Med Fuglene har Mikkel Harris Carlsen begået et intelligent og interessant stykke litteratur med surrealistiske indspark og kafkaske momenter. Gennem en morsom, nærmest pervers tone i bogen betragter vi livet hos den uheldige protagonist, som forsøger at leve et stilfærdigt liv med sin Kirsten.
Manden og månen
Forfatteren Mikkel Harris Carlsen introducerer os for bogens hovedperson John Hansen med en scene, hvori John betragter sin begyndende måne. De vigende hårgrænser bliver eksemplificeringen på det midaldrende liv, på kroppens forfald. Vi møder en mand, hvis liv er i fuld gang, men det er måske knap så vitalt, som det kunne have været. John Hansen er en mand, der går meget op i om han er ved at blive skaldet, og han fremstilles som en mand, der ellers lever et ubesværet liv, hvis lige nøjagtigt dette problem kan blive så altoverskyggende. Med denne scene er bogen skudt i gang, og man føler sig tryg som læser, fordi romanens tone bliver slået så tydeligt an. Men alligevel tager man fejl. Bedst som læseren tror at kende præmisserne, bliver tæppet hevet væk under én, og John Hansen kommer til at indgå i mærkværdige, skrækindjagende og dybt komiske scener. Med et surrealistisk greb indfanges vi i John Hansens verden, hvilket efterlader læseren undrende, underholdt og slet og ret forfærdet. Titlen på bogen refererer til en bizar interaktiv teaterforestilling:
”Men hvad har det med fugle at gøre?” spurgte John. Spørgsmålet fik Niels Hermann til at sprutte ham ind i ansigtet og klaske hånden ned i bordpladen, så glassene hoppede og dansede på den hvide dug.
”Åh John, her sidder vi og snakker om at kneppe, og så spørger du til fugle!” Niels Hermann kroede sig under damernes bifaldende latter og slugte sin cognac i én mundfuld.
”Mm, det’ stykkets titel, min dreng – Fuglene.”
Aftenen blev uundgåeligt afsluttet med en aftale om at gå i teatret den kommende fredag. Johns spagfærdige forsøg på at undslå sig blev mødt med en byge af protester.
Niels Hermann: ”John, det’ jo ikke et af dine gamle gokkeblade, for fanden, det’ kultur!”
Horror, humor eller Stephen King inkognito?
Surrealismen begyndte som en kulturel strømning i 1920’erne. Dermed ligger en lang tradition bag, hvis tekniske greb bl.a. består i at vride og forvrænge det vi ellers betragter som realistisk. Som litterært greb fungerer det i bogen, da det groteske i forhold til det almindelige bliver så meget desto mere synliggjort. Ud over surrealismen får jeg lyst til at nævne Stephen King. Det er et navn, der kontinuerligt poppede op, imens jeg læste Fuglene pga. de makabre scener, selve tonen i værket og den uvished man som læser gribes af. Forfatteren har en evne til at opbygge suspense, så man sidder på kanten af stolen, samtidig med at man græmmes, får kvalme og griner. Det er virkelig en mærkelig kombination, men ikke desto mindre flot gennemført.
Sproget i bogen er let at gå til, hvorfor der kommer et godt flow i læsningen. Det er klogt tænkt, for et mere snørklet og indviklet sprog, ville muligvis have virket for voldsomt sammen med det surrealistiske indhold. Bogen er inddelt i afsnit, som hver gang starter ’almindeligt’ ud om man så må sige, og indholdet bliver efterfølgende mere og mere outreret i løbet af kapitlet. Vi nulstilles således efter hvert kapitel, hvilket giver bogen en fin tyngde og gør læsningen harmonisk.
Fuglene er en bog for en læser, der godt kan lide at blive overrasket under sin læsning. Den er en bog, hvor man som læser kommer ud, hvor man ikke kan bunde. Fuglene er en overfart i oprørt hav tilsat lige dele humor og horror. Det er helt sikkert, at jeg skal læse den igen, for der ligger så meget i den symbolsk, at den på trods af sin lille størrelse har tyngde og bestemt stor eksistensberettigelse.
INFO