IMG_2806

Det splintrede liv. En krop her. En bevidsthed der. Et sprog et helt andet sted fra. Et sprog til at sætte det sammen igen. Kroppen. Bevidstheden. Minder og erindringer. Alt det, der udgør et selv, et jeg, der er i verden. En verden sat sammen igen i sproget, i alt sit kaos. Verden og sprog, dette møde som skaber virvar af meninger, betydninger, alle disse stier som forgrener sig, udvider sig, retninger, som farer ud og ind af hinanden. Det får vi. Det deles der ud af i Maria Dixens debut Alt det krat, alle de buske

 

Utydelighed

Den korte prosatekst, 53 sider, er en art erindringsfortælling om forfatterjegets far. Der er dog ikke tale om en erindringsfortælling med et narrativt biografisk fremadskridende kausalt-logisk drive. Tværtimod.

Teksten er bygget op omkring 14 tableaulignende kapitler, der hver især udfolder erindringer og minder med og om faderen. Alt fra færdselsuheld, demens, rød saftevand, roer og et muligt incestuøst forhold. Det er dog i den mere eller mindre tvivlsomme tematik, hvor intet tilsyneladende er hvad det giver sig ud for at være, der er det bærende eller dragende i Dixens tekst. Hun udtrykker det selv i et nærmest poetologisk statement mod slutningen, hvor hun skriver:

”Men hver tanke er sløret, og det, jeg ser, står ikke klart. En utydelighed har nærmest overtaget begivenheden, og det er kun brudstykker af det, der er sket, som titter frem mellem andre tanker om det, jeg tror er sket.”

Det er netop det slørede, det utydelig, den manglende evne, vilje eller hvad det nu måtte være som Dixens tekst udfolder, ja til tider smukt. Det er en historie fortalt i et sprog, hvor tiden er gledet ud af bevidstheden; de normale, traditionelle om man vil, menings- og betydningsdannelser er brudt ned for på ny at dannes i nye absurde billeder. Og hos Dixen bevæger vi os i billederne, ofte sceniske eller nærmest filmiske. Som her fra tekstens indledning, hvor faderen tilsyneladende er død:

”Her drikker jeg den sidste slurk af dit røde saftevand. Kanten af glasset er dekoreret med mug, og en grøn skov vokser på krystallet. Jeg stiller glasset på gulvet og kravler derind. Jeg kravler mellem mos og buske, græs og blomster, der side om side har dannet bund under træernes blade.”

 

Leg

Der er i det hele taget noget i den måde Dixen bruger sproget på, som trods tematikkens alvor, indikerer en leg med mindet, en leg med erindringen om det liv der engang var. Det hedder netop et sted ”Man kan se det som man vil.”

Eller som i samtalen med faderen om et færdselsuheld, hvor man i sprogets leg kan gendanne sig selv i forskellige situationer, både som den omkomne og den der påkører en. En leg måske fremkaldt af faderens død, som om denne død kaster et lys ind i livet.

For hvad er der tilbage når dem vi kender, ikke er her mere? Er det ikke et kaotisk virvar af billeder, som fremkaldes i sproget, på hjernebarken, holdt frem for vores lukkede øjne? Er erindringen ikke en besynderlig konstruktion bygget op over det kaotiske liv, vi er kastet ind i? Og fremstår verden, livet ikke som et færdselsuheld vi selv rekonstruerer? Der gives næppe ét fyldestgørende svar på disse spørgsmål, gudskelov. Men vejen gennem Maria Dixens landskab, der fremstår som et lyst påfund, er hele turen værd.

5 modspor


Kan købes for 149,95,- her
Forlag: Basilisk
Udgivelse: 2016
Sider: 53
Omslag: Johan Thermænius