagsbranche under pres kan med den rette planlægning og et passende format sagtens udgive mere og flere eksperimentelle bøger. Og det gør de her. Denne bevægelse fra ordløshed til dionysisk opløsning er fin. Det er ikke revolutionerende litteratur, men det giver plads til at arbejde med eksperimenter og projekter, der ikke har så mange andre pladser.
Info
Heidi-Anett Haugen: Mor mi er ein elg
Flamme Forlag, Oslo
Forsidekollage: Marsupium af Heidi-Anett Haugen
Design: Aslak Gurholt (Yokoland)
Sprog: Nynorsk
Udgivelse: 1. udgave, 1. oplag
27 sider
Køb singlen på forlagets hjemmeside her
Kjersti Wøien Håland: Vi må spela meir saman
Flamme Forlag, Oslo
Design: Aslak Gurholt (Yokoland)
Sprog: Nynorsk
Udgivelse: 1. udgave, 1. oplag
29 sider
Køb singlen på forlagets hjemmeside her